- Så skal der findes ispinde, piberensere, karton, lim og sakse frem – og også alverdens kasser fra pedellens rum skal findes frem – så er vi i gang.

Innovation og entrepenørskab er det nye ”juhu-ord” i folkeskolen. Det er det vi skal uddanne alle elever til, og det er en del af det, vi førhen kaldte Den almene dannelse. Innovation og entrepenørskab er tæt beslægtede, og egentlig kunne man vel nøjes med at kalde det enten eller- men lad nu det ligge. Innovation består af de fire elementer: Omverdensforståelse, Kreativitet, Handling og Personlig indstilling. Her er jeg mest optaget af den del, der hedder Kreativitet. Rigtig mange forbinder (forveksler) kreativitet med at klippe og klistre – den fælde må vi ikke falde i. Kreativiteten er den del, der rummer den alternative tanke, og muligheden for at tænke ud af boksen.

For at vi kan få mest muligt ud af innovationstanken er vi nødt til at undervise eleverne i de fire elementer hver for sig, og gradvist sætte dem sammen. Vi skal tidligt lærer eleverne at tænke anderledes, og ikke at tænke i færdige produkter, hvor produktet er det afgørende element i vurderingen. Det at lære er en proces, og man bliver aldrig færdig.

Udfordringen ligger i, at lærere stadig er så fokuseret på det færdige produkt, der så kan bedømmes med en karakter, og så sætte rettetegn ved det, og så videre. Mange undskylder sig med at vi jo er forpligtede på at give karakterer, men jeg har endnu ikke fundet et sted, hvor der står at det kun er færdige produkter, der skal bedømmes. Her kommer vi så tilbage til alle ispindene i indledningen. De er simpelthen ikke en forudsætning for at vores børn bliver uddannet i innovation og entrepenørskab. Det, der afgør om de dannes til dette er evnen til at tænke på, hvad andre har brug for. Det er evnen til at udvikle på ting, der allerede er her og gøre dem endnu bedre. Det kæver ikke flere uger med et ryddet skema, for så at undervise i innovation. Vi skal undervise gennem innovation.

For mange lærer er det uoverskueligt at forholde sig til innovation, men hvis vi skal uddanne børn til det nuværende samfund kan vi ikke komme udenom – og det gælder altså ikke at man bygger en bro med sugerør, for så er der igen fokus på det færdige produkt.

Der er altså nogle, der skal ud af hulen og opsøge noget nyt, eller i det mindste lytte til det andre finder frem til. Plejer er her ikke længere, og det er børnenes fremtid, der står på spil. Hvis vi, som lærere, ikke er omstillingsparate og klar til at kaste os ud i noget nyt, hvordan skal vi så få vores elever til det? Vi skal væk fra produktorienteret undervisning og hen til procesorienteret dannelse – Hvem er med!?