'Derfor er det højeste ønske fra vores side, at der kan ske en overførsel af det arbejde, der er lagt i Educa, til MinUddannelse. Det må simpelthen bare ikke ske, at man skal starte fra nul', siger formanden i Esbjerg lærerforening, Kenneth Nielsen.

Educa-kommuner har ikke taget stilling til skift af læringsplatform

Lærerne i både Randers og Esbjerg er gået i gang med at arbejde med den elektroniske læringsplatform Educa, der nu udfases af KMD. I ingen af kommunerne er der klarhed over, hvad det kommer til at betyde.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Næst efter MinUddannelse og Meebook er der flest kommuner, der har valgt Educa som læringsplatform. Med KMD's opkøb af MinUddannelse og efterfølgende planer om at udfase Educa skal de kommuner tage stilling til, om man vil skifte nu eller køre kontrakten ud.

I Aarhus er skolerne endnu ikke begyndt at bruge Educa, og derfor har kommunen valgt at skifte til MinUddannelse med det samme.

KMD: Vi udfaser Educa og satser på MinUddannelse

 

Aarhus skifter læringsplatform

I flere andre kommuner er der endnu ikke taget stilling til, om man skifter til MinUddannelse eller fortsætter kontraktperioden ud med Educa. Heriblandt landets henholdsvis femte og ottende største kommune - Esbjerg og Randers.

Krydser fingre for overførsel af forløb

En af Educa-kommunerne er Esbjerg, og her frygter formand for den lokale lærerforening Kenneth Nielsen, at arbejdet med at lære at bruge Educa og med at lægge undervisningsforløb ind i læringsplatformen, som man har arbejdet med siden sommerferien, har været spildt.

"Det tyder på, at der kommer til at ske et skift til MinUddannelse. Mine medlemmer afventer situationen og tænker 'åh nej, har jeg spildt min tid?' Det er i forvejen svært at få forberedelsen til at slå til", siger han.

"Derfor er det højeste ønske fra vores side, at der kan ske en overførsel af det arbejde, der er lagt i Educa, til MinUddannelse. Det må simpelthen bare ikke ske, at man skal starte fra nul".

Lærerformanden mener overordnet, at læringsplatforme er en tidsrøver, der primært handler om dokumentation for effekten af de penge, der bliver brugt på folkeskolen, men bakker alligevel op om et hurtigt skifte fra Educa til MinUddannelse.

"Educa er en virkelig tidskrævende platform. Jeg har ikke personlige erfaringer med MinUdannelse, men jeg har hørt fra flere kilder, at den er mere brugervenlig", siger Kenneth Nielsen.

Konstitueret skolechef i Esbjerg Kommune Ulla Visbech siger til folkeskolen.dk, at kommunen er ved at tage bestik af situationen.

"Vi har ikke haft lejlighed til at mødes med KMD endnu. Vi er i fuld gang med at finde en løsning - det er skolerne også blevet orienteret om - men på det foreliggende grundlag kan jeg desværre ikke sige noget om tidshorisonten", siger hun.

Randers-lærere: Tryk på pauseknappen

I Randers er den lokale lærerkreds blevet kontaktet af både lærere og tillidsrepræsentanter, efter folkeskolen.dk kunne løfte sløret for KMD's planer om at udfase Educa, som lærerne i Randers Kommune så småt begyndte at tage i brug omkring jul sidste år.

Derfor har kredsen sendt et brev til kommunens skolechef med en opfordring om, at kommunen indstiller uddannelsen af lærere og vejledere i arbejdet med Educa og kun anvender læringsplatformen i det omfang, "personalet har kompetencer til".

"Når det er afklaret, hvordan fremtiden ser ud - herunder et muligt skifte af læringsplatform, kan man så genoptage uddannelsen i KMD Educa eller aflyse denne og starte uddannelse og implementering af den kommende platform. I henhold til indførsel af læringsplatforme er Randers Kommune ikke presset af den fra ministeriet fastsatte tidsfrist", skriver lærerforeningen i opfordringen til kommunen.

(Opdateret 14:15 med kommentar fra Henrik Johansen:)

Konstitueret skolechef i Randers Kommune Henrik Johansen fortæller til folkeskolen.dk, at kommunen har møde med KMD i næste uge, hvorefter han vil veje mulighederne Educa og MinUddannelse op mod hinanden - men også kigge på andre alternativer.

Indtil da er planlagte kurser i brugen af Educa sat på stand-by. Henrik Johansen forstår, at den uvisse situation åbner op for en masse overvejelser for kommunens lærere om, hvorvidt arbejdet med Educa har været spildt og om det kan betale sig at fortsætte arbejdet med systemet.

"Men jeg er nødt til at finde ud af, hvor vi står, og hvilke muligheder vi har", siger han.

Skolechefen understreger, at KMD er kontrakligt forpligtet til at overføre alle data fra Educa til en anden læringsplatform.

"Det har vi sikret os, for vi har under alle omstændigheder kun lavet kontrakter med KMD for et år ad gangen", lyder det fra Henrik Johansen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra KMD.

Folkeskolen.dk arbejder på at afdække situationen i resten af Educa-kommunerne - blandt andet Lejre og Sønderborg.

Vi gør det, for det skal vi

Den digitale læringsplatform er en del af det såkaldte Brugerportalsinitiativ, som er aftalt af regeringen og KL. Inden udgangen af 2017 skal alle skoler have implementeret en læringsplatform efter eget valg (oftest taget på kommunalt plan) og i 2019 tages en ny fælleskommunal samarbejds- og kommunikationsplatform i brug.

Alt bliver samlet på læringsplatformen