Når der på forsiden af Red Barnets undervisningsmateriale "Deadline Syrien" står ”start spillet”, tænker undertegnede: Åh nej, ikke det pop.

Men ret skal være ret. ”Spillet” er vedkommende, lærende og belærende og bør kunne rykke enhver i retning af forståelse af, at det er modtageren, der har et (meget alvorligt) problem, hvis ikke vedkommende formår at sætte sig ind i andres frygtelige skæbne. Materialet fremstår absolut vederhæftigt.

Spillet "Deadline Syrien" kan ikke siges at have vindere! Der er tabere, men for ikke at hengive sig til fuld fortabelse kunne man tilføje, at der må være en smule håb for en meningsfuld fremtid ved den appel og indirekte opfordring til nutidens unge til at lade sig engagere og se virkelighedens gru og frygtelige konsekvenser i øjnene.

Det er virkelige personer, der toner frem på skærmen, om hvem man kan få enkelte, konkrete  oplysninger i persongalleriet, ligesom der gives oplysninger om krig, flygtninge i Jordan og flygtninge i Danmark.

Inden spillet går i gang, vises en kort trailer, der søger at forklare, hvad den interaktive dokumentar går ud på, og hvad ”journalistens” rolle i spillet er. Det er en ganske tydelig intro med faktuelle oplysninger. Lige fra start får man en øjenåbner, nemlig konstateringen, at der er 5,7 millioner børn og unge på flugt fra krigen i Syrien. Halvdelen er under 18 år. Du er journalist og skal på en mission, hvor du skal møde krigens børn og fortælle deres historie. Man bliver gelejdet gennem spillets forskellige dele med diverse opgaver, og hele tiden fornemmer man det uundgåelige must, nemlig bevidstgørelsen hos den enkelte spiller.

I "Deadline Syrien" ”styrer” man selv journalisten, som er taget af sted for at møde nogle af de mange børn og unge. Der skal tages stilling hele tiden. Tager du til Jordan og taler med flygtninge der, eller bliver du i Danmark og taler med flygtninge her? Alt, hvad man oplever i spillet, er virkeligt og optaget ved, at en journalist på egen hånd og med kamera spændt på panden har besøgt børnene og de unge, hvilket ikke alene er realistisk, men også et uhyggeligt billede på virkeligheden, selvom mange af børnene er umiddelbare og også smiler til kameraet.

Spilleren ”gøres ansvarlig” ved selv at vælge vinklen for, hvordan historien om de syriske børn og unge skal fortælles. Der er en række spørgsmål, man kan vælge imellem, for eksempel: Hvad er din drøm? Hvor er dine forældre? Er I bange for at bo alene? Må jeg se dit hjem? for blot at nævne nogle enkelte.

Et tværfagligt samarbejde med samfundsfag og dansk er helt oplagt, og er man i tvivl, kan man finde inspiration i den tilknyttede undervisningsvejledning.

For at give det et så realistisk udtryk som muligt lægger opgaven op til artikelskrivning, hvilket i sig selv er glimrende. Herved kan eleverne netop komme tæt på at skrive realistisk og sandfærdigt samt fornemme, at begiver man sig uden for de objektive rammer, lurer manipulationen og fordrejninger af sandheden.

Derfor må det i forbindelse med dette undervisningsmateriale, hvor alvorligt det end er, være et absolut must, at eleverne er klar over, hvordan en nyhedsartikel, baggrundsartikel og et interview er bygget op. Hvilken historie vil du fortælle verden? lyder det.