Lærernes formand Anders Bondo Christensen troede ikke sine egne ører, da han mandag den 27. september om aftenen hørte undervisningsminister Tina Nedergaard nedlægge partnerskabet omkring folkeskolen for åben tv-skærm med den begrundelse, at lærerne bare sad med armene over kors og surmulede og ikke ville noget.

På det tidspunkt havde han lige afleveret DLF's svar på det første stykke papir, han havde set fra ministeriet i løbet af hele foråret, og ventede på at skulle til møde dagen efter. Så beskyldningerne kom helt bag på ham.

»Intet kan være mere forkert«, siger Anders Bondo Christensen. »Danmarks Lærerforening har tværtimod skubbet på fra dag ét for at få partnerskabet på skinner, mens regeringen har hængt i bremsen«.

Som dokumentation trækker han et stykke papir frem, hvor han har skrevet en række datoer op:

* 29. januar

Statsministeren annoncerer et partnerskab omkring folkeskolen bestående af regeringen, Danmarks Lærerforening, Skolelederne og KL på Marienborg-mødet.

* 8. marts

DLF sender et brev til statsministeren.

»Vi syntes ikke rigtig, der skete noget. Derfor skrev jeg til statsministeren, at jeg syntes, vi havde brug for at snakke sammen om, hvad sådan et partnerskab kunne indeholde«, siger Anders Bondo Christensen.

* 8. april

Lærerformanden er til møde med statsministeren og undervisningsministeren.

»Jeg synes, vi havde et rigtig godt møde. Vi røg langt ud over tidsrammen, og jeg var faktisk imponeret over, at statsministeren afsatte så meget tid. Vi var omkring mange ting. Vi kom også omkring nogle detaljer, hvor vi vidste, der kunne være uenigheder, for eksempel offentliggørelse af nationale test, hvor jeg siger, at vi har et andet bud, som jeg så prøver at præsentere for statsministeren«, fortæller Anders Bondo.

»Vi talte også om, at vi skulle agere i en situation, hvor økonomien er så trængt, som den jo er, med besparelser i kommunerne, og jeg siger, at det jo ikke er det nemmeste tidspunkt at lave et partnerskab på, men at jeg er parat til at prøve at få foreningen med«.

»Jeg lagde heller ikke skjul på, at det selvfølgelig krævede nogle interne drøftelser i DLF, hvor jeg har prøvet at sige: Jamen, hør her, selv om vi er i den her økonomiske situation, så skal vi gå ind i et partnerskab«.

»Det var et rigtig godt møde. Jeg og afdelingschef Jesper Støier gik derfra med en fornemmelse af, at der virkelig var nogle muligheder i det her«.

* 27. maj

Marienborg-møde, hvor DLF præsenterer tre mål, hvis realisering partnerskabet kunne samarbejde om, blandt andet en halvering af antallet af elever, der læser for dårligt, når de går ud af skolen.

»Vores præsentation fik en meget god modtagelse hele vejen rundt, og jeg blev glad, da jeg hørte, at statsministeren faktisk brugte vores mål i sin udmelding til pressen efter mødet. Men så gik det fuldstændig i stå. Jeg forsøgte at få et møde med undervisningsministeren før sommerferien, men det kunne ikke lade sig gøre«.

* 13. august

Møde med undervisningsministeren.

»Vi får et møde med undervisningsministeren, men det er kun DLF og ministeren, der mødes, det er ikke partnerskabet. Jeg skal kommentere på rejseholdets anbefalinger. Men vi har også vores bud på en struktur for et egentligt partnerskab med. Og det sidste, vi siger til ministeren, er: Skulle vi nu ikke se at få samlet embedsfolk fra Skolelederne, KL, ministeriet og DLF i et fælles sekretariat, så vi kan begynde at få sat struktur på det her partnerskab. Og det får vi efter vores bedste overbevisning en klar tilkendegivelse af, at det skal vi også have gang i«.

»Da vi så i slutningen af august ikke har hørt noget, rykker Jesper Støier for det i ministeriet og får at vide: Nå, men det skal vi også se at få gjort noget ved. Og så sker der stadigvæk ikke noget. Vi modtager ingen papirer, vi modtager ingen oplæg, vi modtager ikke noget som helst«.

»Vi har jo kongres i første halvdel af september, og mit store håb var, at vi på det tidspunkt havde indholdet i partnerskabet, som vi så kunne præsentere på kongressen. Det kunne vi ikke, det kunne jeg jo se, efterhånden som tiden gik«.

* 8. september

DLF modtager en invitation til Marienborg-møde og sender et brev til statsministeren.

»I invitationen står der, at der vil være et oplæg til Marienborg-mødet. Jeg er lidt forundret. Partnerskabet har jo overhovedet ikke mødtes endnu, så jeg tænker: Hvad indeholder det? Det spørger jeg til i et brev, jeg skriver til statsministeren. Og jeg giver udtryk for, at jeg er meget usikker på indholdet i partnerskabet, og slutter mit brev af med at sige, at jeg synes, der er behov for, at der hurtigst muligt skabes klarhed over, hvad partnerskabet skal indeholde. Og jeg nævner igen de tre mål, som partnerskabet kunne tage sig af, men får ingen kommentar på det overhovedet«.

