Debat: Indfør samme hjælp til ordblinde i folkeskolen som på FGU!

Publiceret

De første 7 år i min folkeskoletid kunne jeg ikke læse eller skrive.

Jeg fik ikke noget hjælp, jeg havde det svært og kunne ikke koncentrere mig om det faglige.

Jeg følte mig ensom.

Jeg have det svært ved, at mine klassekammerater kunne læse og skrive, når jeg ikke kunne, og jeg havde det svært med gruppearbejde, fordi jeg altid blev valgt sidst pga. min ordblindhed.

Jeg kan huske en dag i 4. klasse, hvor vi skulle have gruppearbejde og en af mine klassekammerater tydeligt siger, at han ikke gider at være i gruppe med mig, fordi jeg ikke kan læse. Selvom min lærer bad ham om at sige undskyld, gjorde det mig stadig enormt ked af det og jeg endte med at gå fra lokalet.

Fra 7. klasse til 10 klasse kom jeg på specialskole i Svendborg, hvor jeg rent faktisk lærte at skrive og læse. Jeg fik hjælp, begyndte at kunne være med i undervisningen og jeg kom til at elske skolen.

Da jeg som 20-årig kom på FGU blev jeg for første gang testet for ordblindhed. For første gang fik jeg svar på, hvorfor det var så svært for mig at læse og skrive. Jeg er ordblind.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Det var en lettelse at få af vide at jeg var ordblind og at få de rigtige hjælpemidler. Det er den hjælp, der nu i dag gør, at jeg kan skrive min historie på Modstrøms meningsdanneruddannelse.

Jeg er glad for, at vi i dag kan teste for ordblindhed helt ned til børnehaveklassen, så andre ikke skal gå igennem en hel skolegang uden at kunne læse eller skrive, ligesom jeg gjorde det. Det påvirker nemlig både ens faglige udvikling og ens sociale trivsel.

Det var først da jeg kom på FGU at jeg fik den støtte og de hjælpemidler, jeg havde brug for. Hvis jeg havde fået dem allerede i folkeskolen, ville jeg have været et helt andet sted i dag.

Jeg håber, at man sikrer, at man i folkeskolen kan få lige så meget hjælp og lige så mange hjælpemidler, som man kan på FGU.

Ordblindhed er en internationalt anerkendt diagnose. Derfor skal der sikres og prioriteres ressourcer til at sikre den hjælp alle børn og unge har brug for, så vi alle kan komme igennem uddannelsessystemet.