DLH-afdelinger fortsat truet

De langstrakte forhandlinger om CVU'erne fører til fornyet usikkerhed om Danmarks Lærerhøjskoles afdelinger

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De sidste ugers forhandlinger i Folketinget om Centre for Videregående Uddannelser (CVU) og om Danmarks Pædagogiske Universitet (DPU) er blevet fulgt nøje på Danmarks Lærerhøjskoles (DLH) otte afdelinger rundt i landet. Deres fremtid er nemlig uvis, fordi det er uklart, hvor de vil få hjemsted.

Enkelte afdelinger har mærket konsekvenserne af usikkerheden i form af færre tilmeldinger.

Afdelingen i Skive har af den grund følt sig nødsaget til på sin hjemmeside at forsikre fremtidige kursister om, at der ikke vil opstå huller i efteruddannelsen som følge af en institutionsomlægning.

'Vi ved ikke bestemt, hvorfor vi er blevet ramt af nedgang, men i sådan en situation gør man sig sine forestillinger', siger afdelingsinspektør Bo Rønne.

Der så ud til at være opnået vished om fremtiden, da undervisningsminister Margrethe Vestager i februar fremsatte forslag om oprettelse af CVU'er. Fra ministeriets side blev det nemlig slået fast, at DLH-afdelingerne og deres medarbejdere skulle overføres til de nye centre.

Forudsætningen var, at Margrethe Vestager kunne holde fast i, at centrene skulle oprettes, og at lærerseminarierne skulle indgå i dem. Det viste der sig at være et folketingsflertal imod i sidste uge.

'Hvis ikke det er sikkert, at CVU'erne bliver oprettet, så uha . . . Så er det ikke let at sige, hvad der sker. Så må vi fortsætte som en del af Danmarks Lærerhøjskole. Det vil ikke være en permanent løsning, og det vil føre til skærpet konkurrence om efter- og videreuddannelsen', siger Bo Rønne.

Leder af DLH's afdeling i Århus, Dorrit Christensen, mener, at der er forskellige muligheder, hvis CVU'erne bliver en del af en løsere konstruktion. Man kan oprette en institution for efter- og videreuddannelse med eget lovgrundlag, man kan lade den blive i DPU-regi eller som en enhed for sig selv under universitetsloven.

'For alles skyld er vi nødt til at sikre, at efter- og videreuddannelsen forbliver en enhed med et personale. Bliver den en del af et løst samarbejde, er der risiko for, at efter- og videreuddannelse hverken kan fastholdes eller udvikles', siger hun.

Danmarks Lærerforening vil sammen med Kommunernes Landsforening lægge pres på undervisningsministeren, hvis det viser sig, at DLH-afdelingerne ikke kommer med i CVU'erne.

'Det vil være helt uoverskueligt, hvis afdelingerne ikke kan blive en del af CVU'erne. I så fald må der findes en anden konstruktion, der sikrer deres fremtid. Det værste, der kan ske, er, hvis de lander i et institutionsmæssigt tomrum', siger DLF-konsulent Thomas Seeberg.

Ved redaktionens slutning forhandlede Margrethe Vestager fortsat med Enhedslisten for at få et forlig i hus. Efter hvad Folkeskolen erfarede, var det dog på et løsere grundlag med hensyn til CVU'erne, end hun i første omgang havde lagt op til.-Jan Kaare er freelancejournalist

Powered by Labrador CMS