Kommentar fra fagbladet Folkeskolen

Seniorfronten er styrket

Forståelsen for de 9000 medlemmer i Fraktion Fire vokser

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Folkeskolen myldrer med læserbreve om pensionistforhold, og vi får selv hele tiden mange henvendelser. Men hvad laver I som pensionister egentlig i hovedstyrelsen? spørges der af og til.

Udgangspunkt for arbejdet er, at vi begge har arbejdet 39 år som lærere, og vi som pensionisternes repræsentanter har nøjagtig de samme pligter og rettigheder som hovedstyrelsens øvrige medlemmer. Vi har stemmeret og deltager i udvalgsarbejde som alle andre. Fløj er medlem af organisationsudvalget, hvor man blandt andet behandler afskedigelsessager og pensionsforhold, formand for understøttelseskassen og medlem i en tværgående gruppe om ligestilling. Else er medlem af pædagogisk udvalg, understøttelseskassen og kursusudvalget og medlem af bestyrelsen for plejehjemmet 'Teglgården'.

I udvalgene udformes foreningens politik inden for de rammer, kongressen har fastlagt. Her kan vi som pensionistrepræsentanter være med til at påvirke vores område, men i høj grad også de andres. Hvis vi ikke interesserer os for skolens undervisning og for lærernes løn og arbejdsforhold, kan vi heller ikke vente opbakning til os, når det drejer sig om pensionsforhold, parallel udvikling mellem løn og pension samt pensionistkurser.

Vi arbejder intensivt og målbevidst for at sætte fokus på pensionisters forhold, og det er vores opfattelse, at forståelsen for de cirka 9000 medlemmer i Fraktion Fire vokser. Man véd, at vi fremover vil spille en stadig større rolle - det viste vores stillingtagen ved overenskomsten i 1995.

De erfaringer skal bruges i 1997.

Generelt har vi det problem, at vores pensionsforhold forhandles i staten, og hovedparten af DLF's medlemmer er ansat i kommunerne, men i kongres og hovedstyrelse har vi fået løfte om, at vi som repræsentanter for Fraktion Fire vil blive inddraget i forhandlingerne med staten og blive holdt orienteret om forløbet. For nylig har vi også fået kontakt med Statspensionisternes Samråd; det forventer vi kan give os større styrke i 1997.

Som sikkerhed for at vi arbejder i den rigtige retning, har vi jævnlig kontakt med pensionister både der, hvor vi bor - i Spøttrup og i Randers - og i kredse over hele landet, og vi står til rådighed for møder, hvor der kaldes på os. De ti medlemmer af kongressen fra Fraktion Fire er en meget vigtig baggrund, som vi benytter os flittigt af, og henvendelser fra enkeltpersoner betyder også meget. Både fordi vi af og til kan hjælpe med enkeltsager, og fordi det giver os inspiration til arbejdet videre frem.

Repræsenterer pensionisterne i DLF's hovedstyrelse.