I 1988 udkom Perspektivudvalgets rapport om almene værdier og grundlæggende kundskaber i Folkeskolen. En udgivelse med titlen Pejling og Perspektiv, som Undervisningsministeriet stod bag. Denne udgivelse satte for alvor fokus på hvad vi ville med vores skole, som en vigtig del af samfundets grundlag og udvikling. Jeg kan huske det indtryk jeg havde, da jeg læste udgivelsen de sidste år på min læreruddannelse. Den satte fokus på, hvor vi ville hen med skolen, på værdierne, der skulle ligge til grund for vores skole og den talte for eleverne grundlæggende læring af kulturteknikker, der var et begreb, der handlede om de færdigheder, der var forudsætningen for vores identitet som samfundsfællesskab. Det var spændende læsning, der formulerede en pejling for vores samfund og satte denne i perspektiv. Det var lang tid før New Public Management og konkurrencestat, hvor det relationelle aspekt syntes at have mistet sin betydning set ud fra mange andres optik, end dem, der var engageret i det pædagogiske praksisfelt.

Udviklingen fortsatte i det gode spor, og i 1997, blev der indgået en aftale om Folkeskolen år 2000 mellem Undervisningsministeriet, Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening, hvor formålet var at sætte fokus på 8 punkter af folkeskolens områder. I forbindelse med indgåelsen af denne aftale, forpligtede parterne – som en del af aftalen – hinanden på, at udvikle praktiske tilgange og arbejde for et styrket fællesskab omkring opgaven og implementering af aftalen.

I 2001 så første udgave af en konkret Mål formulering for folkeskolens fag dagens lys. En samling mål, der udgjorde nationale mål for skolens undervisning på de enkelte klassetrin og i de enkelte fag. Disse mål var dog forholdsvis abstrakt formuleret og var vejledende, hvilket betød, at det ikke var direkte synligt i skolens undervisning. Målene var retningsgivende og lagde det ud til lærernes faglige iderigdom og foretagsomhed, at indfri målene.

I 2003 blev Fælles Mål lanceret. Med implementeringen af De fælles Mål i 2003 blev målene bindende nationale mål på bestemte klassetrin. Hermed var første skridt taget til styring og regulering af den pædagogiske praksis i skolen, fra det politiske systems side. Udviklingen fortsatte ved udgivelsen af De Fælles Mål, der blev implementeret i 2009, dog med råderum for lærerne i skolen til at indfri målene efter bedste evne, ud fra deres faglighed, iderigdom og ressourcerne i den konkrete læringsrelation.

Det store skred kom i forbindelse med folkeskolereformen i 2013, hvor De forenklede Fælles Mål blev implementeret og i 2015, hvor De Nye Fælles Mål blev implementeret. De forenklede mål fra 2013 var en meget omfattende samling mål, der beskrev mål helt ned i den pædagogiske praksis, hvor lærerne blev fikseret i de strukturer, der var opsat og hvor strukturerne var bygget op således, at der skulle kunne laves skemaer og krydses af i forhold til hvorvidt læreren havde nået de respektive mål.

Læringsrelationen mellem læreren og eleven var der ikke nævnt noget som helst om, og rundt i klasselokalerne, helt ned i de mindste klasser, hang det mål, der blev arbejdet på for tiden. Dette var typisk hængt op med kulørte bogstaver på et stykke A4 papir. Formuleringen var ofte af en sådan karakter, at man skulle have en relevant uddannelse på bachelorniveau for at forstå den konkrete betydning. Samtidig blev der rundt omkring publiceret skemaer, som lærerne kunne bruge både i deres planlægning og i deres evaluering af undervisningen

Efterfølgende er modellen, der blev introduceret i 2013 blevet nedtonet i betydning. Målene er i skrivende stund ved at blive reduceret kraftigt i antal, og den beskrivelse af brug af målene, der skulle være en styrende metodik, er blevet gjort vejledende og så tæt på udfaset, som det er muligt uden helt at afskaffe den.

Med denne lange historiske introduktion af Mål, som styrende for undervisningen i vores skoler, vil jeg blot skitsere en udvikling, hvor man kan stille spørgsmålet: hvad vi skal bruge disse Mål til i den daglige pædagogiske praksis?

Målene er vigtige!

Dette er måske en overraskende statement i betragtning af min formulering i ovenstående – men det er de.

For skolen som organisation, og for Folkeskolen, som national institution, er det helt afgørende for kvalitet og udvikling, at der ligger en formulering af hvilket outcome der forventes at blive skabt af de investerede ressourcer i forhold til de ressourcer vores samfund i fremtiden skal bygges og udvikles på. Det handler om bindende nationale mål, som skolerne arbejder for at indfri.

For skolens undervisere er målene vigtige fordi de udgør en ressource og et arbejdsredskab, som de kan navigere efter i deres planlægning, i deres arbejde med udvikling af god undervisning og i forhold til at gå ind i læringsrelationen med den enkelte elev og deres klasse og præstere en undervisning, der gør det muligt for den enkelte elev at skabe læring i retning af de mål, som det er bestemt folkeskolen skal opfylde.

Elevernes møde med målet med den undervisning de skal lære af, er en helt anden historie, hvilket jeg går meget mere ned i – i min næste artikel.

Men et står fast, at de nationale mål, uanset deres navn, er et redskab og retningsgivende værktøj for Folkeskolen, som institution og for lærerne, som professionelle undervisere. Det er der de har stor betydning og nytteværdi.

Referenceoversigt:

Undervisningsministeriet (1988), Pejling og Perspektiv

Undervisningsministeriet m.fl. (1997), Aftale om Folkeskolen år 2000

Undervisningsministeriet (2001), Klare Mål

Undervisningsministeriet (2003), Fælles Mål

Undervisningsministeriet (2006), Fælles Mål

Undervisningsministeriet (2013), Forenklede Fælles Mål

Undervisningsministeriet (2015), Nye Fælles Mål