Det danske sprog lød uforståeligt, da tiårige Özlem Cekic vendte tilbage til Danmark efter to år hos sin mormor i Tyrkiet. Alligevel væddede hun med kammeraterne i modtageklassen på Matthæusgades Skole på Vesterbro om, hvem der først kom i en rigtig klasse på en rigtig skole.

»Ingen børn drømmer om at blive tabere. De har store drømme om, hvad de vil blive til. Det havde vi også. Vi ville være som de andre børn og have 'rigtige' fag og 'rigtige' klassekammerater, som hed Anders og Louise. Så ville vi for alvor være med i et fællesskab«, fortæller Özlem Cekic, der er socialordfører for Socialistisk Folkeparti.

I bogen »Fra Føtex til Folketinget« fortæller hun sin historie og giver et billede af underklassens Danmark. For nok terpede Özlem Cekic og vandt efter tre måneder væddemålet med kammeraterne, så hun kunne begynde i 4. klasse på Ny Carlsberg Vejen Skole. Men hun var ikke så god til dansk, som hun bildte sig selv og de andre ind.

»Jeg kunne hverken forstå den almindelige undervisning eller svare igen, når de andre drillede mig. Samtidig blev jeg konfronteret med min kultur og min religion og skulle forklare, hvorfor vi holdt ramadan. Jeg ville meget hellere fortælle om de gaver, jeg fik, end hvad der står i koranen«, fortæller Özlem Cekic.

I bliver aldrig til noget

Hendes budskab er klart: Lærere skal tro på de tosprogede elever.

»Jeg har skrevet bogen for at fortælle om min og den næste generation af tosprogede, men også for at vise, hvor lidt der skal til, for at etniske ­minoriteter kan føle, de er med i et fællesskab. Det kræver kun, at man betragter dem som alle andre og tror på, de kan blive til noget. Det er et godt sted at begynde«, siger Özlem Cekic.

I bogen fortæller hun om sin tysklærer, der sagde til de tosprogede elever: »Det er sjovt at se, hvor meget I prøver, når man ved, I aldrig bliver til noget«. Men også om fysiklæreren, der fik eleverne til at føle sig som små genier. Selv da en elev væltede stærk syre ud over bordet, takkede han eleven for at vise, hvordan syren ætsede træet, så alle vidste, at de skulle passe godt på.

»For ham var det fuldstændig ligegyldigt, om man kom fra Vestebro eller Tyrkiet«, siger Özlem Cekic.

Tro gør det ikke alene. Lærerne skal anskue eleverne ud fra en social vinkel frem for at fokusere på, at de har en anden kulturel og religiøs baggrund.

»Så er det lettere at sætte ind med lektiehjælp og for eksempel knytte en kontaktperson til eleven, der kan spille fodbold med ham, hvis mor og far aldrig gør det. Man vil behandle Ahmed som Anders«.

Özlem Cekic giver et eksempel på, hvordan en kulturel indgang låser lærere fast.

»Som teenager begyndte jeg mod mine forældres vilje at gå med tørklæde for at gøre oprør mod mine forældre. Min lærer kaldte dem til møde og sagde, at de ikke måtte tvinge mig til at gå med tørklæde. Min far forsøgte at slå fast, at det absolut var min egen beslutning, men han kunne ikke trænge igennem, fordi læreren betragtede tørklædet som kvindeundertrykkende«.

Brug ikke børnene som tolk

I andre tilfælde er lærere for berøringsangste til at spørge ind til, hvorfor en elev aldrig har spist morgenmad eller altid møder træt i skole. Her mener Özlem Cekic, at de bør være lige bekymrede uanset elevens baggrund.

Hendes forældre deltog i forældremøderne, men da de foregik på dansk, forstod de ikke meget af, hvad der blev sagt. Til skole-hjemsamtalerne fungerede Özlem Cekic som tolk.

»Det var på sin vis fedt nok, for jeg fik ros for at være så ivrig efter at lære noget. På den anden side var det pinligt for mig at fortælle al den ros videre til mine forældre. Men for min bror var det dybt problematisk at skulle oversætte, at det ikke altid gik ham godt i skolen. Det er i det hele taget forkert at lade elever tolke, for man sætter dem i en situation, hvor de får ansvaret for at bestemme, hvor meget de vil fortælle videre«, siger Özlem Cekic.

»Fra Føtex til Folketinget« af Özlem Cekic, 216 sider, 249 kroner, Gyldendal.

Læs anmeldelse af bogen side 35.