34 fik for lidt i pension

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

'Det er ikke, fordi det er ret mange penge, men det er da dejligt at vide, at ens forening holder øje med tingene', siger Jytte Høgh Rasmussen, pensioneret børnehaveklasseleder fra Århus. Hun har netop fået efterreguleret sin tjenestemandspension med 545 kroner plus otte kroner i renter, fordi hun i tre måneder fik pension ud fra et forkert skalatrin.

Det var konsulent i Danmarks Lærerforening Troels Østergaard, der holdt øje og gav sig til at undersøge, om Finansministeriet nu huskede, at der fra 1. april sidste år blev forskel på de kommunale og de statslige løntrin. Det betød, at man ikke længere nødvendigvis skal have pension efter det samme statslige trin som det trin, man var aflønnet på, da man gik på arbejde. Pensionen skal derimod følge det statslige løntrin, der i kroner og øre ligger tættest på den løn, man fik, da man holdt op med at arbejde.

Jytte Høgh Rasmussen blev det eksempel, Lærerforeningen via Lærernes Centralorganisation sendte ind til Økonomistyrelsen under Finansministeriet, og hun var derfor den første, der fik efterreguleret sin pension. Styrelsen har nu gennemgået gruppen af pensionister fra 'den lukkede gruppe' i folkeskolen og fundet 33 andre, der har krav på lidt mere i pension, oplyser Susanne Skov Nilsson fra Økonomistyrelsen. Det er alle sammen lærere/børnehaveklasseledere, der er gået på pension fra et løntrin til og med trin 34. Men ved kommende overenskomstforhandlinger kan de statslige og de kommunale løntrin fjerne sig yderligere fra hinanden, og det kan betyde, at også overlærere, der pensioneres fra de højere løntrin, skal have deres pension beregnet efter et statsligt skalatrin over eller under det kommunale trin, de gik af på.