Jeg var på Bornholm i syvende klasse. Piger, der lignede Agnetha Fältskog, og piger, jeg drømte om kunne komme til at ligne hende. Med spirende eller allerede udviklede bryster, piger på vej ned af en grusvej for at bestige den vippende båd til Christiansø. Resten af pigerne lignede Suzi Quatro, og nogle af drengene var på vej til at ligne Sepp Maier. Nogle var allerede Sepp Maier. Resten af drengene havde bøllehatte på. No shit.

Der er jo altid en rest.

Kan faktisk ikke ret godt huske, hvad der skete ellers. Mit indtryk af mig selv den gang, som jeg erindrer det nu, er, at jeg for det meste stod og glanede, hvis ikke lige der var en fodbold i nærheden. Men måske er min dom over mig selv på de mange års afstand for hård. Jeg tror det nu ikke. Sproget leder jo altid efter sig selv.

Jeg husker, vi sov i køjesenge, og jeg har fotos, der dokumenterer dét med bøllehattene. Jeg husker også, at der også dengang fandtes vingummisutter, min klassekammerat står og gnaver i én på ét af de fotos. Ellers ville jeg have forsvoret det. Vingummisutter fandtes og brugtes. Så, på den måde, er der slet ikke noget, jeg ikke husker.

Sådan er det med erindringen.

Jeg husker også, at vi var på diskotek, hvor de spillede ’Bohemian Rhapsody’. Nogle af pigerne ville gerne kysse, tror jeg nok. Men ikke med mig, det tror jeg da ikke. Hvis de ville, var de ikke insisterende nok. Jeg var ellers god til at danse til Suzi. Det husker jeg. Men ikke på Bornholm. Derfra har jeg ingen erindringer om dét.

Jeg tror, jeg mærkede min genetik på en anden måde, nemlig via de lys, discokuglen reflekterede. Stroboskoplys. Epilepsi. Det er ikke noget, jeg lider af, men flere i familien har det. Jeg bliver utilpas, når ting glitrer. Så, jeg slap billigt med at være forblændet af musikken.

Man skal altid være taknemmelig for noget, man skal bare huske for hvad.

Folkemøde

I den her weekend er folket samlet på Bornholm. Folket mødes simpelthen på Bornholm. Når de er der, er alting meget velorganiseret, virker det til. Flyene afgår, og er spændt til bristepunktet med passagerer. For de lokale værelsesudlejere er det jo alletiders chance for at lære resten af danskerne, hvordan man taler, hvor folket ellers ikke kommer. Det er en dialekt, som nemt kan glemmes, jo.

Undervisning, kunne man kalde det.

Jeg synes, det er en pragtfuld ting. Hvor langt østpå kan vi komme? Det lyder ironisk men det er det ikke. Det er et faktum. Bornholm er østligst. Det ligger langt væk og det er vores. Det danske folks. Enhver, der kan, kan komme. Som jeg har forstået det, er der telte for dem, der er kommet ind med flyene.

Jeg ved ikke om der er redningsbåde for dem, der betalte lidt ekstra for at komme derover. Det er jo et usikkert forehavende at begive sig over vandet.

Det er sådan et interessentsammenstød, lyder det til, når man først er ankommet. Lidt, som da man i et Tivoli i overmod havde købt en polet til en radiobil, og blev bumpet ind i af en Suzi, da man var tolv. Så sad man dér lidt, og måtte holde øjnene stift rettet mod underlaget, rattet og de gulrøde knoer, med en gnavende sele hen over nosserne, mens blodet fossede op i nakken for at forhindre et piskesmæld, og skinnebenene bankede ind mod en rå kant af metal.

Som jeg forestiller mig det, så går man fra telt til telt, spiser en ting, hilser høfligt på nogen. Går ind og lytter et par steder. Man går og venter på, at nogle får øje på én som en del af folket. Hvis da ikke, som selve folket! Tænk, hvis et labert tv-team spurgte. Det ville være vildt.

Men, sådan foregår det ikke. Flyene går til tiden. Også retur.

Teltene forestiller jeg mig som små tv-studier. Hvem der bare kunne stå dér! På asfalt med sol gennem overdækningen. Ikke noget stroboskop dér, naturen er for overlegen! Så er det godt, man ved, man ikke er ung længere. Bordene er velarrangerede, og kaffen er varm og vandet koldt. Men, jeg skal jo ikke klage, sådan som de unge stred sig gennem Northside. Vel? Ganske vist mente nogen, at Frank Oceans koncert lød som en lydprøve, men de har jo heller ikke prøvet at stå med et boardingpass og ikke vide, om de kunne nå mikrofonen i tide i et telt på Bornholm. I tide til at komme hjem på ferie. Vel?

Igen er mit indtryk, at det er vildt hyggeligt. Jeg vil ikke sige, at jeg er dybt misundelig. Slet ikke. Men selvfølgelig, jeg havde gerne været der. Bornholm er jo fantastisk. Og med en overflod af folkelige dialekter. Gad vide, om der kommer små vildtfremmede, danske børn ud af de mange telte?

