De Radikales undervisningsordfører Marianne Jelved besøgte tirsdag Sølvgades Skole. Her hjalp hun eleverne med at forberede de debatter, de selv skal moderere på eftermiddagens skolefolkemøde i Kongens Have.

Elever skal styre politikerdebat om den åbne skole

Sølvgades Skole inviterer i dag til skolefolkemøde. Dagens tema er den åbne skole, og det er eleverne, der skal styre politikernes debat.

Publiceret
Børn- og Ungeborgmester Pia Allerslev (V) og Kultur- og Fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen (DF) besøgte tirsdag Sølvgades Skole. Her talte de med elever og lærere om åben skole, der er omdrejningspunktet for eftermiddagens skolefolkemøde i Kongens Have.

Dagens program 

15.00-15.30: Velkomst og åbning af skolefolkemødet og optrædenaf Anemone teateret

15.30-19.00: Arbejdende værksteder med klasser ogpartnerskaber

16.00-16.20: Hvad skal vi med den åbne skole? Debat med CarlChristian Ebbesen (DF), Anna Mee Allerslev (R) og Jacob Mark(SF)

16.30-16.50: Er skolen blevet hat og briller? Debat med DanielToft Jacobsen (S), Caroline Magdalene Maier (Å) og Jakob Næsager(K).

17.00-17.20: Hvad er faglig kvalitet i skolen? Debat medMarianne Jelved (R), Pia Allerslev (V) og Klaus Mygind (SF).

17.30-17.50: Hvordan kan skolen forberede børnene til fremtiden?Debat med Gorm Gunnarsen (Ø), Jesper Christensen (S) og NikoGrünfeld (Å).

18.00-18.45: Stor paneldebat med opsamling på de fire teamer.Debattører er Jacob Mark (SF), Jakob Næsager (K), Marianne Jelved(R), Gorm Gunnarson (Ø), formand for Danske Skoleelever Jakob BondeNielsen, filminstruktør og tegner Anders Morgenthaler, skolelederKim Stenholm Paulsen, uddannelsespolitisk chef i Dansk ErhvervClaus Rosenkrands Olsen og kommunikationsdirektør i Arla KasperIbsen Beck. Komikeren Sebastian Dorset styrer debatten.

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

"JA!"

Så nemt kan det siges, hvis man spørger eleverne på Sølvgades Skole, om politikere snakker for meget.

Spørgsmålet kom fra Københavns børne- og ungeborgmester Pia Allerslev (V) til eleverne, da hun tirsdag morgen var på besøg på skolen for at møde elever og lærere til en snak om den åbne skole og det skolefolkemøde, Sølvgades Skole i dag afholder i Kongens Have.

Til skolefolkemøde skal en række medlemmer af borgerrepræsentationen i København og Folketinget debattere folkeskolen. Og det bliver skolens elever, der skal sørge for, at politikerne ikke taler i munden på hinanden.

"De er gået på med krum hals og har sat sig godt ind i tingene. De har undersøgt, hvad politikerne og deres partier står for og læst, hvad de tidligere har udtalt", fortæller Lars Henriksen, der er en af de lærere, som har hjulpet eleverne med at forberede spørgsmål og guide dem til at blive gode moderatorer.

Skolen har også inviteret en lærer, der har lidt mere erfaring med at deltage i en paneldebat, end de unge moderatorer selv har. De Radikales undervisningsordfører Marianne Jelved, der selv har undervist i folkeskolen, hjalp nemlig tirsdag eleverne med, hvordan de kan styre en debat.

"Moderator er et meget moderne ord. I gamle dage hed det bare en ordstyrer, fordi man styrer, hvem der har ordet. Jeres opgave er, at dem der hører på debatten, får noget ud af den. De er kommet for at blive klogere, og det er jer der skal sørge for det", fortalte Marianne Jelved eleverne.

"Det er faktisk et rigtig godt spørgsmål"

Marianne Jelved gav eleverne gode fif til, hvordan man kan introducere en person, der med hendes egne ord "har en meget fin titel".

Og selvom eleverne ikke synligt lod sig påvirke af, at der sad en person med 30 års folketingserfaring og guidede dem til, hvordan man styrer en debat, så blev der flittigt taget noter, mens Jelved gav sit besyv på de fire emner, der er til debat i eftermiddag - hvoraf hun selv deltager i debatten om emnet 'Hvad er faglig kvalitet i skolen?'.

"Det er faktisk et rigtig godt spørgsmål. Jeg skal lige finde ud af, hvad jeg skal svare på det. Men det har jeg så til i morgen til at finde ud af", lød det fra Marianne Jelved til eleverne, der selv har udvalgt emnerne.

Hver af de fire debatter varer 20 minutter, og det stiller selvsagt høje krav til moderatorerne, der skal sørge for at fordele sol og vind lige mellem debattørerne.

