Dengang

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ved Margit Schaleck

For 50 år siden

Fyringspligten

Lærerlønningslovens paragraf 28 udtaler følgende: Skolens Rengøring og Opvarmning sker ved Kommunens Foranstaltning.

Dette betyder, at en Lærer nu ikke mere kan paalægges Skolerengøringen og Opfyringen om Morgenen, idet Kommunen er pligtig at lade dette Arbejde besørge.

Dermed er et ofte fremsat Krav fra Landsbylærerne blevet opfyldt.

Hovedstyrelsen maa holde paa, at det almindelige bør være, at Lærerne ikke overtager Opfyringen om Morgenen, saaledes at dette kun finder Sted, hvor de stedlige Forhold gør det ønskeligt eller maaske paakrævet og i disse Tilfælde selvfølgelig mod en rimelig Betaling.

nummer 43

oktober 1946

For 25 år siden

Goddag til Knud Heinesen

Det blev hverken K.B. Andersen eller Orla Møller, men den 39-årige radiorådsformand, Knud Heinesen, der afløser Helge Larsen på taburetten. Han er cand.polit. og har en højskolefortid ved Roskilde Højskole. Siden 1967 har han været radiorådsformand og samtidig lektor ved Handelshøjskolen i København.

At Knud Heinesen er dybt fortrolig med principperne i socialdemokratisk skole- og uddannelsespolitik, er indlysende. Hvor fortrolig han er med folkeskoleforhold vides ikke; men man må formode, at indsigten ikke er begrænset til den information, der kan hentes ved tv-skærmen og højttaleren.

Den ny minister bydes velkommen til et samarbejde med skolens folk om de presserende skoleproblemer. Vi skal ikke forlods slå modet ned ved at opregne et langt sagsregister. Blot pege på, at noget helt afgørende er det at få skabt klarhed over reformprogrammet, dets ikrafttrædelsestidspunkt og de praktiske forudsætninger for dets gennemførelse.

nummer 41

oktober 1971