Teater handler om at "spille nogle andre end dem, vi er". Sådan starter "Drama i dansk". I mine øjne en typisk misforståelse! Som skuespiller gennemlever - oplever - man et andet menneskes følelser, handlinger og tankeprocesser i en given - fiktiv - (livs)situation. Men man bliver aldrig en anden.

Kirsten Vagns fokus er primært kroppen og stemmen, men hvad med intellektet og fantasien? Hvordan kan man undlade at komme ind på to så uundværlige bestanddele af at spille teater? Bogen opfordrer eleverne til at "eksperimentere" med, "hvordan" man siger forskellige replikker, men der findes ikke noget hvordan! Hver gang en skuespiller siger en replik, siges den på ny! En replik - måden, hvorpå den siges - styres ikke af en forudbestemt logik, men af hvad der motiverer karakteren til at sige det, hun gør i en given situation, samt hvilket modspil hun i øjeblikket modtager fra sine medspillere!

Hertil kommer, at bogen er fuld af ueksemplificerede udtalelser. Såsom "Aristoteles holdt forelæsninger om drama og teater, og hans tanker har også betydning i dag" (side 6). Hvad sagde Aristoteles, og hvorledes har hans tanker betydning i dag? Det kunne have været interessant at have fået uddybet.

Bogen skal dog roses for sin beskrivelse af "den varme stol", undertekst og arbejde med rum, typisk kaldet de givne omstændigheder. Her er beskrivelserne konkrete og øvelserne til at gå til. Alligevel er det min vurdering, at "Drama i dansk" er en noget "opskriftsagtig" bog, der i værste fald kan skabe overfladisk dilettanteri og lægge op til misforståelse af teatrets sjæl og potentiale.