Hvordan man opfatter noget, afhænger som bekendt af, hvad alternativet er. Hvis man sidder fast i en isblok, føles det rart bare at komme ud i luften igen, selv om den stadig er kold. På den måde er børn gennem tiderne blevet motiveret til at spise grøntsager (sultne børn i Afrika), voksne har taget et rygestop (dø af lungekræft), og Anders Bondo er blevet motiveret til at rose undervisningsministeren fra et parti, der vil »slanke og effektivisere det offentlige system«, fordi hun viser tillid til lærerne (Corydon).

Bondo hilser forsøg velkommen - skolelederne mere skeptiske 

Man kan vist roligt sige, at standpunktet som den, at man stoler på lærerne og viser dem tillid frem for kontrol, længe har været ledigt blandt politikere med magt. Nu har den nye minister inviteret lærerne ind i den offentlige samtale om skolen og betonet lærernes betydning.

Det er som at få luft igen. Siden lockout og folkeskolereform har lærerne på mange områder været frosset ude, mens alle andre har kloget sig på, hvordan de skal arbejde.

Det finansministerielle og kommunale styringsregime med tusindvis af mål for elevernes læring har mange lærere opfattet som et forsøg på at fritage lærerne for deres professionelle ansvar og erstatte det med regneark og mål.

Da hun var i opposition, var Merete Riisager som liberal lodret imod den form for detailstyring. Men der er ikke flertal for at ændre reformen. Så hvad gør hun så?

Ministeren sender signaler.

Siden nytår har hun fundet tændstikkerne frem og er langsomt gået i gang med at tø isen op, så lærerne kan komme ud.

Hun har bebudet både en reduktion af antallet af mål, og at læringsmålstyret undervisning er frivillig. Forleden fremlagde hun sammen med underviserorganisationerne 12 pejlemærker for god undervisning. Og senest har ministeren annonceret et forsøg på 50 skoler, hvor de kan vælge at forkorte skoledagen.

Nøgternt set er det ikke den store revolution, men signalet er klart.

Hvad nu hvis rigtig mange skoler søger om at blive forsøgsskoler? Det vil lægge et politisk pres på forligskredsen bag folkeskolereformen.

KL var da også klar med en skarp reaktion. Kommunernes forening er bange for, at det er begyndelsen på at rulle skolereformen tilbage - og det er »ingen tjent med«, som Anne Mee Allerslev siger.

Nogle gange kan man spørge sig selv, hvem KL egentlig repræsenterer. Er det største problem, at man starter en proces, som med et lidt pudsigt ordvalg er ustyrbar? For hvem? Og hvem er de »ingen«, som er tjent med, at dele af reformen rulles tilbage? Masser af kommuner er allerede i gang. Er det eleverne? Lærerne?

Måske skulle KL også begynde at hakke sig ud af isblokken og snuse godt ind af den nye friske luft.