Smugkig på de nye Fælles Mål

Undervisningsministeriet har offentliggjort eksempler på de nye Fælles Mål, nemlig udkast til nye mål for fagene dansk og matematik.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

De nye Fælles Mål er blevet kaldt rygraden i reformen. Men lærerne og andre interesserede har ikke kunnet tjekke, om reformen skal til kiropraktor, eller om ryggen er sund.

Det har ikke været meget, der er kommet ud fra de forskellige arbejdsgrupper, som har stået for skrivningen. Nu kan den brede offentlighed for første gang få indtryk af, hvad det er for nogle mål, der er kommet ud af forenklingen af Fælles Mål.

Andreas Rasch-Christensen er forskningschef på Professionshøjskolen Via og faglig projektleder for paraplyen af arbejdsgrupper, der har skrevet Fælles Mål. Han er overbevist om, at de nye mål vil blive godt modtaget.

»De nye Fælles Mål er bygget, således at de skaber et samspil mellem undervisningens indhold og elevernes læring. Opbygningen giver gode muligheder for at lave nogle vejledende understøttende materialer«, siger Andreas Rasch-Christensen. Han fortæller, at hensigten med de nye mål har været at udarbejde et redskab, der kan bruges i lærernes didaktiske undervisningspraksis.

Matematikmål bygger videre på kompetencetænkning

Den samme melding kommer fra Undervisningsminister Christine Antorini.

»Det er afgørende, at de nye forenklede Fælles Mål fungerer som et godt redskab for lærerne. Undervisningen skal i langt højere grad planlægges og gennemføres efter mål for elevens læring, så det bliver lettere for både lærere, ledere, forældre og eleverne selv at følge elevernes faglige udvikling. På den måde kan vi sikre, at der er fokus på både de fagligt svage og de dygtigste elever«, udtaler Christine Antorini ifølge uvm.dk

Skal understøtte læring

Der har været kritik af de nye Fælles Mål for at snævre skolen ind, blandt andet fordi et udvalgt vidensfelt kanoniseres. Men Andreas Rasch-Christensen afviser, at målene vil indsnævre lærernes professionelle råderum.

»Det er de professionelle, der har udarbejdet målene. Og målene er et didaktisk redskab til de professionelle«, siger han. Han fortæller, at nogle af målene vil kunne efterprøves i nationale test - mens mange af dem ikke egner sig til den type test.

Nye danskmål er brudt op i temaer og faser

»Målene skal være iagttagelige - men det vil være lærerne, som går ind med evalueringsredskaber og undersøger, om eleverne for eksempel har fået en stærkere kronologisk forståelse i historie. De er udarbejdet med henblik på anvendelse - ikke kontrol«, siger Andreas Rasch-Christensen og fortsætter:

»Når man putter de nye Fælles Mål ind i den store fortælling af kontrol og styring af skolen, så bliver det her udlagt som en del af det. Men sådan er udarbejdelsen ikke tænkt - formålet er, at de understøtter arbejdet med elevers læring«, siger han.

Virtuel platform

Ud over selve målene bliver der et virtuelt univers omkring de nye Fælles Mål, hvor der vil være vejledende eksempler på, hvordan målene kan bruges i undervisningen.

»Med de her mål har man mulighed for at lave en dynamisk virtuel platform, hvor der kan komme flere forslag til, hvad det er for typer af undervisningsforløb, man kan tage i anvendelse i forhold til det enkelte mål. Hvad er det for typer af læremidler - digitale og andre - man kan tage i brug? Er der eksempler på forløb, der inddrager udenomsarealer, og hvordan kan man arbejde differentieret med målet?« siger Andreas Rasch-Christensen.

De nye Fælles Mål skulle oprindeligt sendes i høring til maj og indføres til august. De skal stadig igennem den proces, men forligskredsen bag folkeskolen har meldt ud, at målene gøres frivillige det første år.

Hvad mener du? 

Hvad er din umiddelbare reaktion på de netop offentliggjorte udkast til Fælles Mål (se linket øverst til højre for artiklen)? Folkeskolen.dk sætter målene til debat. Skriv i kommentarfeltet nedenfor! 

Læs mere

Se målene her