Men ifølge Pia Allerslev skal eleverne ikke regne med, at det bliver lige så svært at styre politikerne på scenen i Kongens Have, som det nogen gange kan være i fjernsynet.

"Det er jo mega sejt, at I stiller op og gør det her. Derfor tror jeg, at vi har mere respekt for jer, end vi normalt har med en eller anden tv-vært. Jeg forestiller mig, at det bliver en federe debat. Så vi har store forventninger til jer", siger Pia Allerslev.

Hun bliver bakket op af sin borgmesterkollega, Dansk Folkepartis Kultur- og Fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen, der også havde taget turen fra rådhuset til Sølvgades Skole.

"Vi kommer også for at lære og for at lytte. Vi skal deltage i debatten på jeres præmisser", siger Carl Christian Ebbesen.

Nervøsiteten er i baggrunden

De otte elever, der skal moderere debatterne, har i den forløbne uge været stuvet sammen i et lille lokale på skolens øverste etage for at forberede spørgsmål til politikerne - og få styr på naverne, inden de i eftermiddag skal stå på scenen med mikrofoner og holde styr på de garvede politikere, mens både klassekammerater, forældre og nysgerrige københavnere lytter med.

Og selvom de yngste af eleverne går i 5. klasse, har der ifølge Lars Henriksen ikke været problemer med naverne. Endnu i hvert fald.

"Jeg har ikke opdaget det endnu, men jeg tror, det kommer i morgen (red. i dag). Indtil videre knokler de på, og så tror jeg, at nervøsiteten ligger lidt i baggrunden. Men det skal nok blive noget andet, når de først står på scenen", siger Lars Henriksen.

Han fortæller, at det ikke har været svært at engagere eleverne.

"De arbejder gladeligt, og de synes, det er spændende. Jeg tror dels, det er fordi, de får noget ansvar, og dels fordi det skal munde ud i noget. Der er et mål med det, de sidder og bruger tiden på", siger Lars Henriksen.

Positiv fortælling om folkeskolen

Sølvgades Skole har taget initiativ til dagens skolefolkemøde, fordi de mener, at der er brug for at fortælle den gode historie om folkeskolen.

"Vi er rigtig kede af den dårlige omtale af folkeskolen. Der er en sørgelig fortælling om, at folkeskolen nærmest er et synkende skib. Vi er oppe imod alle folks fordomme, fordi alle selv har gået i skole. Der er mange der overser alt det, der går godt", fortæller afdelingsleder Trine Larsen.

Nu skal skoler også inddrage virksomheder i 'åben skole'

Skoleleder Kim Stenholm Paulsen er enig, og starter da også dagens rundvisning ud med kort og godt at slå formålet med skolefolkemødet fast:

"Nu skal vi tale folkeskolen op. Det er det allervigtigste", siger Kim Stenholm Paulsen som åbningsbemærkning, da han skal fortælle dagens gæster om skolefolkemødet.

Trine Larsen mener, at den åbne skole er en del af den gode fortælling om folkeskolen.

Allerede inden reformen blev indført etablerede Sølvgades Skole partnerskaber med lokale kulturinstitutioner og virksomheder.

Derfor kan skolens 2. klasse øve sig i at læse sammen med beboerne på det lokale plejehjem og eleverne i 4. klasse lære om, hvordan man behandler råvarer sammen med kokkene på Michelinrestauranten Kokkeriet.

Det sker samtidig med, at eleverne i 8. øver kildekritik med bibliotekarer på Hovedbiblioteket, og 9. klasserne dissekerer fisk med hjælp fra de ansatte på Øresundsmiljøskolen.

På teatret lærer eleverne om kropssprog og følelser 

"Vi kan ikke altid simulere virkeligheden, men med den åbne skole kommer vi meget tæt på. Jeg håber, at skolefolkemødet vil få politikerne til at bakke mere op om den åbne skole", siger Trine Larsen.

Jelved: Vi scorer højest i demokrati

Hun ikke behøver dog ikke overbevise dagens gæstelærer om, at den åbne skole er en god idé.

"Den åbne skole er noget af det vigtigste ved skolereformen. Så får man nemlig mulighed for ikke altid at åbne en bog og læse i den, men komme ud i praksis. Så bagefter kan man tale sammen om, hvad man har oplevet og lært", siger Marianne Jelved.

Ifølge hende kan den åbne skole være med til at øge forståelsen for demokratiet og det omkringliggende samfund.

"Vi scorer ikke højest i Pisa-undersøgelser, men vi scorer højest i demokrati og i at være en del af et fællesskab. Med den åbne skole har vi skelettet til at lave verdens bedste folkeskole. Nu skal vi bare have kød og blod på", siger hun.

Læs mere

Læs mere om skolefolkemødet på facebook.