SKGO. . . Står dér torsk?' 'Ja! Det er flot!' 'Jamen, står der torsk?'

'Ja!'

Sara går tilfreds tilbage til sin plads og skriver videre om torsken.

For Saras lærere, Jytte Nørgaard og Jan Johansen, er korrekthedskravet ikke det væsentligste, når børn i 1. klasse skal lære at skrive. Visse børn har, som Sara, en tendens til at være afhængige af de voksnes godkendelse af hvert enkelt skridt, de tager, i stedet for selv at arbejde med skriftsproget. Derfor undlader de to lærere at forholde sig til, om Sara har stavet torsk korrekt. Hovedsagen er, at hun får nogle positive erfaringer med at skrive!

Og at hun oplever en mening med det.

Jytte Nørgaard og Jan Johansen er to lærere, som for Gyldendal er ved at skrive et nyt danskundervisningssystem for 0.-3. klasse, som udkommer næste forår under titlen 'Godt på vej' (arbejdstitel: 'Anna og Otto'), og hvis tilblivelse følges af Folkeskolen.

Vi har besøgt dem i 1. klasse på Holbæk Lille Skole, hvor børnene skal til at gøre sig deres egne erfaringer med læsning og skrivning ud fra farveprint og blåkopier af 'Godt på vej'. For deres lærere handler det også om en sidste gang at få testet, om materialet holder.

Også i børnehaveklassen havde børnene Jan Johansen og Jytte Nørgaard som lærere, og de har længe været i gang med aktiviteter, der introducerede skriftsproget. De er nu i gang med et emne om 'fisk'. De sidder tæt sammen på et cirkelformet tæppe på gulvet og lytter intenst til Jans oplæsning af sin historie om 'Kaptajn Far', der kludrer gevaldigt i det, da han er på fisketur med familien i deres nye robåd. De bryder i latter gang på gang over historien, og hænderne ryger i vejret, når Jan stopper op for at høre, om der måske nogensinde er nogen af dem, der har prøvet at fjerne krogen fra fiskens mund eller dreje en robåd uden at tabe årerne? Det lyder, som om historien går lige ind. Og den får sin plads i 'Fortællebogen', som er et af elementerne i klassesættet til 'Godt på vej' for 1. klasse.

Nært og kært

Uden for vinduerne glitrer Holbæk Fjord, og klasselokalet er pyntet med neg og buketter af hvede, havre, rug og byg i anledning af det andet tværgående emne i indskolingen, 'korn'.

'Vi bygger på blandt andre den svenske læseforsker Ragnhild Söderberg, som et sted har sagt, at 'det skal være nært og kært'', fortæller Jan Johansen.

'Det betyder noget, hvor vi befinder os, at vi geografisk er, hvor vi er. Men også for børnene i en skole i Brønshøj eller Høje Taastrup har årstiderne en betydning. Målet er, at børn skal kommunikere med teksten og give sig til at tænke lidt: Nåh, gør de sådan! Ikke bare for at få viden, men for at få en læseoplevelse, som kan få dem til at stille spørgsmål. I stedet for hver især at læse nogle små letlæsningsbøger vil vi gerne have, at de lærer noget, når de læser, og at vi kan tale sammen om det bagefter. Det skal ikke handle om aber og små søde elefanter alt sammen!'

'Der findes et godt begreb, der hedder en 'øjenåbner'. Vi vil gerne åbne børns øjne med vores dansksystem. Man skal ikke som seks- eller syvårig have en stor viden om komplicerede processer, men man skal have øje for de betingelser, vi lever under, uanset hvor man befinder sig i Danmark', siger Jan Johansen.

'Det affektive aspekt er et vigtigt element i at lære at læse. Man må sætte følelserne i sving hos børnene, hvis det abstrakte skal få betydning og blive vigtigt. Det gælder ikke kun læsning. Der skal ikke være ret mange elementer af formalitet på dette klassetrin. Børnene skal først have lært at bruge skriftsproget og tage det til sig. Så kommer formaliteterne og reglerne bagefter. Derfor går vi heller ikke så meget op i, om børnene nu også skriver helt korrekt i starten. Det handler om at gøre sig sine egne erfaringer og forsøge sig frem og opleve glæden og stoltheden, som befordrer lysten til at gå videre', siger Jytte Nørgaard.

