Sæt litteraturundervisningen fri!

For en gammel "dannelsesorienteret" litteraturlærer er det velgørende at opleve den stigende modstand, der er mod dele af den målstyrede undervisning og dens konsekvenser. Mange dansklærere og sikkert også lærere i andre fag føler den detailstyrede undervisning som åndløs, instrumentel og fragmentarisk, og flere og flere giver udtryk for det.

Der er flere årsager til, at dette fokus på elevernes læring er blevet så ensidigt, at valget af undervisningens indhold skal styres af, hvilke kompetencer der kan opøves, og om det bliver muligt efterfølgende at måle elevernes præstation.  Det skyldes næppe udelukkende begejstringen for John Hattie. Bestræbelsen på, at eleverne skal ende deres skolegang med tilstrækkelige kundskaber i forhold til deres videre uddannelse i et konkurrencesamfund er i høj grad medvirkende. I opgøret med den såkaldt sorte skole er der næppe nogen tvivl om, at min generation af lærere, der var aktive op til årtusindskiftet, og ligeledes den følgende generation af lærere må tage en del af ansvaret. Vi kunne godt have været mere præcise, når det gjaldt kravene og målene med den konkrete træning af de danskfaglige færdigheder. Vores afsky for test af enhver art gjorde, at vi ikke var tydelige nok i vores krav til eleverne. Derfor kan jeg godt se en moderat målstyring som nødvendig, når det gælder elevernes læse- og stavefærdigheder.

Men hvorfor i alverden ødelægge litteraturundervisningen med den slags pindehuggeri? Hvis målet med læsningen af en litterær tekst fremlægges fra starten af arbejdet, mister processen og dialogen om og med teksten enhver farve og mening. I denne proces er omveje, afveje og digressioner ofte de vigtigste, måske provokeret af læreren, måske af eleverne. Ofte ender samspillet mellem elever, tekst og lærer et andet sted, end læreren havde planlagt. Og det vil ikke være muligt at registrere, hvad eleverne har lært, men måske er de blevet lidt klogere på sig selv eller på noget i deres omverden. Måske har de fået udvidet deres horisont en lille smule, selv om de næppe kan finde ord for det, og da slet ikke lige efter timen.

Men er det ikke netop præsentationen af måder " at have verden på", der er meningen med litteraturundervisningen i folkeskolen? Man kan så indvende, at eleverne jo skal lære de værktøjer at kende, der gør dem til kompetente tekstlæsere. Men de skal jo ikke alle være litteraturforskere, og værktøjet må aldrig blive hovedsagen. De litterære virkemidler kan sagtens læres gennem kreativ brug i løbet af de ni år, eleverne arbejder med litteratur i skolen. 

Rent faktisk er den målstyrede litteraturundervisning ikke noget nyt. Blooms taxonomi var også på mode o. 1970, fx i en række forsøgsarbejder på Rødovrecentret. Ud fra Bloom opereres der med mål af såvel kognitiv som affektiv karakter. Især de affektive mål var vanskelige at måle, og de kunne godt få et komisk skær ind imellem som fx. " føle glæde ved at beherske færdighedsmæssige discipliner inden for faget". Det var ligeledes vanskeligt at måle, i hvor høj grad en elev stræbte efter at " realisere egne muligheder igennem arbejdet med sproget og litteraturen". (Agnete Andersson m.fl.: Dansk i enhedsskolen. Mål og model). I en populær temaantologi om kærlighed kunne man se følgende meget ambitiøse mål:" Du skal gennem læsning og oplevelse og viden om og forståelse for kærlighed mellem to mennesker og de begreber, der knytter sig hertil, således at du når frem til at kunne vurdere og tage stilling til dit eget forhold til forelskelse.” (Carl Ortved Jørgensen og Hans Henrik Roholm: Arbejdshefte 1, Kærlighed og forelskelse ). Dette har vi vist alle sammen forsøgt at forstå et helt liv igennem uden at nå et tilfredsstillende resultat!

Dengang var målstyringen imidlertid ikke en altomfattende trend eller på det nærmeste et krav i tiden, som det er nu. Vi kunne som lærere bare se bort fra disse målopstillinger eller undlade at bruge bøgerne. Det er langt sværere i dag, og man er langt bedre til at opstille kontante evaluerbare mål, der for det meste er kognitive. Men det gør det ikke nødvendigvis bedre, selv om det kan give lærerne en vis tryghed efter et litteraturforløb: Nu har de gjort, hvad de kunne. Et mål kan afkrydses. Men i arbejdet med litteratur gælder det ikke om at være tryg og tilfreds, snarere om at være udfordret af teksten eller af elevernes læsninger. 

Men der er måske håb forude. Det går forhåbentlig over - ligesom sidst!

Birte Sørensen

Tidligere dansklærer i folkeskolen, læreruddannelsen og efteruddannelsen.