»Lige så snart jeg kommer herind, så bliver jeg helt rolig, for der er ikke nogen lærere«, fortæller Steffen om plan B-samtalerne med Morten Fjord

»Når jeg bliver rasende, skal jeg gå til Morten«. Steffen, 4. klasse

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Steffen er en glad dreng, der får store, pludselige raserianfald. Lærerne havde svært ved at rumme ham i undervisningen, og kammeraterne var begyndt at skubbe ham fra sig, på det tidspunkt han begyndte på plan B-samtaler. Det er leder Morten Fjord, der efter aftale med Steffen og hans lærer tager plan B-samtalerne med Steffen.

»Jeg kommer tit i slåskampe, fordi der er mange, der irriterer mig meget. Så går jeg selv op til Morten, eller også hiver Minna mig herop«, siger Steffen.

Han har sin faste plads og kontorstol på Mortens kontor. Men siden efterårsferien har der kun været to episoder. I dag har han dog været lidt oppe at slås igen. Men det var, fordi døren til gymnastiksalen var gået i baglås, så han kunne ikke gå væk fra konflikten, som ellers er det, han træner.

»Du skal se at få ordnet den dør, Morten«.

Steffen er meget glad for, at han kan komme hos Morten.

»Han skælder ikke så meget ud, og han bliver ikke så hurtigt stresset som lærerne. Han bliver ikke sur, hvis man skælder ham ud eller siger bandeord til ham«, siger Steffen. »Lige så snart jeg kommer herind, så bliver jeg helt rolig, for der er ikke nogen lærere. Morten er ikke så skrap. Vi snakker bare. Og så slipper jeg for timen«.

Morten Fjord synes, at plan B-samtalerne har gjort en stor forskel for Steffen. Han betegner det som en rigtig succeshistorie.

»Vi har arbejdet meget med klassen for at finde ud af, hvad klassen kan gøre for at hjælpe. Steffen er grundlæggende en sød dreng, undtagen når han har sine raserianfald. Der er mange ting, der trigger ham«, siger Morten Fjord.

Klasselæreren og Morten Fjord blev enige om, at Morten tager samtalerne med Steffen.

»Der er ikke to plan B-samtaler, der er ens. Her er jeg selv en del af løsningen«. |