'Edb skal ikke spilde vores tid', sagde den tidligere undervisningsminister Bertel Haarder engang, og alle kan vist være umiddelbart enige i dén udtalelse?

Fortsættelsen var: Edb skal spare vores tid - men her er enigheden nok ophørt?

Dengang som nu kan man lægge mindst to forskellige betydninger i udtalelsen.

Da den faldt, var meningen, at edb skulle effektivisere undervisningen. Eleverne skulle blive 'klogere' på kortere tid. Det var og er noget vrøvl. Brug af edb kan næppe nogensinde effektivisere undervisningen i den forstand.

'Edb i skolen' har to sider. Den ene er 'edb-integration', og her er tale om et temmelig stort indholdselement i undervisningen. Det tager tid! Om det er spild af tid, er et holdningsspørgsmål.

Den anden side er brug af edb som redskab i undervisningen; men heller ikke her er der tale om påviselige effektiviseringer. Bortset fra procesorienteret skrivning, hvor det ser ud til, at elevernes udbytte bliver større end ved mere gængse metoder, i den forstand at de får skrevet mere tekst og med en bedre kvalitet. Det skyldes naturligvis ikke computerne i sig selv, men metoden lader sig ikke folde helt ud uden.

Den anden tolkning af Bertel Haarders udtalelse trænger sig imidlertid mere og mere på.

For 15 år siden var skaden til at overskue, når teknikken gik ned. Såmænd også for ti år siden. Der var ganske enkelt ikke ret meget i nogen lærers eller elevs hverdag, som afhang af, om skolens edb virkede.

Men i takt med den fremadskridende digitalisering bliver vi og undervisningen mere og mere afhængige af, at edb-teknikken virker. Ligesom 'ude i samfundet'.