De fem skoleeksperter er overvejende enige, men i detaljen omkring styring, var Alexander von Oettingen alligevel uenig nok til at hæve stemmelejet, og Lene Tanggard provokeret nok til med humor at irettesætte hans manglende dannelse, når han gør det. Uenigheden synes dog ikke mindst at blive accentueret for underholdningens skyld.

Styring eller ledelse: Skal skolelederen bare blande sig uden om dansklærerens fede projekt?

Ordet 'styring' findes ikke i en eneste af de mange bøger om pædagogik, som lektor Thomas Rømer har på sine reoler. Men der er brug for styring, mener prorektor Alexander von Oettingen. Dansklærer Katja Gottlieb vil heller ikke være foruden styring – af den gode slags.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Dansklærer Katja Gottlieb overtog en 'svingdørsklasse' for et par år siden. En 7.-klasse med massive trivselsproblemer og deraf følgende lavt fagligt niveau. Man havde forsøgt at arbejde med klassen gennem flere år uden held.

Men kort efter, at Katja Gottlieb fik klassen, udskrev Folketeatret en konkurrence om at skrive et teaterstykke, der var så godt, at man som klasse kunne komme ind og spille det på scenen. Hun meldte klassen til. De skrev og skrev - og gik videre til semifinalen.

"Miraklet skete, og vi vandt, og det blev en kæmpe oplevelse for klassen. I så høj en grad, at det blev en velfungerende klasse, som endte med at kunne læse Erasmus Montanus og gå til afgangsprøve i den med stor succes".

Katjas Blog: Fejl 404... reboot

Den historie er for Katja Gottlieb et klasseeksempel på, hvor godt et resultat hun kunne få, fordi hendes leder gav hende frihed til at gøre lige præcis det, hun er uddannet til som lærer.

"Det krævede tid og penge og opbakning, og undervejs måtte jeg flere gange ind og spørge ham om lov og støtte. Han var ikke vild med det, men gik med til det, fordi han havde tillid til mig. Jeg vil gerne have styring - men form af, at min leder dæmmer op for alt det, der kommer oppefra i stedet for tvinge mig til at levere output".

Blind indadtil og garder udadtil

Eksemplet gav Katja Gottlieb i en debat på Folkemødet, hvor hun i kraft af sin rolle som næstformand i Dansklærerforenings folkeskolefraktion var i samtale med lektor Thomas Rømer, prorektor Alexander von Oettingen, professor Lene Tangaard og lærer Jonas Pedersen.

Emnet er styring, og som udgangspunkt er det fem praktikere og eksperter enige om, at der er kommet alt for meget styring i folkeskolen.

Det overordnede ansvar ligger hos politikerne, men også hos den pædagogiske forskning, som de mener har forbrødret sig for meget med Christiansborg.

Lene Tanggaard og Thomas Rømer pegede også på skolelederne som nogle af dem, der skal skrue ned for styringen af lærerne.

"Skolelederen skal være en garder udadtil, men være blind indadtil i skolen", mener Thomas Rømer. Han ser ingen fordele ved styring.

"I alle de mange bøger om pædagogik, jeg har stående hjemme på hylderne helt tilbage til antikken, står der ingenting om styring. Faktisk heller ikke i dem, der handler om politik. I styringen kollapser pædagogikken. Jeg mener faktisk, at vi skal have skolelederne ud og have inspektøren tilbage, så lærerne, som Katja, kan gøre det, de er uddannet til".

Men så blev det alligevel for frit for prorektor Alexander von Oettingen.

"Jeg er enig med dig i 90 procent af det, du siger, Thomas, men her hopper kæden altså af. Vi kan ikke bare droppe styring og lade alting være frit. Det er et problem, at vi aldrig får talt om den gode form for pædagogisk styring. Vi har ikke taget styring alvorligt og givet det sit eget sprog. Disciplinen og gentagelsen røg ud i 70'erne, fordi man ville have frihed, men det har ramt os i nakken med læringsmålstyringen. Og nu står vi med en pædagogisk elite, som ikke har beskæftiget sig med begrebet og derfor har efterladt lærerne til, at nogle andre har defineret en negativ form for styring af skolen. 80 procent af det er selvforskyldt".  

Dr. pæd. til lærerne: Tro nu ikke, at al forskning i læringsmål er forkert

Thomas Rømer er enig med Alexander von Oettingen i, at disciplin og gentagelse er godt, men han mener ikke, at man kan tale om pædagogik med basis i styringsbegrebet, fordi det styringen er skabt i et opgør med pædagogikken. Og Lene Tanggaard vil heller ikke acceptere et lighedstegn mellem disciplin og styring.

Professor: Giv lærerne friheden tilbage

"Det handler om at mestre sproget. Det gør du ikke, når du sætter lighedstegn mellem disciplin og styring. Jeg er vild med disciplin og gentagelser, men det er ikke det, det handler om i styring. Vi har brug for at skabe et pædagogisk sprog, og der er styringsbegrebet ikke det mest oplagte. Vi har brug for at skabe en stærk skole med stamina", sagde Lene Tanggaard.

Ønsker til ny undervisningsminister

Som afslutning fik samtlige deltagere lov til at komme med deres ønske til en ny undervisningsminister:

Thomas Rømer: Spræng skolereformforliget og forligskredsen omkring det.

Katja Gottlieb: Inddrag fagfolkene - og det betyder også skolelærerne

Jonas Pedersen: Helt konkret - afskaffskoleudviklingskonsulenterne i kommunerne og erstat dem med fagkonsulenter.

Alexander von Oettingen: Fortsæt det arbejde, Merete Riisagers har startet

Lene Tanggaard: Det synes jeg også - og gøreså lidt som muligt