»Man kan sagtens få børnene til at tænke på et højt niveau, hvis man stiller åbne, undrende spørgsmål til teksten. 
Også selv om historien er enkel«, fortæller læsevejleder Wenche Kortbæk. 


Læsning: Slut med dårlig samvittighed over for de dygtige

Med guided reading bliver alle elever udfordret på deres eget niveau, mens de lærer at læse. Også Emil, som læste bøger, før han begyndte i skole.

Publiceret
Dansklærer Ane Grønlund fortæller, at guided reading også smitter af på børnenes skrivning. »De skriver langt flottere, end mine tidligere klasser har gjort«, fortæller hun.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Sytten små forventningsfulde 0.-klasseansigter er vendt mod to lærere og to pædagoger. De er netop myldret ind i klassen på Ny Holte Skole og har hjemmevant fordelt sig ved fire borde. De har helt styr på, om de er delfiner, krabber, frøer eller flamingoer, og i dag skal de læse en ny bog. De læser en halv time hver dag i små grupper på maksimalt seks inddelt efter niveau sammen med en voksen, og de får en ny lille bog at læse to gange om ugen. Så hver anden dag er historien ny og spændende, hver anden dag er det velkendt og lidt nemmere, og fredag kan man så opføre en af historierne som teater eller genlæse de to bøger.

Læsning skal være drevet af lyst

Børnene kender strukturen, så de lytter intenst, mens de voksne viser hver deres nye bog og fortæller historien for den lille lukkede kreds og snakker med børnene om indholdet. Derefter bliver historien læst højt - igen med samtale om billeder og begreber. Så er det børnenes tur til selv at læse bøgerne højt, mens deres voksne på skift sidder hos dem for at lytte og rose og diskret notere niveauet. Skal de blive på dette niveau eller rykke op i næste uge?

»Det fantastiske er, at de alle sammen føler sig som små mestre på den her måde. Ingen oplever, at det er for svært eller for let, fordi de læser på præcis deres niveau og sammen med kammerater, som er det samme sted. Her er der ingen, der sidder med nederlagsfølelse over ikke at kunne følge med de andre«, fortæller Wenche Kortbæk. Hun er læsevejleder og dansklærer og har været med helt fra begyndelsen i projekt Guided Reading i Rudersdal Kommune.

Og sådan virker børnene også. Pigerne i krabbegruppen synes ikke at ænse de andre tre grupper, men er kun vendt mod deres egen, og bogen »Tiger, Tiger« er spændende og alligevel mulig at læse.

Også sjovt for superlæserne

Det gælder også den gruppe, hvor der kun er to drenge, som er i gang med at læse en temmelig avanceret bog om en fodboldkamp. Kigger man nøje efter på lærernes papirer, kan man se, at de er på niveau 14, mens de andre grupper befinder sig på tre og fire. Efter højtlæsningen spørger de voksne til specifikke ting i historien og beder børnene finde bestemte sætninger eller ord. Eller stiller åbne spørgsmål, som bringer historien videre. Men hvor de tre andre grupper derefter får ord på laminerede papirlapper, som de skal pusle sammen til sætninger, eller de skal skrive enkle ord, så bliver de to drenge bedt om at skrive på deres små tavler, hvad træneren Henrik også kunne have sagt efter kampen.

»Kan vi ikke også lave den opgave, hvor vi hjælper dig?« spørger drengen Emil, mens han giver sig til at skrive: »Henrik siger: 'Vi vinder sikkert næste gang'« på sin tavle. Komplet med store bogstaver, kolon og citationstegn.

Deres voksen, som er pædagogen Morten Kofoed, går med det samme ind på ideen. Så efter skriveøvelsen giver han sig til at skrive ord på sin tavle, som de to drenge kan rette.

»Opstregen i d'et skal være lige så lang som på l'et«, siger den ene, og den anden forklarer, hvilke snydebogstaver der er i ordene. »Det er et stumt d, og det er et k, som lyder som et g«.

Emil har kunnet læse, allerede før han begyndte i 0. klasse, så han ville have slugt »Tiger, Tiger« og spyttet den ud, før de andre var forbi første side. Men sådan er det ikke med »Fodboldkampen«, og hans blik er klart og maksimalt engageret.

Og det blik er præcis det, som børnehaveklasseleder Marianne Munck taler om, når hun skal nævne det bedste ved guided reading:

»Jeg elsker det her. Jeg kan gå fra hver time med god samvittighed, fordi jeg ved, at jeg har nået alle. Der er altid nogle hurtigløbere, som man ikke synes, at man når nok omkring. Dem har jeg ofte haft dårlig samvittighed over for tidligere. Det har jeg ikke mere«.

Hendes kollega, dansklærer Ane Grønlund, er enig. De har begge tidligere arbejdet med en fast læsebog, »Den første læsning«, som de er enige om er den bedste af sin slags på markedet. »Svagheden er bare, at når man har en fælles tekst på et niveau, så er det umuligt at ramme alle elever i sin undervisning. De dygtigste læsere havde læst læsebogen hjemme, samme dag som de fik den udleveret, hvorimod de svage havde brug for rigtig meget undervisning. I guided reading er det muligt at undervise den enkelte elev på det niveau, hvor eleven er«, siger Ane Grønlund.

Emil elsker at læse.