Børnene i 1. klasse sættes i gang med at skrive fra første side i 'Godt på vej'. Sådan har Jan Johansen og Jytte Nørgaard ikke altid arbejdet, fortæller de:

'I de år, der har været meget fokus på danske børns læsefærdigheder, har man været tilbøjelig til at satse mere ensidigt på læsning. Vi har altid haft det skriftlige inde, blot aldrig så meget som nu. Når vi skal lære børnene at stifte bekendtskab med skrift, er det med udgangspunkt i talesproget og autentiske hverdagssituationer eller naturfænomener, som børnene kender og har overblik over og derfor kan omsætte til talesprog. Dét talesprog gør vi til skriftsprog, ved at børnene ser deres oplevelse eller fænomenet på skrift og oplever, at det talte sprog bliver til tegn, som man kan læse sig til', siger Jytte Nørgaard.

Ideer fra hele verden

De to kommende lærebogsforfattere lader sig inspirere mange steder fra, når de underviser, og de har løbende opdateret deres viden med kurser. De er oprindeligt uddannede pædagoger, begge med 15 års erfaring som indskolingslærere på Holbæk Lille Skole. Jan Johansen er desuden uddannet skolebibliotekar, og Jytte Nørgaard har liniefag fra seminariet i engelsk og en pædagogisk diplomuddannelse i læsning, og hun fungerer nu som speciallærer i skolens læseværksted og følger børnenes læseudvikling op igennem skoleforløbet.

Børnene i deres 1. klasse er udstyrede med 'whiteboards', små hvide tavler til at skrive kladde på. De får styr på deres fortælleteknik via 'mindmaps' - tankekort - og de øver selvjustits ved at vælge 'bordformænd', inspireret af ideerne fra classroom-management.

Umiddelbart kan det lyde, som om der er frit valg på alle hylder, men hertil svarer de:

'Vi får ideer fra hele verden og er ikke bange for at bruge alt, vi kan lære noget af. Det betyder ikke, at vi plukker fra flere metoder. Men vi bruger flere forskellige strategier til at lære børn at læse og skrive. Man kan sige, at vi læsemetodisk bygger på Caroline Liberg og Ragnhild Söderberg fra Sverige og Mary Clay fra New Zealand', siger Jan Johansen.

'Vi opfatter elementmetoden som en meget ensidig metode til at knække læsekoden. I stedet forsøger vi at inddrage de visuelle, fonetiske, semantiske og affektive aspekter ved læseindlæringen. Motivationen for at lære at læse må være, at man kan få et budskab. Hvorfor skulle man ellers knokle med at få det lært? Læseindlæring er en langsigtet investering, og for at blive en god læser skal man blive ved og blive glad for det. Risikoen ved elementmetoden er, at man måske nok kan få lært børnene teknikken, men at man skaber nogle læsere, som aldrig når at interessere sig for indholdet', siger Jytte Nørgaard.

'Vi arbejder ud fra et værdigrundlag, hvor fordybelse og humor er to vigtige elementer, som også går igen i 'Godt på vej'. Børn skal kunne grine - og de skal kunne arbejde koncentreret med noget, der har betydning for dem', siger de to lærere, som er glade for, at de ikke vidste, hvad det krævede af blod, sved og tårer og tonsvis af materiale i papirkurven at skabe et nyt lærebogssystem.

Men trykmaskinerne er i gang, og snart ligger 'Godt på vej' til 1. klasse klar, og de to forfattere er langt med materialet til børnehaveklassen og 2. klasse.-Annette Wiborg er freelancejournalist

I en senere artikel i serien vil Folkeskolense på, hvordan IT-delen af 'Godt på vej' bliver integreret som redskab i systemet.