on

En forfærdelig torsdag

12 af Bredagerskolens ansatte blev fyret i sparerunde.

Publiceret Senest opdateret
Om morgenen blev lærerne mødt af elever, som klappede dem ind. Et banner blev bagefter hængt op på opslagstavlen. Der står blandt andet: Hvor bliver vores lærere af?

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Torsdag den 4. marts havde Bredagerskolen erklæret lærerværelset for arbejdsfrit område, og der var kun adgang for personalet. Lærerstuderende og elever måtte ikke komme ind. Om morgenen havde en stor gruppe elever til gengæld klappet lærerne ind på skolen. For alle vidste, at det var den dag, hvor 12 af skolens ansatte blev fyret, deraf ni lærere.

På lærerværelset sad de fredede, de fyrede og dem, der havde troet, at de ville blive lettet, når de fandt ud af, at det ikke var dem, der blev afskediget. Men sådan føltes det ikke. Alle var kede af det.

De fredede var en stor gruppe af tjenestemænd, tillidsvalgte, og dertil kom dem, der var på barsel.

»Det var en god beslutning at gøre lærerværelset arbejdsfrit. Det skabte ro, og der var brug for det. Samtidig var det vigtigt, at de fyrede ikke behøvede at se eleverne lige bagefter«, siger tillidsrepræsentant Søren Brønniche.

På den ene væg i lærerværelset kørte Tv2-Nyhedernes indslag om elevernes aktion nonstop. Mange havde tårer i øjnene, da de kom til skolen, og de talte om, at elevernes reaktion var rigtig rar.

Mail eller sms til de fyrede

De ansatte havde på forhånd fortalt, hvordan de gerne ville have besked, hvis det var dem, der skulle fyres. Kommunen havde foreslået, at de enkelte blev hentet i klassen, men dét ønskede ingen at opleve. I stedet havde de fortalt, om de ville have en sms eller en besked på intra om mødeindkaldelse hos skolelederen. »Jeg tjekkede min mail om morgenen, og da der ikke var mail fra skolelederen, vidste jeg, at jeg ikke blev ramt. Min mand spurgte, om jeg ikke var lettet. Men det var jeg ikke«, siger lærer Pia Christiansen.

Hun er ked af det både på de fyrede kollegers og på skolens vegne.

»Selv om jeg stadig har arbejde, er det jo slet ikke overstået. Jeg ved ikke, hvad fremtiden bringer. Det betyder en omorganisering af skolen, måske kommer der flere afskedigelser, og det handler også om, hvorvidt jeg overhovedet har lyst til at være lærer i folkeskolen på de vilkår, der kommer«.

Dorthe Brøchner Jessen er også usikker på, hvor hendes fremtid ligger. Hun er en af de fyrede lærere.

»Som en af mange dansklærere følte jeg mig i farezonen. Jeg synes, jeg prøvede at forberede mig på en fyring, men da det skete, blev jeg voldsomt ramt af den individuelle begrundelse. Den føltes som et slag under bæltestedet, og jeg fortrød, at jeg ikke havde taget tillidsrepræsentanten med til mødet«, siger Dorthe Brøchner Jessen.

Til den opfølgende samtale havde hun tillidsrepræsentant og en kollega med. Den individuelle begrundelse er trukket tilbage, fordi den skyldtes forkert vejledning til skolelederne fra forvaltningen. Men den svider stadig, og Dorthe Brøchner Jessen har været sygemeldt siden fyringen.

Hun ved ikke, om hun har lyst til at være lærer længere, men hun er som sine kolleger dybt bekymret for folkeskolens fremtid.

»Jeg føler mig sparket ud. På mine børns skole fik de fyrede blomster og chokolade som anerkendelse. Jeg måtte i stedet hjem og skrive til forældrene, at jeg var blevet fyret og ikke længere skulle være lærer for deres børn«.

Hun synes, det er svært at komme videre.

»Det bedste vil være en fritstilling nu. Jeg har slet ikke lyst til at komme tilbage og synes, det er svært at skulle møde eleverne, forældrene, kollegerne .«.

Kulturen bliver ændret

Fra de første rygter om nedskæringer og til lærerfyringerne fandt sted, gik der meget kort tid. Tillidsrepræsentanten indkaldte til fælles klubmøde for lærere og pædagoger to dage før fyringerne.

»Det var det værste klubmøde. Der var så mange følelser i kog«, fortæller Søren Brønniche.

Mange sagde, at det var vigtigt for dem at få at vide, hvornår på torsdagen det var overstået. Hvornår alle fyrede havde fået besked.

På Bredagerskolen besluttede man også tidligt at sætte navne på de fredede, så der ikke opstod myter.

»Jeg tror, det har været med til at skabe noget ro. Men ligegyldigt hvor objektive kriterier man prøver at opstille, så er det jo ikke rimeligt«, siger Søren Brønniche.

»Tjenestemændene ved ikke, hvordan de skal reagere. De står over for dybt ulykkelige kolleger og er selv fredet«, siger han.

»Vi talte om, hvordan vi kunne værne om hinanden. De fredede ville gerne være en del af omsorgen«, siger Pia Christiansen.

»Men jeg synes, det er mærkeligt, at man stadig har noget, der hedder tjenestemandsansatte. Det burde være de faglige konstellationer, der bliver set på i sådan en situation, og ikke hvordan man er ansat«, siger hun.

Kristina Blæhr, der er nyuddannet lærer, mener, at man burde oprette gode aftrædelsesordninger til lærere, der ønsker at gå på pension. Ligesom kommunen burde tænke i at hjælpe de afskedigede bedst muligt.

»Sådan et forløb med nedskæringer og fyringer gør noget ved hele kulturen på arbejdspladsen. Nogle reagerer med afmagt, andre bliver meget vrede, og kulturen bliver ændret«, mener Søren Brønniche.

Lærerne fortæller om forskellige reaktioner på fyringerne. Nogle gik hjem og sov i flere timer, mens andre satte sig med en flaske rødvin eller lå i blød i et karbad i lang tid. Fælles for alle var magtesløsheden.