»Den første bog, jeg læste, hed 'Jons kat'. Og den seneste var 'Hundemand' 1 og 2. Jeg læser meget med min far«, fortæller han og giver et hurtigt referat af handlingen i »Hundemand«.

Det at kunne give et så klart referat hænger ifølge Wenche Kortbæk også sammen med, at de allerede nu har læst så mange gode, små bøger, som er bygget op på samme måde med en god historie og en pointe. »De er allerede så trænede i, hvordan en god historie er sat sammen, og det hjælper dem, både når de læser, når de fortæller, og når de selv skriver«, forklarer hun.

Nyt danskfagligt fællesskab

På Ny Holte Skole er læsningen organiseret, så de er fem voksne om to klasser i en time hver dag. To lærere og to pædagoger, der læser med halvdelen af klassernes elever i små grupper, mens en tredje voksen arbejder med danskaktiviteter med den anden halvdel. Derudover arbejder lærerne i de resterende timer med de almindelige danskaktiviteter som for eksempel fonologisk træning.

Det har krævet omorganisering og fuld opbakning fra ledelsen, hvilket der bestemt også har været, fortæller lærerne. Marianne Munck var fyr og flamme over projektet, da Wenche Kortbæk kom hjem fra en tur i England med kommunens læsekonsulent og fortalte om ideerne. »Jeg var glad for min læsebog, og den gav mig tryghed, men jeg tænkte, at det her var lige, hvad vi havde brug for, for at alle børn skulle blive set og hørt i timerne«.

Ane Grønlund fortæller, at flere lærere var lidt bekymrede over ikke at kunne følge egne elevers læseudvikling på helt tæt hold. Men nu hvor de ser de store fremskridt, eleverne gør, er bekymringerne pakket langt væk. »De bliver så dygtige til at læse, og de oplever læseglæden ved at blive mødt der, hvor de er«, siger hun.

Hver uge mødes alle lærere og pædagoger i 0. klasse og taler om, hvordan det går med eleverne, om de skal rykkes op i niveau, og hvad de har af udfordringer med undervisningen. Det gør, dels at lærerne bevarer overblikket over elevernes læseudvikling, dels at lærere og pædagoger har fået et nyt fagligt fællesskab i dansk.

»Det her løfter i den grad vores snak om læsning. Vi har da talt om læsning tidligere, men på den her måde løfter vi i fælles flok, og vi har fået et helt andet danskfagligt samarbejde pædagoger og lærere imellem. Pædagogerne er glade for guided reading, og undervisningens struktur gør det let at gå til«, fortæller Wenche Kortbæk.

Grupperne er organiseret, så det er de to lærere, der har de svageste læsere, og pædagogerne, der har de dygtigste. Og som Ane Grønlund siger: »På den her måde bliver alle børn mødt, undervist og udfordret på eget niveau - også de dygtigste«.

Ingen vej tilbage til læsebogen

Da den første halve time er gået, pakker ungerne sammen - hvert lamineret ord bliver lagt tilbage i en lille kuvert, når den voksne siger ordet. Børnene går op i det, som var det enhver anden sjov leg. Og så er det den anden halvdel af klassernes tur. Her er uroen lidt større, men igen har de helt styr på, hvilket dyr de hører til.

»Jeg har ikke prøvet at være delfin endnu. Det vil jeg altså gerne snart«, siger Klara, som ikke synes at ænse, at tallet på hendes bog hos krabberne er højere end på delfinernes.

Dyrene har intet at gøre med niveauer. For eksempel har de svageste læsere i en periode været gazeller. Men lærerne har valgt at bytte rundt på dyrene hen ad vejen. »Børnene ved jo godt, at de ikke læser lige godt, men det er ikke noget, de går op i, sikkert fordi vi intet gør ud af det. De oplever alle sammen, at de er meget dygtige, der hvor de er, de bliver dagligt guidet i deres læsning, og de får alle sammen nærvær med en voksen og et skulderklap«, siger Wenche Kortbæk.

O.-klasserne har arbejdet med guided reading siden jul. Og 1.-klasserne begyndte på det ved samme tid sidste år og er fortsat i år. Men det er endnu ikke besluttet, hvordan de skal gå videre.

Dels er der udfordringen med at have voksne nok til at læse på den måde, dels er det ret svært at finde gode bøger.

»Bøgerne her er et kæmpe issue. Det er så svært at finde bøger til den første læsning, for de lydrette bøger, som er dem, der er flest af på markedet, har ofte en ligegyldig handling, og det mener vi ikke duer. Lige nu betyder det alt for læsningen og også for den gode litteratursamtale«.

Og ingen af de fire undervisere kan forestille sig at gå tilbage til læsebogen.

»Nej, nej, nej, det kan vi simpelthen ikke byde børnene. Vi er jo i gang med at revolutionere læseundervisningen nedefra«, siger Wenche Kortbæk.

Klara fra krabberne klapper sin bog i med et tilfreds smil. Hun har lært at læse med guided reading og tager syvmileskridt i øjeblikket. »Jeg synes, det er supersjovt at læse«, siger hun med et stort smil og retter på sit hårspænde, som er kommet til at sidde skævt i kampens hede. »Nu kan jeg nemlig også læse 'Mimbo Jimbo' og 'Rødhætte' højt for min lillesøster om aftenen«.