Illustration af Rikke Therkelsens ugeplan for 4.c.

Lærere på sidste skoledag: Eleverne gik mentalt på ferie i mandags

I dag har landets elever fået sommerferie. Men mentalt gik de på ferie for mange dage siden, så skemaerne har flere steder været præget af hyggeaktiviteter. Men rundbold og oprydning må ikke tage overhånd, siger forældreformand.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Kender du de der timer sidst på dagen, hvor det er så godt som umuligt at engagere eleverne med almindelig undervisning?

Sådan er hele den sidste uge inden sommerferien, synes Bente Brandt, der er dansklærer på Østermarkskolen i Vesthimmerland. Derfor sørger hun for at gøre noget ekstra ud af grammatik-undervisningen i netop denne uge.

"Det er vigtigt for mig, at den sidste uge ikke bare går op i rundbold og hygge. Vi skal ikke spilde tiden, men samtidig er det selvfølgelig heller ikke helt almindelig undervisning, vi laver. Jeg sørger for at lave nogle aktiviteter ud af det, de skal lære. For eksempel med grammatik har vi lavet bevægelsesdiktat, hvor de skal hente ordene og putte dem i ordklasser", siger Bente Brandt og fastslår:

"Vi kan godt glemme at få noget ud af dem, hvis de bare skal sidde ned og løse opgaver. Så falder de i søvn. De er simpelthen i sommerferie-mode".

Blogindlæg: Sidste skoledag - en dag med traditioner

Opråb: Husk formålet og kommunikér det til forældrene

Selv venter Mette With Hagensen, formand for foreningen Skole og Forældre, i dag på at hendes søn kommer hjem fra idrætsdag på skolen. For hende er det vigtigt at prioritere fællesskab, kram og sjov, lige inden man går på sommerferie, så det er det, eleverne husker. Men hyggen må ikke tage overhånd.

"Der er to lejre hos forældrene. Den ene synes, det er helt fint, at eleverne bruger den sidste uge på sociale ting. Den anden synes, at der mangler et formål med de aktiviteter, eleverne kommer hjem og fortæller om", siger Mette With Hagensen:

"Meget af den utilfredshed kan altså forebygges ved, at lærerne husker at skrive det i ugeplanen eller til forældremødet, hvad formålet med aktiviteterne i den sidste uge er. Det tror jeg giver mange en ro i maven, især fordi forældrene ikke lige kan huske, hvilken hyggelig stemning der var, da de gik i skole og skulle på ferie", siger hun og opfordrer til, at lærerteamet koordinerer lektionerne, så de ikke ender med alle sammen at arrangere rundbold i parken.

Forældre: Giv lærerne frihed

Vigtigt med det praktiske

På Gadstrup Skole i Roskilde står sidste uge inden sommerferien på 'forskønnelse'.

"Vi ved, at eleverne er i hyggestemning, så vi har sat dem i gang med det praktiske. De ældste elever laver 'street-art' og maler, og de yngste er i værksteder og rydder op i klasseværelser. Det er rart efter et travlt skoleår at få gjort alt i stand, så det er en god oplevelse at møde ind igen til august", siger mellemtrinslærer Rikke Therkelsen.

For hende er det ikke spildtid at rydde op i klasseværelset.

"Det er rart at slutte af med at styrke fællesskabet med at lægge en grundig hånd på de fysiske rammer, og det giver eleverne noget ejerskab over skolen. De går rundt og blærer sig over for hinanden om, hvad de har stået for, og det kan da kun være en god måde at slutte et skoleår af på", siger Rikke Therkelsen, der skal skynde sig videre til sommerferiefrokost. 

Powered by Labrador CMS