Vi må se. Fra min bornholmertur i syvende husker jeg allerbedst to ting: På turen derover, at min klassekammerat spiste is mens vi andre flokkedes om skraldespande, kummer og tallerkner, endda, for at brække os. Der var sådan et djævelsk men også overbærende blik i den drengs øjne, altid. Også når han tabte. Det ved jeg med absolut sikkerhed, for jeg spillede fodbold med ham, og han var en frygtløs og vanvittigt dygtig målmand. Og vi tabte naturligvis, ind imellem. Den anden ting, jeg husker, er, at min klassekammerat – en anden klassekammerat - sendte en grønhakkert ud over rælingen på vej ind i Københavns havn, som på grund af den stride vind kom retur og landede i skægget på vores idrætslærer.

Han tog det pænt, og det var på vej hjem.

Mål!

Tænk, allerede i syvende drømte de drenge, der alle sammen lignede Johan Cruyff, om at ligne Franz Beckenbauer. Der var en deling dér: Ham der drømte mest om Beckenbauer, drømte om, da Beckenbauer stillede sig foran bolden, sytten meter foran eget mål og udfordrede den boldjagende angriber til at tage den fra ham. Der er jo ingen grund til at le, når angriberen straks efter slår i bak. Så Beckenbauer fortrak ikke en mine. Magten har jo aldrig haft en ægte latter til overs for noget.

Jeg selv drømte om at være Cruyff, forfulgt af Vogts, nedlagt af Hoeness, revancheret af Neeskens.

VM-finalen i 1974, det er den, jeg taler om. Holland tabte, og var det suverænt bedste hold. Hvis det ikke havde været juni, skulle man tro, at hollænderne var kommet skøjtende ind på is. Der siges jo at være meget vand og mange kanaler i Holland. Selv bor jeg tættere på Limfjorden. Klisterkanalen, som vi sagde, at nordmændene sagde. Det tror jeg nu ikke, de gjorde.

Måske handler det om at tro på det. Ikke være en taber. Tag til nogle folkefester, bo anstændigt, tage sine noter, trække sig tilbage, skrive noget klogt, blande sig, ytre sig. Lytte til pigerne og ikke musikken.

Folkemødet skriver selv om formålet med mødet med folket:

”Det primære formål med Folkemødet er at styrke demokratiet og dialogen i Danmark.Det sker ved at skabe en ny ramme om møder mellem beslutningstagerne i erhvervslivet, interesseorganisationer og politikere fra Folketinget, EU, kommuner og regioner. Og ved at give borgerne mulighed for at møde beslutningstagerne ansigt til ansigt.”

Jeg tror på det. Det er sandt nok. Jeg ser meget troværdige mennesker tage af sted og komme hjem. Andet kan man ikke holde sig til. Selv ikke, hvis man faktisk selv havde fået et par brillante ideer.

Om en uge starter Roskilde. Heller ikke dér vil jeg være i andet end i min indlevelse. Det er jeg også nødt til at tro på.

Hvor mange lærere, der har været på Bornholm, Bornholm, Bornholm nu her, dét ved jeg ikke. Måske var de til Ocean, måske blev de revancheret af Neeskens, måske samlede de bøger ind fra syvende og baksede med portaler, på hvis universelle skærm fremtidens lærere har deres eneste eksistens. Måske projiceres i nær fremtid alle lærere ind på Folkemødets Canopy Stage, hvorfra Bono – det eneste år jeg oplevede Roskilde – blev løftet ud over tilskuerne i en kran. Det er svært at vide.

Måske hørte de Radiohead, som måske sang: ”When I am King, you will be first against the Wall.” Findes der en grædemur på Bornholm?

Det burde der.

Folket er mærkeligt nok både mindre og større end det selv tror. Jeg tror, Bornholm trækker sig sammen og går hver til sit. Sådan må det ende, for sådan er alle møder. Møder får folk til at udvide sig og trække sig sammen.

Sådan er det også med tid. Hvis man ser på afstanden mellem ideen om, at man skal tie om det, hvorom man ikke kan tale, som den unge Wittgenstein talte om, og sprogspilsteorien, han arriverede ved cirka tredive år efter, så får man øje på at han i mellemtiden var lærer. Fra klarhed til mudder, kan man sige.

Når Bornholm trækker sig sammen med Christiansø, da vil jeg skøjte fra Københavns Havn til Limfjorden. Ikke før. Måske får jeg brug for en våddragt. Og et tv-hold, der følger mig intenst, mens jeg æder beskøjter og skifter fra skøjter til finner. Et tv-hold, som fulgte mig fra da jeg sprang fra stenens mur ned i havets, og beundrer mig grænseløst for at blive ved, med brækket skulder, igennem debat efter debat efter debat. Kvoterkonger og druknede undersåtter ind ad en kant.

Måske vil der stå to bornholmere, når jeg gispende åbenbares ud af bølgen, fra min kamp mellem det frådende hav og den listige fjord, to bornholmere, der skændes om, hvis fangst jeg er, dette overlevende væsen.

’Jeg er jeres, kun jeres, helt og fuldt jeres og ikke andet end jeres’, vil man da sige. Man vil sige, at man var til folkenødet, det største og fremmeste folkenøde, folkenødet i sig selv, selve folkenødet. Men man måtte væk! Og én af dem vil ligne Freddie Mercury og den anden Johan Cruyff, og de vil begge være fældet, og de vil aldrig tie og aldrig skændes, for sådan fungerer spillet ikke.

Og da vil det østligste igen skilles fra.