Pedes forældre slås og skændes evig og altid. Og Pede gemmer sig under køkkenvasken med alle de dæmoner, forældrene skaber i ham. Men han tegner dem ud af sig på skabsvæggen, og på bedste Otto er et næsehorn-vis går de ud af deres gode streg og bliver levende. De bliver Pedes allierede i kampen for fred i familien.

Historien tager fat på den situation, som er mange tusinde danske børns daglige vilkår, og ved hjælp af det lille kneb med de tegnede uhyrer, der bliver levende, får forfatteren peget på både overgrebet på og handlemuligheden for barnet.

Illustrationerne stemmer i tone og groteskhed godt med historien. Tilsyneladende. For hvor fortællingen kan skabe dynamik mellem handlingerne i den ydre verden og ramtheden i Pedes indre, så fortoner dette centrale og livgivende omdrejningspunkt sig i et enstrenget univers, som i øvrigt er holdt godt på plads af en grimhedens æstetik. Det virker som sådan et uholdbart billedpostulat, at man kan se på folk, at de er stygge på hjemmefronten.

Historien tager fint og perspektivrigt fat på et felt af børnelivet, som berører mange, men som er tabuiseret. Derfor er teksten i denne billedbog god som nøgle til en samtale om samliv med voldelige og ufredelige forældre.