Danmarks bedste folkeskole? Kolding får meget ud af lidt – endnu

Elevernes resultaterne i østjyske Kolding ligger langt over gennemsnittet, selvom kommunens folkeskoler er blandt de billigste i landet. Alligevel vælger mange familier folkeskolen fra, og kommunen svarer nu igen med hjemmesiden danmarksbedstefolkeskole.nu

Publiceret

KOLDINGS RESULTATER

Karaktergennemsnit ved afgangsprøven: 7,5 (nummer 14 af 98kommuner)

Trivsel: 95 procent elever med højest trivsel (nummer 10 af 98kommuner)

Elever i kommunale skoler: 78 procent (79 procent pålandsplan)

Elevfravær: 4,6 procent (nummer 11 af 98 kommuner)

Undervisningstimer varetaget af læreruddannet: 92 procent(nummer 4 af 98 kommuner)

Udgifter per elev: 52.276 kroner årligt (nummer 3 ud af 98kommuner)

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Alt går godt i Kolding.

Eleverne i kommunen har et højt karaktergennemsnit, lavt fravær, høj trivsel og andelen af undervisningstimer der bliver varetaget af en læreruddannet er langt over landsgennemsnittet. Samtidig er kommunens folkeskoler de tredjebilligste i landet.

Alligevel er alting ikke fryd og gammen i den jyske kommune.

For tilstrømningen til privatskolerne i området er stigende, og 12 procent af eleverne går på en fri- eller privatskole, hvilket er en anelse højere end landsgennemsnittet.

Ifølge den lokale lærerkreds skyldes det i høj grad folkeskolens dårlige rygte:

"Det har irriteret os gevaldigt, at der aldrig bliver skelnet, når man snakker om folkeskolen. Pludselig er det hele den danske folkeskole, der er dårlig, mens privatskolerne er gode. Derfor siger vi, at det ikke nytter noget, at vi stikker hovedet i busken", fortæller formanden for Kolding Lærerkreds, Anders Petersen.

I et forsøg på at få flere forældre til at vælge folkeskolen står lærerkredsen sammen med kommunen bag hjemmesiden danmarksbedstefolkeskole.nu. Den skal være med til at afkræfte nogle af de myter, der er om folkeskolen.

"Vi har et skolevæsen, der præsterer rigtig godt. Derfor undrer det os, at det altid er den negative fortælling, der dominerer. Vi vil gerne fortælle de gode historier, og vi tør godt stå ved, at vi har en rigtig god folkeskole i Kolding. De mange forandringer på skoleområdet taget i betragtning, så præsterer vores medarbejdere rigtig godt, og vi har lyst til at fortælle, at samlet set ser det rigtig godt ud", siger Lars Svenson, der er skolechef i Kolding Kommune.

Skolevalg: Reformen har givet nogle forældre mistillid til folkeskolen 

Hos lærerkredsen er man enig i, at det er fortællingen om folkeskolen, der er problemet:

"Folkeskolen bliver tit og ofte mishandlet af journalister, der ikke aner noget om folkeskolen. Derfor synes vi, at vi må fortælle, hvordan det reelt er og imødegå alle de myter, der er om folkeskolen. Vi laver den her hjemmeside, fordi vi føler, at vi har noget godt at fortælle, som vi er stolte af og som vi synes det er vigtigt, at forældrene ved", siger Anders Petersen.

Økonomien er presset

Ifølge den lokale lærerformand er alt dog ikke så rosenrødt, som det ser ud. Anders Petersen mener, at der er udfordringer på de kommunale skoler i Kolding Kommune:

"Hvis man vil blive ved med at have de her resultater at bryste sig af, så har det en pris. Vi kan jo godt mærke, at kommunerne bliver presset. Besparelserne har været mærkbare. Vores undervisningstimetal for den enkelte lærer er stigende og ligger på omkring 26 timer i gennemsnit. Det betyder, at der er lærere, der læser både 28 og 29 timer om ugen.

Når der også skal være tid til forberedelse, så hænger det ikke sammen. For så kan man ikke være særlig godt forberedt til undervisningen. Det er et problem", siger lærerformanden.

Kolding: Skoler skal spare 11 millioner 

Han peger på, at fødselstallet i Kolding Kommune er stigende, hvilket i disse år lægger pres på de kommunale daginstitutioner:

"Det pres kommer til at ramme folkeskolen om fire-fem år. Så står de børn jo og banker på i skolen. Det lægger selvfølgelig et pres på politikerne om, at de ikke kan blive ved med at udsulte os. Økonomien er presset i kommunen, og vi kæmper om at få den størst mulige del. Men det er da en hård kamp", siger Anders Petersen.

Den kritik er skolechef Lars Svenson for så vidt enig i. Han fortæller, at Kolding Kommune ikke har en demografimodel, hvilket betyder, at budgettet på skoleområdet ligger fast, uanset hvor mange elever der går i skolen.

"Der er ingen tvivl om, at forvaltningens opgave er at vise serviceniveauet. Kolding Kommune er i vækst og forvaltningens opgave er at være opmærksom på, at elevtallet vil påvirke serviceniveauet. Det er ikke noget, vi har tænkt os at sidde stille med, men det er politikerne, der bestemmer budgettet. Det er desværre hverken lærerkredsen eller forvaltningen", siger Lars Svenson.

Kolding-lærere jubler behersket over budget 2017 

Blandt de myter, hjemmesiden skal bidrage til at få gjort op med, er blandt andet, at skolerne ikke bliver vedligeholdt, at lærerne ikke efteruddannes og at eleverne ikke kommer på lejrskole.

På hjemmesiden skriver kommunen, at der de seneste tre år er blevet vedligeholdt for cirka 30 millioner kroner om året, at alle lærere, pædagoger og ledere bliver efteruddannet frem mod 2019, og at der i sidste skoleår blev gennemført 55 lejrskoler for kommunes i alt 21 folkeskoler.

I Kolding er der ikke indgået nogen lokal arbejdstidsaftale mellem kommunen og lærerkredsen. Til gengæld har skolerne et såkaldt administrationsgrundlag, som både lærerkredsen og skolelederne har haft indflydelse på. Det indeholder blandt andet eksakte tidsangivelser for lærernes arbejdstid i forhold til afgangsprøver og forberedelse samt retningslinjer for fleksibilitet på den enkelte skole. Anders Petersen siger til folkeskolen.dk, at administrationsgrundlaget i hans optik er "bedre end mange af de lokalaftaler, der er indgået".

Læs mere

danmarksbedstefolkeskole.nu