Konferencens tema blev opfattet som en utopisk opgave, og de fleste indledere anlagde da også en noget pessimistisk tone. Men doktor Roland Reichenhach fra universitetet i Fribourg, Schweiz, håndterede sin pessimisme på en sådan måde, at den kom til at virke optimistisk.

Er formålet med undervisningen i skolerne ikke at opdrage kommende generationer til at blive lykkelige?

'Det er det selvfølgelig i en vis forstand. Men det, jeg forestiller mig ved lykke, er at bibringe mennesker dannelse i den forstand, at de bliver i stand til at håndtere livets modsætninger. Jeg kritiserer jo ikke de idealer, som blev præsenteret på konferencen, jeg siger bare, at de ikke er mulige at opnå. Hvis man skal vide, hvad et lykkeligt liv er, må man kende dets modsætning, det ulykkelige'.

Reichenbach mener, at talen om dannelse også betyder, at man er opmærksom på dette forhold. De vigtigste ting i livet kan altid sammenlignes med deres modsætninger, siger han. Når folk for eksempel tænker tilbage på lykkelige stunder i deres liv, siger de ofte, at de dengang ikke var klar over, hvor lykkelige de var. Det er gået op for dem senere, fordi de har oplevet modsætningen.

Er det ikke kendetegnende for vores del af verden, at en stor del af befolkningen kan leve under materielt trygge vilkår og dermed kan skabe rammen for et lykkeligt liv?

'Jeg kritiserer på ingen måde den fremherskende velstandsmentalitet', indvender den dynamiske forsker, 'men hvis velstanden betyder, at man ikke ved, hvad man skal kæmpe for, har man altså et problem med, hvad der er livets mening. Måske handler livet om at kæmpe'.

Kunne det være et af dannelsens mål at få mennesker til at reflektere over deres situation og sige, at et godt liv er et liv, som er dybere end blot et forbrugerliv eller et forlystelsesliv?

'Jo, det er netop derfor, jeg mener, at et liv præget af dybere tænkning er et rigere liv end det materielle liv, som du nævner. Der er godt nok en vis sandsynlighed for, at den dybere indsigt medfører et sortsyn, der forringer livet, men alligevel mener jeg, det er uundgåeligt at dette skal indgå i menneskets dannelse'.

Skal lærerne da ligefrem fremkalde ulykkelige følelser?

'Nej da, selvfølgelig ikke. Livet er hårdt nok i forvejen for mange mennesker. Men det, som gør det hårdt, er forskelligt fra menneske til menneske, fra kultur til kultur og fra den ene tidsalder til den anden. Måske er det et udtryk for det postmoderne samfund, at man ikke har noget ord for den stille lidelse i form af det ureflekterede eller meningsløse liv. Mange mennesker har ingen problemer med en lang række af livets enkeltelementer, men de har store problemer med at finde meningen med livet'.

Har dette noget at gøre med den måde, vi bygger samfundet op på? At vi måler menneskets lykke på, om de er lykkelige forbrugere eller ej?

'Et samfund, der kun opfatter mennesker som forbrugere, er et totalitært samfund uden offentligt rum og politik', siger Roland Reichenbach.

Risiko for at miste troen

Han citerer den pædagogiske filosof Hannah Arendts ord om, at dannelse har noget at gøre med at opbygge verdener. Hvis man udelukkende holder sig inden for sin egen privatsfære, har man ingen verden.

'Vi har en fornemmelse af, at vi har kontakt med virkeligheden. Men hvis man kun er i forbindelse med en virtuel virkelighed, er man dømt til at forblive uden kontakt med verden. Og det betyder, at man mister tiltroen til verden. Så selvdannelse er altid politisk dannelse. Det er ikke en privatsag. Det er grundlaget for at tænke politisk'.

Doktor Reichenbach påpeger, at der er det ironiske ved diskussionen om dannelse, at de, der deltager i den, har mistet troen på, at deres idealer kan realiseres i deres fulde udstrækning. Det, som kendetegner dem, er, at de gør det alligevel.

'Vi forventer ikke, at vi ændrer verden med det. Men vi vil gøre opmærksom på, at vi ikke vil lade os reducere til funktionelle organismer', siger han.-

Tonny Hansen er lærer og freelanceskribent