Stor forskel på lærerstuderendes vilkår til eksamen

På nogle institutioner har lærerstuderende fem dage efter lodtrækning til at skrive en eksamensopgave, mens de andre steder har flere måneder, og endda med vejledning, fortæller censorerne. De studerende efterlyser objektive principper.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"Mangfoldighed kan godt være en farbar vej, men årsberetningerne peger på, at mangfoldigheden nærmere er et problem, fordi studerende stilles meget forskelligt alt efter, hvilket uddannelsessted de tager deres lærereksamen på!", sådan lyder det i årsrapporten fra censorerne på læreruddannelsen.

Censorerne mener, at det er et uddannelsesmæssigt problem, at der er så store forskelle på, hvad de studerende tilbydes og vil fortsætte diskussionen i ledernetværket.

Enten vejledning eller tilbagemelding

Formand for Lærerstuderendes Landskreds Line Hjarsø har hørt fra studerende, at der er store forskelle på eksamensform og vejledning. Fx har hun hørt om studerende, der blev stillet over for valget mellem vejledning eller individuel tilbagemelding på opgaven.

"Det er klart, at vi skal have læreruddannelser, hvor der er plads til forskellighed. Men der må også være nogle ens principper, der gør sig gældende. Man må gå ud fra, at når man tilrettelægger en prøve til et fag, så gør man det ud fra principper om, at den studerende skal have de bedste forudsætninger for at vise, hvad den studerende er egnet til inden for det fag", siger hun.

Formanden for rektorforsamlingen Laust Joen Jakobsen ser ikke umiddelbart et problem i at der er forskelle på uddannelserne.

"Læreruddannelsen er en af de mest regulerede uddannelser vi har, så jeg synes det er helt i orden, at de enkelte uddannelsessteder tilrettelægger tingene forskelligt. Men vi tager altid tilbagemeldingerne fra censorerne alvorligt og diskuterer det".

Læs mere