Folkeskolen så ulyksalige grille med af rene besparelsesgrunde at inkludere (rumme) op til 96 procent af alle elever i, hvad man før med rette kunne kalde for normalklasser, betyder slet og ret og uden alle forsonende bortforklaringer, at 96 procent af alle elever skal puffes, skubbes, trækkes eller tvinges indenfor normalklassens fire vægge, om disse elever så er nok så svage og i nogen grad nok så psykisk ubehandlede.

Som udgangspunkt er alle børn på en eller anden måde altid med i et eller andet fællesskab. Børn, der går i en specialklasse eller på en specialskole er med i denne klasses eller denne skoles fællesskab. For at retfærdiggøre tåbeligheden med at tvinge alle disse børn ud af deres klasse- eller skolefællesskaber og ind i folkeskoleklassens mere og mere kunstige fællesskab kræves der, at klassefællesskabet i folkeskolen vurderes at stå over de andre fællesskaber. 96 procent af alle elever skal være i folkeskolens normalklassefællesskaber, fordi disse fællesskaber tillægges mere værdi end specialskolernes.

Det var samme forkvaklede logik, der lå til grund for udslettelsen af realskolen og indførelsen af historiens mest fordummende skoleform: den udelte enhedsskole. For at gennemføre denne forringelse af skoleuddannelsen var det nødvendigt at oparbejde en ringeagt for de boglige klassers og de almene klassers fællesskaber. Helt ud af den tomme luft dannede man et idealbillede af de mest undervisnings- og uddannelsesnedbrydende fællesskaber, medens man tømte de elevdelte klassers fællesskaber for enhver betydning for børnene og supplerede med forestillinger om sådanne fællesskabers direkte skadevirkninger på børnene. Og jo mere de nye elevudelte klassefællesskabers ødelæggende effekter på undervisning og faglig indlæring måtte erkendes, desto mere fremhævede man med stædig overbevisning disse fællesskabers undergørende virkninger på børnenes indlæring. Kunne de ikke danne grundlag for faglig dygtiggørelse kunne man vel altid påstå deres egnethed for noget mere ubestemmeligt og umåleligt, som man kaldte og stadig kalder for for dannelse. Og af hensyn til opretholdelsen af den undervisningsnedbrydende udelthedsskole var man nødt til at fremhæve dannelsen som værende vigtigere end den fagligt uddannelse.

Udelthedsskolens kunstige fællesskaber er, som alt det andet kunstige, som man forsøger at hælde ind i det, man har kaldt for en skolereform, kun til ubodelig skade for de bogligt svage, der uvægerligt vil fortsætte med at tabes og for de dygtige, der lige så uvægerligt vil fortsætte med at forsømmes i lærerens forsøg på at undervise alle elevkategorier på fuld tid.