Hvis det er så læringsoptimerende at lade undervisningen styre af mange hundrede eksplicitte læringsmål og faglige delkompetencer, hvorfor har lærerne så ikke gjort det på eget initiativ for mange år siden? Kunne den tillidsfulde tanke tænkes, at det er et bevidst og nødvendigt valg, når vi i vores planlægning og tilrettelæggelse af undervisningen tager afsæt i emner og aktiviteter. Kunne det tænkes, at vi hver dag oplever, at vi bedst kan motivere eleverne, når vi bruger størstedelen af vores sparsomme forberedelsestid på det, der er undervisningens indhold og substans: de emner og aktiviteter, som gør fagene levende, vedkommende og vigtige for eleverne (og lærerne). Det sidste er ikke uvigtigt, for lærere brænder for at arrangere vellykkede møder mellem faget/stoffet og eleverne. De mest udbytterige møder, mine elever har haft, var når jeg gav dem mulighed for at "rejse ud" og møde fagenes virkelige eller fiktive hovedpersoner, spørge disse mindeværdige personer om deres opdagelser, spille scener fra deres liv, prøve kræfter med deres udfordringer. Hvis eleverne efter "rejsen" også fik lov til at formidle deres nye viden videre til kammerater, familie eller andre klasser, så sad den bemærkelsesværdig godt fast.  

Den slags undervisning kræver selvfølgelig mindst lige så meget forberedelsetid, som vi havde før lov 409.

Jeg tror ikke, jeg er den eneste lærer, hvis hjerne mister kreativitet og begejstring, når den bliver bedt om at starte undervisningsrejsen ud i fagenes vidunderlige verden med nogle fuldstændigt livløse fælles mål og læringsmål foran næsen. Jeg oplever det som en rejse uden store mål og forventninger, en rejse med skyklapper for øjnene, blottet for overraskelser, uden spontanitet. Charterundervisning, når det er værst, et tætpakket program, ind og ud af bussen, KNIPS! KNIPS! KNIPS! Kan vi sætte flueben ved hele listen? Fik vi all inclusive?

"I 2009 fik jeg lyst til at fejre 200 året for Charles Darwins fødsel med et 6 - 7 uger langt tværfagligt (dansk, historie, kristendom og billedkunst) forløb i min 3. klasse (nuværende 8. klasse). Jeg tog beslutningen, fordi jeg mente, at Darwin er en betydningsfuld tænker, der foretog en sørejse Jorden rundt, som jeg var sikker på, at eleverne gerne ville med på. Det er nemlig efter min mening skolens pligt at arrangere mange mentale elevrejser, ellers bliver den for uvirkelig, livløs, grå og kedelig. Jeg gjorde altså alt det, vi på Absalons Skole for nylig fik at vide er forkert af UCC konsulenten i læringsmålsstyret undervisning. Jeg skænkede ikke de fælles mål en tanke, jeg læste dem ikke, og jeg lod dem ikke styre noget som helst. Jeg gjorde det slemme, jeg lod min undervisning styre af emnet, oplevelserne, aktiviteterne – mulighederne for at gøre mine elever topmotiverede. Det var forberedelseskrævende. Hver uge skulle jeg så levende og detaljerigt som muligt fortælle om Darwins oplevelser og opdagelser, mens eleverne lå med lukkede øjne på liggeunderlag. I de andre lektioner skulle eleverne gengive mine historier som rollespil, tegne og male dem og udføre øvelser med deres krop, som kun er mulige, fordi vi er nært beslægtede med aberne. Ved slutningen af forløbet skulle eleverne forberede og holde foredrag om Darwin hjemme hos deres familier.     Så vidt jeg kunne se, helt uden tegn og test, blot ved iagttagelse af strålende øjne og selvbeslutsom arbejdsro, lærte eleverne en masse. Så test- og læringsmålstyret undervisning handler også om indførelse af politiskole, om mistillid og kontrol. Mistillid til lærerne (hvis ikke, de har skrevet målene ned, har de ingen mål). Mistillid til eleverne (hvis ikke, de har læringsmålene og en test synlige foran næsen, kan de ikke motiveres).

Vi er ikke, fordi vi tænker. VI TÆNKER (OG LÆRER), FORDI VI ER!Opfattelsen af, hvad der kommer først, har enorme implikationer for, hvordan vi lærer og underviser. Målstyret undervisning og synlig læring har som udgangspunkt, at læring motiveres af sig selv, at elevernes behov for og lyst til at lære kan fremkaldes af livsfjerne skemalagte mål og målinger. Manglen på meningsfylde er virkelig den læringsmålstyrede undervisnings arkilleshæl. Mening fyldes af livet, dit eget og de andres - udfordringer, problemer, længsler, konflikter, kampe, nederlag, sejre, strabadser, nydelsesfulde oplevelser og alle mulige andre slags samvær med andre mennesker. Meningsfylde opstår ikke ved konstant opmærksomhed på opfyldelsen af knastørre læringsmål.

Hvis lærere kun skulle lære én ting under deres uddannelse, burde det være, at det både i vores arts udvikling og i vores personlige udvikling først og sidst og hele tiden er livet sammen med andre som begrunder og efterspørger nysgerrigheden, sproget, tankerne og læringen."

Læs mere i indlægget:https://www.folkeskolen.dk/564822/maalustyrlig-undervisning-vi-foeler-derfor-laerer-vi

Trolden på billedet ovenfor hed Essal Kab Nesnerøs og var 348 år gammel. Eleverne i indskolingen, der arbejdede med troldeemne, mødte ham ved hans lejrbål ude i Lille Hareskov. Han var utroligt uvidende og meget bange for eleverne og især deres lærere. Det havde han ikke grund til. Eleverne var rørende søde og hjælpsomme. De hjalp ham med at finde tre magiske troldeting, som drilletroldene havde gemt. De holdt ham i hånden og forklarede tålmodigt om menneskenes verden og begreber. De tilbød ham menneskemad i stedet for regnorme og snegle. Jeg er ret sikker på, at ingen af eleverne glemmer den skoledag. Kunne deres lærere lave en lang liste af læringsmål, som den dag var kraftigt medvirkende til at realisere? Det kunne de, men jeg tror ikke, de kunne drømme om at gøre det. Og Gud ske lov for det.