* 16. september

Undervisningsministeriet indkalder DLF til møde.

»Vi får heller ikke noget papir denne gang, det er igen kun DLF. Partnerskabet er ikke mødtes endnu. Der er forskellige spørgsmål, vi skal kommentere på, mest svare ja eller nej til«.

* 24. september klokken 11

Undervisningsministeriet kontakter afdelingschef i DLF Jesper Støier.

* 24. september klokken 15.15

Jesper Støier får stukket to A4-sider med regeringens syv mål for en ny og bedre folkeskole i hånden, blandt andet at danske skoleelever skal i top fem i Pisa.

»Ministeriet beder Jesper Støier om, at vi kommenterer på de syv mål hurtigst muligt, og anmoder samtidig om, at der bliver fundet et mødetidspunkt, hvor jeg kan deltage mandag sidst på dagen. Vi finder ud af, at KL også skal deltage i det møde. Det er det, jeg ved på det tidspunkt«.

»I løbet af mandagen sætter vi os ned og arbejder det her grundigt igennem og kontakter i øvrigt departementschefen i Undervisningsministeriet og fortæller, at vores svar ikke kan ligge mandag morgen, som han havde bedt om. Det havde vi simpelthen ikke mulighed for. Men vi kunne komme med det i løbet af dagen«.

»Vi skriver, hvordan vi synes, sådan et papir kunne se ud, og sender det så over til ministeriet som vores svar på det, vi modtog fra dem fredag«.

»Inden vi sender vores svar til ministeriet, får vi besked om, at der ikke vil blive afholdt noget møde mandag aften klokken 17. Jeg ved, at alle parterne havde forventet, at de skulle til møde mandag klokken 17. Men det er altså, inden vi har sendt vores papir over til ministeriet, at vi får den besked, at der ikke bliver noget møde«.

»Jeg havde på det tidspunkt den tro, at jamen, det er nok, fordi der er kommet praktiske problemer i vejen, så vi skal formentlig mødes om tirsdagen. Fordi der skulle være Marienborg-møde onsdag, og vi skulle - så vidt jeg havde forstået - mødes inden«.

»Så står jeg inde på mit kontor og bliver ringet op af en journalist fra Berlingske Tidende, som gerne vil have en kommentar til, hvorfor vi har afbrudt forhandlingerne om et partnerskab. Jeg bliver helt mærkelig. Jeg må spørge: Hvad er det, du snakker om? Og siger, at der overhovedet ikke havde været nogen forhandlinger. Jeg forklarede situationen med, at vi lige har afleveret et svar, og vi forventer, vi skal mødes, men mødet bliver ikke i aften som planlagt. Mens jeg står og siger det, siger den pågældende journalist, at hun lægger lige på, fordi nu er Tina Nedergaard på Tv2 News«.

»Og så går jeg ind og kikker på fjernsynet, og så ser jeg Tina Nedergaard fortælle, at DLF bare har siddet med armene over kors, og vi har sat os hen i et hjørne og har ikke budt på noget som helst. I et kvarter får vi hele tiden at vide, at Danmarks Lærerforening har afbrudt forhandlingerne, DLF har meldt sig ud«.

»Jeg står fuldstændig paf og ser ministeren sige sådan nogle ting, som ikke bare er i strid med min opfattelse af virkeligheden, det er fuldstændig i strid med det, der rent faktisk er sket«.

»Mens ministeren er på fjernsynet, ringer man fra Tv2 News. Da jeg kommer ud til Tv2 News og Tv2-nyheder og TV Avisen er min forundring total. Jeg ved ikke, hvad det er, der foregår. Jeg har aldrig nogen sinde oplevet noget lignende«.

»Nu bliver man ved med at sige, at DLF har afbrudt nogle forhandlinger, og DLF har trukket sig fra forhandlinger, og DLF har ikke bidraget med noget, DLF vil ikke være med. Altså, vi har aldrig drøftet, om vi vil være med til det her papir med de syv mål fra regeringen, fordi vi aldrig har mødtes om det. Så det er en fuldstændig surrealistisk situation, der er opstået«.

»Og så kan man spørge: Hvorfor reagerer en minister på den måde? Altså, hvis hun endelig mente, at det her skulle afsluttes, så har vi hinandens mobilnumre på vores telefoner. Hun kunne have ringet. Men det skulle åbenbart gøres til en stor mediebegivenhed, og befolkningen skulle have at vide, at det er DLF, der har fået det hele til at kuldsejle«.

»Men det er os, der er kommet med de konkrete udspil, indtil vi ser de her knap halvanden side fra regeringen. Og så må folk vurdere, hvem det er, der har villet et samarbejde, og hvem der ikke har«, siger Anders Bondo Christensen.

»Og det sidste, vi siger til ministeren, er: Skulle vi nu ikke se at få samlet embedsfolk fra Skolelederne, KL, ministeriet og DLF i et fælles sekretariat, så vi kan begynde at få sat struktur på det her partnerskab. Og det får vi efter vores bedste overbevisning en klar tilkendegivelse af, at det skal vi også have gang i«.»Jeg står fuldstændig paf og ser ministeren sige sådan nogle ting, som ikke bare er i strid med min opfattelse af virkeligheden, det er fuldstændig i strid med det, der rent faktisk er sket«.