Anmeldelse
Didaktik
Mange intelligenser i klasseværelset
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Af Thomas Armstrong
Oversat af Susanne Aabrandt
192 sider, 248 kroner
Adlandia
Bogen veksler Howard Gardners psykologiske teori om de mange intelligenser til forslag til praktisk undervisning i skolen. Den er skrevet til læreren, og den er opbygget oversigtligt, så man kan slå op under de forskellige intelligenser og finde forslag til aktiviteter, der understøtter udviklingen af kompetencer på de forskellige områder: det verbalt-sproglige, det logisk-matematiske, det spatiale, det krops-kinæstetiske, det musikalske, det interpersonelle og det intrapersonelle (social og følelsesmæssig intelligens).
Bogen behandler som afsæt en lang række didaktiske spørgsmål vedrørende blandt andet planlægning, undervisningstrategier, skolemiljøer, vurdering og specialundervisning.
Den er utvivlsomt brugbar som inspiration for danske lærere i dansk skole. Der er mange hyldemeter idéer i bogen. Den er nok anderledes systematisk og konkret i sine forslag sammenlignet med den meste danske pædagogik. Danske lærere er (ofte) mere selvrådige og autonome, end amerikanske lærere (ofte) er, men læg ikke bogen væk af den grund.
Bogens oversætter Susanne Aabrandt har gjort sit arbejde godt. Hun har forinden være fire måneder på job-swop på en skole i USA, der byggede på de mange intelligensers pædagogik.
Der er også folk herhjemme, der har mod på at veksle Gardners teori til praksis, for eksempel (og der er flere end disse) Marianne Munis med flere på Statens Pædagogiske Forsøgscenter, Steen Hilling, Fyns Amt, nogle praktiske efterskoler og Ejbyskolen på Fyn.
Der er masser af vitaminer i det her for de mange elever i skolen, der ikke lige er til det verbalt-sproglige og det logisk-matematiske.
Efterskrift. Der er nok ni-ti intelligenser og ikke bare syv. De nyeste er: Intelligensen for naturen, bevidstheden om eksistensen (det filosofiske) og den bevidste opmærksomhed; så der er meget mere at dyrke pædagogisk op.
Mogens Hansen