10. klasse
1   6

Bondo til Riisager: Bevar 10. klasse for alle

Styrk de kommunale 10. klassecentre og sørg for, at tilbuddet er for alle. Det er et budskab, som formand for DLF Anders Bondo gerne vil sende til politikerne. I dag mødte han Merete Riisager på 10. klassecentret i Slagelse.

Slagelses borgmester, skolechefen, en politiker fra uddannelsesudvalget, formanden for landsforeningen af 10. klassecentre og en lang række andre stod i dag klar til at tage imod Merete Riisager, da hun trådte ind på Slagelses 10. klassecenter Xclass. Men det var formand for Danmarks Lærerforening Anders Bondo Christensen, som havde taget initiativ til at invitere ministeren til skolen.

"Jeg vil gerne give en aha-oplevelse af, hvor godt tilbud 10. klasse giver til de unge mennesker. Det er mere nødvendigt end nogensinde før, for unge er uafklarede. At få et tiende skoleår til at blive afklaret i betyder meget", siger Anders Bondo Christensen.

Det er ikke første gang, han inviterer en minister til Slagelses 10.-klassecenter. Men lige nu er der ekstra god grund til det, da regeringen i disse dage forhandler om et nyt udspil til en ny såkaldt forberedende grunduddannelse. 10. klasse er nævnt i udspillet, og Merete Riisager har i den forbindelse sagt, at regeringen gerne ser, at 10.-klasserne i højere grad end i dag bliver koblet til erhvervsskolerne.

En broget gruppe

Artiklen fortsætter under banneret

Skoleleder på 10. klassecentret i Slagelse Jes Lenhard Hansen er enig med Bondo i, at det er vigtigt, at 10. klasse også fremover er egnet for både dem, der senere ender på en erhvervsuddannelse og for dem, der skal på gymnasium.

"Målet er ikke at gøre dem uddannelsesparate. Målet er at gøre dem glade for at gå i skole igen. For der er nogle, der er her lidt på trods", siger skolelederen om eleverne på Xclass i Slagelse.

Merete Riisager møder Søren, som i løbet af 10. klasse har fundet ud af, at han vil være elektriker på EUX:

"Så skal du også have matematik på et højere niveau, end jeg har", konstaterer ministeren.

På billedkunst/designlinjen snakker Anders Bondo og Merete Riisager med Sara, Ashia og Sabrin.

"Vi var ikke uddannelsesparate i 9. klasse, men det her år har vi virkelig taget os sammen", siger Sabrin. "Man bliver virkelig voksen af at være her", lyder det fra Ashia. De har alle besluttet, at de vil videre på HF. Sabrin vil gerne være pædagog, Sara ønsker at blive socialrådgiver, mens Ashia endnu ikke ved, hvad hun vil bruge en HF til - hun er bare sikker på, at den åbner mange muligheder.

Modner eleverne

Pernille Ollerup underviser på billedkunst/designlinjen. Eleverne her har 12 lektioner billedkunst/design om ugen. Og modsat andre steder i de unges liv, er her et krav om fordybelse. Nogle opgaver skal tage 12, 20 eller 70 timer, og det er tiltrængt i det zapperliv, som mange unge er opslugt af, fortæller læreren.

"Det er så vigtigt for de her unge mennesker at have det her år", siger hun, og da ministeren spørger hende, hvad 12 lektioner i billedkunst/design betyder for eleverne, kommer svaret prompte.

"De får en glæde ved at gå i skole, som de tager med sig over i matematik og de andre fag", siger hun.

Hun trækker ministeren med ud på gangen og viser billeder af et stort projekt om papir, som har ført til modeopvisning med papirtøj kreeret af eleverne.

"Det at gå fra at være små usikre piger til at gå catwalk og komme i avisen. Det løfter dem så meget", siger Pernille Ollerup.

Og Merete Riisager nikker.

"Jeg har gået på sådan en hippieskole, hvor vi lavede sådan noget hele tiden. Hvis det ikke kunne laves i papmaché, var det ikke relevant", siger hun.

Bredt perspektiv

Da ministerens besøg nærmer sig de sidste minutter af de 60, som er sat af i kalenderen, siger Anders Bondo.

"10. klasse er det brede perspektiv. Du har mødt en, der gerne vil være elektriker og én, som gerne vil være socialrådgiver. Vi synes ikke, at det er en god idé at koncentrere 10. klasse om erhvervsuddannelserne. Vi skal have det brede perspektiv. Vi vil miste noget, hvis det kun er en gruppe".

Og skoleleder Jes Lenhard Hansen bakker ham op.

"Det ville være rigtig skidt, hvis det kun var for en gruppe. Det betyder noget, at der mange slags mennesker. De bliver hinandens fyrtårne", sagde Jes Lenhard Hansen.

Ministeren lytter til argumenterne og takker for invitationen.

"Tak for fornuftige input. Vi er nødt til at tænke sammen om den her fælles optagethed af at rådgive de unge godt. At lave en struktur om dem, som er lettere at begå sig i. Vi må hele tiden spørge os selv, om det er klart nok og tydeligt nok for de unge at begå sig i strukturen, og det tror jeg ikke det er. Og så anerkendelsen af de erhvervsfaglige kompetencer, hvordan kan vi bedre få det tænkt ind i grundskolen?", siger Merete Riisager, som allerede i eftermiddag skal i de første politiske forhandlinger om regeringens udspil til en ny uddannelse. 


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ

UU-vejledernetværket er for alle, der arbejder i Ungdommens Uddannelsesvejledning eller interesserer sig for området. I samarbejde med UU-forum i Danmarks Lærerforening.

Læs mere om de faglige netværk
Nu får du et nyhedsbrev (inkl. fagrelevante annoncer) fra netværket. Du kan ændre dine valg af nyhedsbreve på din profilside.
488 andre er allerede tilmeldt