Rektorer uenige om CVU

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Rektor for Skårup Statsseminarium, Bjarne Møller Jørgensen, sammenligner lovforslaget om Centre for Videregående Uddannelser (CVU) med et tvangsægteskab, mens hans kollega på Odense Seminarium, Torsten Enemærke, taler om sagen med stor kærlighed.

For øjeblikket er der forhandlinger om samarbejde i gang mellem de to seminarier, Fyns Pædagogseminarium, Odense Socialpædagogseminarium, Danmarks Lærerhøjskole og Danmark Pædagogiske Instituts afdelinger på Fyn.

'Vi vil være med i et CVU', siger Torsten Enemærke, men så længe loven ikke er vedtaget, vil han ikke komme med bud på, hvem der skal indgå i konstruktionen.

Han ser også CVU'er som en mulighed for at udvikle helt nye uddannelsesaktiviteter på voksenuddannelsesområdet.

Bjarne Møller Jørgensen ser helst bare et samarbejde mellem de seks institutioner, så hver enkelt uddannelsessted bevarer sin egen bestyrelse.

'Skal der være en fælles leder, skal det være én udefra. Det er svært at forestille sig, at én af os andre kan behandle alle ens', siger Bjarne Møller Jørgensen.

Han frygter, at Skårup Seminarium på længere sigt risikerer at blive ofret i en sparerunde.

'I sådanne tilfælde vil de nok altid skære i yderområderne', vurderer han og tilføjer, at for ham er CVU en slags tvangsægteskab.

Jelling og Haderslev Statsseminarier er på vej til at lave et 'kerne-CVU', der skal samarbejde med Design Seminariet i Højer og Sygeplejeskolen i Sønderborg. Både Jelling og Haderslev er både pædagog- og lærerseminarier.

'Vi er godt i gang med diskussionerne. Men så længe vi ikke er enige om alt, er vi ikke enige om noget', siger Søren Vang Rasmussen, rektor i Haderslev.

Pædagogseminarierne i Gedved, Kolding og Aabenraa har ikke ønsket at indgå i fusionen.ipe

Powered by Labrador CMS