Anmeldelse

Giv bøgerne din stemme
Giv bøgerne din stemme

Læs op!

Jens Raahauge går i ny pamflet i brechen for at huske den gode oplæsnings nærvær i skolens travle hverdag.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Verdens første fortælling blev til en mørk aften på den afrikanske savanne, da en gruppe urmennesker sad omkring bålet. Her fortalte én af dem en historie, der holdt den truende verden uden for bållysets skær på sikker afstand – et fortællemæssigt pusterum i en overvældende virkelighed. Måske fungerer oplæsningen i dag på samme måde: I en hektisk hverdag med krav om effektivitet og et virvar af medierede fortællinger kan oplæsningen være et frirum.

Fakta:

Titel: Giv bøgerne din stemme

Forfatter: Jens Raahauge

Pris: 68,75

Sider: 44

Forlag: Dansklærerforeningen

Jens Raahauges pamflet "Giv bøgerne din stemme" er båret af tanken om, at oplæsningens nærvær kan skabe sådan en oase. For i den konkrete oplæsning kan man ”stoppe op og snakke sammen. Man kan forestille sig. Man kan læse igen. Man kan trykke sig ind til hinanden, når det er uhyggeligt eller sjovt”. Som sådan er bogen en velanbragt påmindelse om, at oplæsningen rummer særlige kvaliteter, som ikke kan tilgodeses på andre måder i skolen.

Men bogen er også båret af en intention om at gøre læseren bevidst om den gode oplæsning. Højtlæsning, hvor læreren griber en tilfældig bog på hylden og giver sig til at læse uden forberedelse, kan gøre mere skade end gavn. Oplæsning er en kunst, som skal beherskes. På dette felt nævner Raahauge blandt andet betydningen af oplæserens placering i rummet, brugen af stemmens styrke og den altid vanskelige dosering af pauser. Men mere præcise angivelser af, hvordan læseren selv kan arbejde med disse elementer, rummer bogen ikke. Her må man søge anden litteratur.

Det er med andre ord ikke en lærebog, Raahauge har sendt ud. Pamfletten er snarere udformet som en række tankevækkende essayistiske nedslag i aspekter af oplæsningsdisciplinen. I afsnittene "Mumledansk", "At læse med dobbeltblik" og "Litterære reklamespot" tager Raahauge i sin velkendte anekdotiske stil afsæt i konkrete hændelser fra skolehverdagen for at pege på oplæsningens styrker og udfordringer.

Bogen bliver derfor også i sig selv et stykke mundret litteratur, som man umiddelbart (og til en lav pris) kan gå til for at se på oplæsningens status i skolen. For lærere og – især – lærerstuderende åbner bogen for oplæsning som et felt, der ofte behandles stedmoderligt i uddannelsens fagmylder.

Powered by Labrador CMS