Sofia Åkerman fortæller om sit liv som psykisk syg. Hun får meget tidligt anoreksi og ryger ud og ind af psykiatriske afdelinger. Hun begynder at skære i sig selv og tage overdoser. Hun fortæller i bogen især om de hospitalsophold, hvor hun er tvangsindlagt, og hvor hun oplever, at læger og sygeplejersker kun er lede ved hende og ude på at straffe hende. Derfor har hun svært ved at blive rask. Hun oplever også, at sygdommen giver hende en identitet, for det at være skrupskør, det er noget, hun magter.

Men takket være en endeløst tålmodig psykolog uden for hospitalet og et pigeprojekt på en teaterskole er hun kommet nogenlunde igennem i nittenårsalderen.

Vi får ikke at vide, hvad der sætter den selvskadende proces i gang, så de mange lange beskrivelser af, hvordan hun kæmper med "Lucifer", er uforståelige og kedelige. Der er vage hentydninger til, at "drenge er onde", så måske har præpuberteten og de seksuelle følelser skræmt hende, der gerne vil være i total kontrol hele tiden. Men hun ender dog lykkeligt forlovet med kæreste og yndigt kæledyr.

Selvoptagetheden er hård kost for læseren, og hendes sentimentale rørstrømskhed over at være kommet igennem er for meget.

Man bliver ikke klogere på selvskade-problemet, den forklarer ikke noget, beskriver kun, og de beskrivelser er skræmmende. Mon det er så "smittende", som eksperter i dagspressen i øjeblikket strides om?