Ingen interesserer sig for de voksne

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Ingen har et samlet overblik over, hvordan det er gået med tilbuddene om kompenserende specialundervisning for voksne, siden kommunerne overtog ansvaret i 2007. Men i Region Hovedstaden har takstfinansiering og vigende efterspørgsel sendt flere centre i økonomisk uføre, og i Gladsaxe har byrådet netop besluttet at nedlægge specialundervisningscentret Svika på grund af faldende efterspørgsel.

»Man skulle nærmest tro, at Jesus har været forbi for at helbrede alle disse mennesker, siden efterspørgslen er faldet så drastisk. Der må være en række borgere, som ikke får de samme tilbud som tidligere«, siger Henrik Poulsen, formand for Gladsaxe Lærerforening.

Området er totalt mørkt, siger Stig Langvad, formand for Danske Handicaporganisationer.

»Kommunerne interesserer sig ikke for kompenserende specialundervisning, så de forstår ikke, at det er en forebyggende aktivitet, som kan spare dem for penge på længere sigt. Undervisningsministeriet ved knap nok, hvad det er. Området er totalt fraværende i den politiske debat. Det er et stedbarn«, siger Stig Langvad og fortsætter:

»Kommunerne tror, de selv kan hjælpe folk med et snuptag, men de kender kun til hjemmehjælp og lavteknologiske hjælpemidler. Mere specialiserede problemstillinger kræver et større kundegrundlag, men kommunerne kan ikke finde ud af at samarbejde. Deres tankegang rækker fra rådhuset til kommunegrænsen«, siger Stig Langvad.

En kombination af manglende viden og presset økonomi fører til et fald i den kompenserende specialundervisning, vurderer Leif Sort fra hovedstyrelsen i DLF.

»Tilbuddene til mennesker, der mister evnen til at tale, høre og se, vil fortsætte, mens senhjerneskadede, psykisk sårbare og udviklingshæmmede kommer til at nøjes med tilbud i sundhedssektoren. Her er optikken at rette fejl, mens den pædagogiske tilgang er at give borgerne handlemuligheder. Den forskel er kommunerne ikke opmærksomme på«, siger Leif Sort. |