En ren drengeklasse

Alliancer, gensidig opbakning og selvjustits er vigtige brikker for eleverne i en ren drengeklasse

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Goddag. Kan du godt lide AGF?Øh. . . Jeg kommer fra Århus, så det kan jeg vel.

Fint, så er vi to!

Det er lige på og hårdt, når man kommer ind i 6.b på Halgård Skole ved Holstebro. Ganske vist har eleverne i det sidste års tid dæmpet den indbyrdes rivalisering, men det er altid rart at vide, hvilken side en nytilkommen journalist er på, og fodboldsympatier er lige så gode som alt muligt andet, når man skal finde alliancepartnere.

Fra morgenstunden er der god tid til at afklare styrkeforhold og andre presserende sager. De to første timer skal bruges på at lære at udhule træfade. Arbejdet begyndte for et par uger siden, og halvdelen af eleverne er allerede færdige med at slibe og lakere. De bruger tiden på at arbejde frit med fremstilling af boldtræ, træknive eller træhamre.

Når de ikke lige kalder på Niels Mejling, der er den ene af skolens to sløjdlærere.

'Niels. Kan du ikke give mig et stykke træ, der er en meter langt?'

'Niels. Jeg har savet skævt!'

'Niels. Hvilken slags lak skal jeg bruge?'

'Niels. Hvor skal jeg stille fadet?'

Magic card

De, der ikke får svar med det samme, prøver et par gange til, hvis ikke de siver hen til vinduet, hvor en gruppe på fem er fordybet i diskussion.

'Hvad er det vigtigste magic card?'

'Det må være et land'.

'Et land? Det kan ikke være vigtigt'.

'Jo. Uden et land kan man slet ikke være med'.

Kasper, Mads og Andreas har en fælles mission. De vil fremstille et hockeymål, når de lige har fået Niels til at finde træet frem. De skal også lige igennem en forhandlingsrunde.

'Niels. Vil du ikke nok save igennem på langs?'

'Nej. Det kan I selv klare'.

'Det er tæskehårdt'.

'Okay. I saver halvdelen, og så kommer I tilbage'.

Jonas mangler mest på sit fad, og han får derfor klassens selvjustits at mærke.

'Jeg synes ikke, du laver noget', siger klassekammeraten Anders.

'Det gør jeg. Jeg er i gang med at bruge sandpapir'.

'Du er ikke kommet ret langt'.

'Det er, fordi jeg har været syg'.

FC Midtjylland

I frikvarteret bliver der spillet med Magic card i klasseværelset. Nogle er med, andre kigger på, og en enkelt elev klemmer sig op i et hjørne oven på et par hynder. Han følger klasselivet på så stor afstand, han kan komme uden at være helt udenfor.

I dansk arbejder klassen med mundtlig fremstilling. Man har frit emne, og Anders skal fortælle om journalistik.

Først skal klasselæreren Thomas Arre dog dæmpe Kasper, Steffen og Martin ned med en kontant bemærkning, og Andreas skal have Anders til at fortælle, hvad der skal foregå.

'Jeg har valgt emnet, fordi jeg gerne selv vil være journalist og derfor gerne vil vide noget om, hvordan der er', begynder Anders, og i løbet af den næste halve time kommer han rundt om opbygningen af journalistuddannelsen. Klassekammeraterne bliver testet i en af uddannelsens optagelsesprøver, og han fortæller om journalisters løn- og arbejdsforhold.

De andre i klassen udfylder imens responsskemaets syv felter, undtagen to, der bruger tiden på at folde papirsstrimler. Efter fremlæggelsen får Anders at vide, hvad de engagerede har skrevet.

Kommentarerne er gode, og der er mange om at videregive dem, men der er også plads til kritik.

'En gang imellem talte du til din navle'.

Brian er den eneste, der har noget negativt at tilføje, men han er også klassens enlige AGF-fan. Hovedparten holder med FC Midtjylland, og så er der to, der foretrækker Brøndby.-Jan Kaare er freelancejournalist

Drengeklasse

40 drenge og seks piger. Sådan var situationen, da Halgård Skole ved Holstebro skulle oprette 1.-klasser i 1995.

Efter at have konsulteret forældrene valgte man at oprette en ren drengeklasse.

I dag hedder klassen 6.b.

I de første år var klassen meget urolig, men efter at der er gjort en særlig indsats med støttelærere, ekstra teamsamarbejde mellem klassens lærere, ekstra skole-hjem-samarbejde og faste regler for god opførsel, fungerer den normalt.

Der er gennem årene kommet et par nye elever til, men klassen består fortsat kun af drenge.