Den 17. februar præsenterede forhandlerne et overenskomstforlig med en ramme på 8,8 procent. I dag er forliget vedtaget og dermed trådt i kraft.

Lærerne siger klart ja til den første overenskomst med midler til efteruddannelse

82 procent af stemmerne i Danmarks Lærerforening var ’ja’ til den kommunale/regionale overenskomst, og det samlede resultat for kommunerne og regionerne blev også et ja.

Publiceret Senest opdateret

Det samlede kommunale og regionale mæglingsforslag om overenskomsten er vedtaget  med 87,2 procent ja-stemmer af de afgivne stemmer. 

Danmarks Lærerforenings afstemning indgår denne gang i det samlede sammenkædede afstemningsresultat. Men med 82,04 procent ja-stemmer har medlemmerne af Danmarks Lærerforening også sagt klart ja til overenskomsten for 2024-26. 

Forliget er et nybrud, hvor kompetenceudvikling for første gang bliver en del af folkeskolelærernes overenskomst, efter at der i mange år har været modstand i lærerkredse imod at bruge overenskomstmidler på at vedligeholde og udbygge lærernes kompetencer.

Formand for Lærerforeningen Gordon Ørskov Madsen er meget glad for resultatet:

”Men jeg synes også, vi har gjort et stort og grundigt forarbejde i forhold til at forklare kravene og i forhold til at involvere medlemmerne af to omgange, før vi opstillede krav og med et meget grundigt forhandlingsforløb”, fremhæver formanden.

Opbakning til kompetenceudvikling

”Medlemmerne var opsatte på at få et godt økonomisk resultat for alle, og det har vi fået. Og vi har fået et nybrud på kompetenceudvikling, som vi jo har diskuteret gennem mange år. Derfor er jeg ekstraordinært glad for den høje ja-procent. For selvom man jo ikke kender den enkeltes bevæggrunde for at stemme enten ja eller nej, så kan man vel udlede, at der er en ret stor opbakning til kompetenceudviklingsprojektet”, siger Gordon Ørskov Madsen og fremhæver, at skeptikerne i høj grad har udtrykt deres mening om projektet, og det altså ikke har fået et stort antal medlemmer af Lærerforeningen til at stemme nej.

Stemmeprocenten endte på 67,4. Ikke på niveau med rekorderne ved den ekstremt konfliktfyldte og langvarige overenskomst i 2018 eller afstemningen om arbejdstidsaftalen i 2020, men væsentligt over forrige overenskomst i 2021.

”Det er svært at sige, at man er tilfreds med stemmeprocenten - jeg ville jo altid gerne have en stemmeprocent på 100. Men jeg har hørt fra flere, at det har spillet ind, at afstemningen denne gang er sammenkædet, så det hele føles længere væk, og man oplever, at ens stemme ikke betyder så meget. Det tager jeg meget alvorligt, og det bekræfter mig i, at det skal vi ikke ud i igen. En overenskomstafstemning skal være så tæt på og vedkommende som muligt”.

Aldrig mere sammenkædning

Det var en del af trepartsaftalen fra december, at overenskomstafstemningen denne gang blev sammenkædet, men det skete ikke med Lærerforeningens gode vilje, understreger formanden.

Trepartsaftalen medførte også, at bl.a. pædagoger, sygeplejersker og sosu’er stiger mere i løn end lærerne i denne overenskomstperiode. Men Gordon Ørskov Madsen vurderer ikke, at det har haft betydning for lærernes stemmeafgivning.

”Dem, der får noget ekstra, er jo lavtlønnede grupper, som ligger lavere end vores grupper”, påpeger han.

Undervejs i forårets forløb har Gordon Ørskov og Lærerforeningen ikke lagt skjul på, at der bestemt også er ting i aftalen, der ikke er gode nok:

”Vi kom ikke igennem med det, vi havde ønsket også i forhold til arbejdstid, seniorforhold eller lærerstartsordning. Og der kan jeg love, at de områder ikke hverken lagt i skuffen eller i glemmebogen – der skal vi i gang med en ekstraordinær indsats”, siger han og tror også på, at åbenheden undervejs var haft betydning for afstemningsresultatet.

Med dagens afstemningsresultat træder overenskomsten i kraft. Men om kommunerne kan nå at sætte lønstigningerne på ca. 2300 kr. om måneden til en gennemsnitslærer per 1. april til udbetaling allerede med maj-lønnen ved Gordon Ørskov Madsen ikke.

Hvad med reallønnen? Kan lærerne regne med, at de i løbet af næste år har en købekraft på niveau med, hvad de havde før inflationsshoppet?

”Nej. Vi har fået indhentet en stor del af reallønstabet i 2021-22 med den her overenskomst, men vi får ikke indhentet det hele bare på to år. Erfaringerne viser, at det er meget klogere at læne os op ad lønudviklingen på det private arbejdsmarked frem for at følge pristalsudvikling og inflation. Hvis man kigger 10 år tilbage, har vi samlet set haft en lav inflation og pæne reallønsstigninger, så det handler om at se det på det lange stræk”.

”Og så har vi jo aftalt en ekstraordinær regulering i 2025. Og hvis man ser på prognoserne for den private lønudvikling, som de ser ud nu, så vil der blive udmøntet yderligere lønstigninger til den tid”.

Hvornår kan lærerne forvente, at en del begynder at komme på kurser for den nye kompetenceudviklingsfond?

”De første 150 millioner kommer i kompetencefonden 1. april 2025, og fonden åbner for ansøgninger i foråret 2025”, siger Gordon Ørskov Madsen og er overbevist om, at mange lærere vil komme på kurser i efteråret 2025 for penge fra den nye fond. Der bliver afsat 150 mio. kr. hvert år svarende til, at hver fjerde lærer kan komme på seks dages kursus med fuld vikardækning hvert år.

Hvad sker der, hvis I får meldinger ude fra skoler og lærerkredse om, at skolelederne siger nej til lærere, der ønsker kurser med den begrundelse, at de ikke har råd?

”Hvis det sker, vil jeg opfatte det sådan, at man ikke lever op til den overenskomst, vi har indgået. Og så vil første skridt være, at vi henvender os til KL og spørger, hvad de har tænkt sig at gøre ved det. For jeg forventer selvfølgelig, at det, vi har siddet ved forhandlingsbordet og aftalt, det vil de leve op til”.

Nu skal der kigges på arbejdstid

Frem til Kompetencefonden åbner for ansøgninger, vil der blive informeret på alle niveauer om de detaljerede regler for, hvilke typer kurser, der gives tilskud til, dækningen af vikarudgifter med videre. Blandt andet gives der ikke støtte til, at en skole eller kommune for eksempel vil uddanne alle lærere visible learning eller et andet koncept. Det er den enkeltes kompetenceudvikling i relation til den enkeltes arbejde, der kan gives støtte til, og både læreren selv, skolelederen og tillidsrepræsentanten skal skrive under på ansøgningen.

Selvom arbejdstidsaftalen fra 2020 ikke blev genforhandlet i år, er den alligevel nævnt i den netop vedtagne overenskomst. Parterne har lovet hinanden, at når anden runde erfaringsopsamling, som blev aftalt i A20, er gennemført senere i år, så skal de drøfte udfordringerne. Det vil sige, at hvis der stadig er problemer med den kommunale redegørelse, med skoleplanen og med lærernes opgaveoversigter, så skal der gøres noget.

”Jeg synes ikke, vi har taget hårdt nok fat”, erkender Gordon Ørskov Madsen, ”og det skal vi gang med, så snart vi har erfaringsopsamlingen”, understreger han.