Debat

Hvad blev der af rytmikken?

tech eller teater?

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Nostalgi kan bremse mange ting. Da jeg i går fandt en Radio 24/Syv dokumentar om rytmik- og musikguruen Lotte Kærså tænkte jeg umiddelbart at det var podcast nostalgi til øregangene. Jeg er vokset op med Lotte Kærsås sange og børneudsendelser på TV og hendes rytmer og børnesyn har præget mig. Men Lotte Kærså er blevet 90 år gammel, så jeg tænkte ikke der var meget nyt at hente ud over en tur down memory lane.

Wrong! En podcast senere var jeg beriget, oplyst og forundret. Lotte og hendes mand Poul var revolutionerende og progressive pædagoger og skolefolk i deres unge dage. Musik, rytmik og teater i kreativ forening og med udgangspunkt i børnenes egen verden og forståelse blev udviklet og afprøvet. Principper og pædagogik Lotte og Poul stadig tror på og praktiserer. Det fortæller de meget fint om i radiodokumentaren. Lotte har netop udsendt et nyt album, hvis man skulle have lyst til at synge og danse med de små.

Jeg blev også professionelt forundret som skolemand. Hvor er Lotte og Pouls pædagogiske idéer blevet af i skolen i dag? Jeg er med på at nogle af deres idéer vandt indpas og de var med til at gøre op med den sorte skole. Men i mit LinkedIn feed af undervisnings- og skolerelateret news støder jeg dælme ikke på mange # med rytmik, cirkus eller teater. Jeg kan til gengæld nærmest ikke komme til for nyheder om Tech og innovation eller bevægelse og motion.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Vi er bange for børn ikke bevæger sig nok og vi er bange for at falde bagud i teknologikapløbet. Bange er en dårlig katalysator for indhold i undervisningen. Kapløbet med Kina eller kapløbet mod den slanke krop kan ikke blive formålet med skolen. Laver vi noget i skolen bare fordi det er sjovt? Danser vi er det fordi det er sundt! Laver vi teater er det fordi det øver eleverne i sociale kompetencer og i udskolingen gud hjælpe mig om man kan lave noget der ikke retter sig mod prøverne! Måske det at noget er sjovt kunne blive et gældende pædagogisk og didaktisk argument?

Medbestemmelse og fokus på krop og sind i en rolig ramme burde fylde mere i børns liv. Når skolerne bygger techlaboratorier kunne de måske også finde plads til et tilsvarende for sanser og rytmik? Det er nok ikke Lotte og Poul der tager det næste slæb, men jeg sætter min lid til at nye rytmik- og musikguruer udfordrer mig og min nostalgiske verden. Ind til da vil jeg fortsat synge "Jeg har lommerne fulde af kastanjer".

Link til radiodokumentaren "Kærsås børn": https://www.24syv.dk/programmer/24syv-dokumentar/53166842/kaersas-born