Eleverne skal se lyset

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Lærerne har nok længe haft en anelse om det, men nu er det for første gang blevet dokumenteret. Det hjælper på elevernes indlæring, hvis de ser lyset.

En forskningsundersøgelse foretaget af Heschong Mahone Group i Californien dokumenterer, at elever, der havde timer i et lokale med mere naturligt lys end andre, også forstod op til 25 procent mere af undervisningsemnet. Forskellen forklares med, at dagslyset styrker koncentrationen hos lærere og elever, fordi de ser bedre. Desuden menes lyset ofte at give deres humør og almindelige velvære et pift.

Hele 21.000 elever i tre områder af USA med forskelligt vejrlig indgik i undersøgelsen - fra bjergklimaet i Colorados Rocky Mountains til det solbeskinnede Orange County i det sydlige Californien.

Lisa Heschong, en af forskerne bag undersøgelsen, udtrykker over for amerikansk presse forbløffelse over den bemærkelsesværdige sammenhæng mellem dagslys og læring. Hun havde forventet, at lyset ville give en forbedring på højst fem procent.

De amerikanske uddannelsesmyndigheder opfordrer på baggrund af undersøgelsen til, at der bliver taget hensyn til lyset som faktor ved planlægningen af nye skolebyggerier.

Tidligere har en canadisk undersøgelse vist, at eleverne har størst muligheder for at tilegne sig viden i en form for kunstlys, der nærmer sig naturligt lys.

Et sammendrag af forskningsrapporten kan ses på Internettet på www.h-m-g.com/toppage11.htm