Kommentar fra fagbladet Folkeskolen

Kære undervisningsminister

Bevar 10. klasse i folkeskolen

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Du siger, at alt skal decentraliseres. 'Det øger ansvarligheden og arbejdsglæden'! Det tror jeg også. Det er bare ikke det, der sker.

For et par år siden lovede I, at efter ny skole- og styrelseslov skulle der være ro om folkeskolen.

Det har I ikke givet os!

Nu meldes der ud fra Christiansborg, at hvis arbejdsmarkedets parter ikke kan finde ud af at nedskære forberedelsestiden, så skal I nok gøre det for os(!)

Du siger, vi på én gang skal arbejde mere projektorienteret og øge fagligheden.

Desværre kommer der flere og flere børn. Det vil I klare ved at nedsætte vores forberedelsestid. Måske har jeg været så længe i folkeskolen (23 år), at jeg har taget skade - men jeg kan ikke se sammenhængen.

Når Folketinget har en debat om et givent emne - være sig stigende narkoproblemer, madpakkens indhold, arbejdsmarkedsorientering, museskader med mere - konkluderes det altid, at: Det må lærerne sætte ind over for i folkeskolen!

Men skal det foregå i de i forvejen decimerede dansktimer - eller . . .?

Hvordan udarbejder man løbende handleplaner for den enkelte elev, når resten af klassen skal sidde alene imens? Skal det gøres i min fritid? Hvis det skal foregå efter skoletid, tror jeg, det kræver en dygtigere lærer end mig at overbevise en elev om, at han/hun skal have en 'eftersidning'.

Ja, jeg kunne blive ved, men jeg blev meget vred, da jeg hørte, at du mener, at der nu skal være brobygning i folkeskolens 10. klasse. Desuden at du i din visdom vil bestemme, at det skal foregå i fire sammenhængende uger.

Hvorfra ved du, at netop fire uger er genialt? Og hvorfor skal de være sammenhængende. Jeg er da i hvert fald ikke blevet spurgt?

Ved vi, at 10.-klasse-skoler er løsningen?

Jeg (og de andre, der i vore dage skal kaldes et 'team') har bygget broer i de sidste fem år! Altså samarbejdet med en anden uddannelsesinstitution - i dette tilfælde en teknisk skole. Vi har år for år udviklet modellen for arbejdet og mener i al ubeskedenhed, at vi gør det godt.

Hvad er så mit problem?

Jo, vores model kan slet ikke passes ind i din kommende dikterede model!

Kære Margrethe Vestager, du er mere end velkommen til at besøge vores skoler, så du kan se, hvordan vi har opbygget 10. klasse på den linie, der hedder TEK 10.

I al korthed går det ud på, at eleverne tre dage om ugen har 'traditionel' undervisning på hjemskolen, to dage om ugen er de på Gladsaxe Tekniske Skole. Her prøver piger som drenge at svejse, sy, mure med mere.

Jeg kunne godt tænke mig, at man fra 'borgen' og Slotsholmen indledte en reel dialog!

Stik dog fingeren i jorden! Spørg græsrødderne, lig med lærerne!

Jeg kan i pressen læse mig frem til, at jeres bekymring er, at flere og flere børn fortsætter i 10. klasse. På ti år er det blevet otte procent flere. Jeg bilder mig ind, at jeg ved hvorfor: Rundt om på landets skoler udføres der et kæmpearbejde for at kvalificere undervisningen. Det vrimler med gode tilbud. Det er derfor, de bliver hos os!

I Holland kommer eleverne langt hurtigere igennem uddannelsessystemet end i Danmark - så nu erklærer arbejdsgiverne, at de 'er trætte af uvidende og umodne unge'.

Lad det gro! Lad os få lov til at blive ved med at udvikle folkeskolen nedefra!

Vi bliver næsten dagligt skældt ud i medierne - men jeg vil være så fri at påstå, at der er mange, mange ting, som lige så dagligt er succeser i skolen.

Arbejdsgiverne kan nok undvære disse unge et år ekstra! Ja, jeg tror endda, at det er en mere kvalificeret arbejdskraft, de modtager!

Selv om jeg er 'barn af 68' (eller måske netop derfor), vil jeg tillade mig at hævde, at ændringer bør komme frem som græsplæner:

De skal vokse op fra rødderne!

Lærer på Hjortespring Skole, Herlev