Flere kroner kan ødelægge branche

Offentlig støtte kan komme til at skævvride udviklingen af IT-undervisningsmidler, mener to forlag

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Hvis staten går ind og yder mere økonomisk støtte til udviklingen af IT-undervisningsmidler, er der fare for, at det er de forkerte ting, der bliver udviklet, og at det er de forkerte forlag, der gør det.

Det mener to forlagsledere, og dermed er de uenige med flere andre i branchen, der i Folkeskolennummer 16-17 gav udtryk for, at der mangler statslige kroner.

'Vi lever af at udvikle undervisningsmidler, der dækker markedets behov', siger Mark Healey, 'og vi gør det med succes uden en eneste krone i offentlig støtte. Andre forlag har derimod svært ved at sælge produkter, der har fået masser af kroner fra staten. Årsagen er, at støtte resulterer i, at man ikke tager hensyn til, hvad der kan afsættes'.

Han er indehaver af The Language Centre, der producerer software til brug i sprogundervisning i flere lande. Forlaget har udviklet 11 programmer i Danmark, og der er syv nye på vej.

Giver det ikke særlige stordriftsfordele, at I kan lokalisere og sælge jeres produkter i flere lande?

'Det gør det måske, men det ændrer ikke ved det helt grundlæggende, at offentlig støtte er noget skidt, hvis den gives til forlagsprojekter. Men måske var det en idé at give penge til indkøb af allerede produceret materiale frem for at bruge dem til at opfinde nye programmer. I alt fald oplever vi, at mange lærere ikke har råd til at købe de programmer, de gerne vil', siger forlagsindehaveren.

Mikro Værkstedet A/S klarer sig også uden støtte til at udvikle sine programmer til folkeskolen.

'Vi er et levende bevis på, at der ikke er brug for offentlig støtte, og jeg er bange for, at flere penge fra staten kan føre til en ny Combus-sag, hvor konkurrencen mellem forlagene skævvrides, og hvor de private forlag bliver udkonkurreret af det offentlige', siger forlagets direktør Niels Askær.

Måske kunne Undervisningsministeriet finde på ensidigt at satse på UNI-C, hvis de private udbydere af IT-undervisningsmaterialer ikke kan skabe en god forretning uden støtte.

'Det kunne man godt frygte, og man kunne også frygte, at branchen endte med at være lige så subsidieret, som landbruget er. Jeg vil ikke fremstå som hellig. Vi vil på lige fod med andre forlag søge om andel i de 88 millioner kroner, der er afsat til udvikling af IT-undervisningsmidler, men grundholdningen er, at det er usundt med offentlig støtte'.

Mikro Værkstedet udvikler og producerer sine egne programmer i modsætning til en del andre forlag, der køber sig til at få løst opgaven.

'Hvis man bruger entreprenører, bliver produktet dyrere. Det er nok forklaringen på, at nogle ikke kan klare sig uden øget offentlig støtte', siger Niels Askær.-Jan Kaare er freelancejournalist