Strategien bag inklusion er, at nå et mål, hvor færre børn er i dyre specialtilbud, og i stedet undervises tættere på folkeskolens almenundervisning. Dette mål er der enighed om at arbejde hen mod, blandt både lands- og lokalpolitikere, forvaltninger, DLF og forældreorganisationer. Det store spørgsmål er hvilke virkemidler der skal i brug for, at vi kan efterfølge denne strategi, i samarbejdet mellem politikere/forvaltninger og praksis. Vi har gennem de sidste 10-15 år set en politisk/administrativ løsning, hvor mange børn med hjælp-behov, er blevet visiteret ind i almenskolen, uden tilstrækkelige overvejelser om hvilke inkluderende og specialpædagogiske tiltag, der sikrer den enkelte og fællesskabet den ønskede kvalitet i undervisningen. Håbet har været, at børnegrupper, som tidlige fik specialiserede tilbud integreres og inkluderes ved simpel placering i almenskolen. Denne praksis har set inklusion som en succes, alene når bevægelsen ind i almenskolen er gennemført, ud fra den betragtning, at børnenes placering er tættere det man kalder "fællesskabet". At børnene går i almenskolen, betragtes ubetinget som en succes, men interessen for hvordan det går dem i almenskolen, glimrer ofte ved sit fravær. Der er med andre ord ikke målbare succeskriterier, hvad kvaliteten af inklusionen angår, men succeskriterier, som snarere sigter på om tilstrækkeligt mange modtager undervisning i almenskolen; dvs rene kvantitative mål.  

En anden forståelse af inklusion.

Vi er andre, som har haft opmærksomheden mere rettet mod mere helhedsorienterede tilgange ift det strategiske sigte og de praktiske metoder. Et sigte der skal understøtte, at almenskolen reelt kan nå målet om, at inkludere flere og mere omfattende vanskeligheder hos børn. Et sigte om, at børnene bliver mødt af et skoletilbud, som reelt bringer dem i trivsel og hvor de udvikles fagligt, socialt og personligt. Et sigte, hvor tilpasning af praksis ændres, hvis det er åbenlyst, at barnets trivsel ikke lever op til målene i skolereformen. Et sigte som ikke blot er et spørgsmål om hvor børnene går i skole, men også har oprigtig interesse for børnenes trivsel og hvad de får ud af deres skoletilbud. En skole hvor også den tidligere gruppe af børn med specialundervisningsbehov lærer så meget de kan, for at bruge skolereformens terminologi, men også en skole som går i øjenhøjde med, og anerkender de udfordringer barnet bærer på i sin vej gennem sit skoleliv.

Baggrunden for dette perspektiv er selvsagt mere praksisorienteret end strategisk, men målsætningen om at færre skal gå i specialundervisning er i overensstemmelse med strategien, som er fulgt de sidste 10-15 år. Denne position har sin opmærksomhed på kerneopgaven samt, at sikre og fastholde de praktisk/pædagogiske mål, som skolereformen foreskriver, og som ses i den enkelte elevs udbytte af inklusionsindsatsen. Gennem forandringsledelse skal vi sikre almenskolen de fornødne redskaber og ressourcer til at modtage børn, som ikke kan honorere de krav og rammer som ligger i almenskolen, og det sker kun når der er vilje til dialog og helhedstænkning imellem strategi og praksis og imellem inklusionsidealer og almenskolens praksis og - kultur. Denne ønskede sikring af almenskolens parathed til at håndtere inklusionsdagsordenens udfordringer, har gennem årene været katastrofal for skolen, lærerne, dele af de inkluderede elever og hele klasser. Det skal der gøres noget ved.  De to ovennævnte forståelser af inklusion er kommet i stadigt større konfrontation efterhånden som de grupper, som relaterer til praksis, dvs.  lærere (og DLF) og pædagoger ( og BUPL) og forældre, har gennemskuet modsætningen og kompleksiteten. Vi ser, at skoleledere så småt også er ved at bevæge sig ind i denne forståelse af udfordringerne med inklusion, i takt med at også skoleledere må erkende et medansvar for den praksis som udfoldes i almenskolen. Denne erkendelse har anno 2017 medført det strategiske svar, at man vil ændre i de begreber vi bruger omkring inklusionsindsatsen, så vi nu skal tale om `fællesskabernes rolle` frem for inklusion. En spin-manøvre, som motiverer den politisk/administrative løsning fastholdt. (se Stefan Hermanns seneste bog). I foråret 2016 fremlagde regeringen en meget omfattende rapport - inklusionseftersyn - , som lagde mange fornuftige bud frem på hvordan flere børns placering tættere på almenskolen kan blive mindre problematiske og mindre udfordrende. Der var konkrete bud på forandringer ift inklusionsindsatsen på lovgivningsniveau, ministerieniveau, byrådsniveau, kommunalt forvaltningsniveau og på skolelederniveau. Rapporten blev modtaget positivt af positionen, som taler for reel inklusion, men modtagelsen i positionen som mener, at simpel placering i almenskolen er løsningen, har været mindre positiv overfor forslagene. Ser jeg forkert ift dette, vil jeg se frem til at blive modbevist.

Og Christine Antorini har set sig nødsaget til at gå ind i debatten omkring de forandringer hun søsatte som undervisningsminister, på et samråd i sidste uge. Måske er det et tegn på, at hun ser sit eftermæle angrebet af nye vinde i den skolepolitiske diskussion ift reform og inklusionsindsatsen i den danske folkeskole. For min skyld må skolen godt vende om og være mere fokuseret på kvaliteten i inklusionsindsatsen, men det er ikke mig som har ledelsesretten.

Hans Jørgen Franks, medl. kredsstyrelsen i Ballerup Lærerforening.