Kommentar fra fagbladet Folkeskolen

Bevar gruppeeksamen

Gruppeeksamen

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Med valget af Bertel Haarder som undervisningsminister og et nyt regeringsgrundlag intensiverede regeringen det ideologiske korstog mod uddannelsessystemet. Med frit valg, nationale test, individuelle elevplaner og ikke mindst med afskaffelsen af gruppeprøverne forsøger regeringen at spille eleverne ud mod hinanden, i troen på at vi kan præstere mere som individer end i fællesskab. Men regeringen har ikke opbakning blandt folkeskolens parter, og utilfredsheden, især med afskaffelsen af gruppeeksamen i folkeskolen, er enorm blandt eleverne. Afskaffelsen af gruppeeksamen har fået bægeret til at flyde over for rigtig mange skoleelever. Eleverne ønsker, at deres organisation har indflydelse og ikke bliver sat ud af spil, når regeringsgrundlaget gennemtrumfes. Dette indgreb er et tydeligt eksempel på manglende erfaring med, hvad der virkelig foregår i folkeskolen. Gruppeeksamenerne fungerer, og indholdet til en gruppeeksamen er langt mere kvalificeret end en 20-minutters individuel prøve. De nervøse og svage elever finder selvtilliden frem, og de dygtige og selvstændige elever får endnu mere tid til at vise et godt resultat. Den 2. maj arrangerer Danske Skoleelever (DSE) demonstrationer over hele landet. Vi vil vise hele Danmark, at vi tror på fællesskabets kræfter i fremtidens Danmark og ikke et isoleret samfund, hvor vi løser opgaverne selv.

»Afskaffelsen af gruppeeksamen har fået bægeret til at flyde over for rigtig mange skoleelever«