Debat

Ledelse i ny tid

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Skolelederne skal ud af kontorerne

Årets Sorø-møde er slut, og deltagerne er taget hver til sit. Men alle ved nu, at der venter et enormt ledelsesarbejde for at få forligspartiernes folkeskolereform til at blive en succes!

Man må håbe, at de mange ledere, der nu skal til at forberede sig på næste skoleårs mange forandringer, husker et »klogt citat«, som Agi Csonka fra Danmarks Evalueringsinstitut kaldte det på Twitter fra Sorø: »Forandringsledelse handler også om, hvad vi skal bevare!«

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Yderligere skal de tage med, at ledelse handler om medledelse - at lede i samarbejde med de lærere, der hver dag står i skolens lokaler og skal have undervisningen til at fungere og give et større fagligt udbytte for eleverne, som er reformens mål. Et mål, der skal nås samtidig med indførelsen af nye arbejdsforhold, en stadig stigende inklusion - flere steder uden medfølgende finansiering - og pres på det kommunale budget!

Et mål, der også bliver sværere at nå, hvis lederne ikke også tager ved lære af nogle af sommerens avisoverskrifter:

Man må forvente, at chefer og skoleledere naturligvis, både officielt og internt, omtaler lærerne - og andre medarbejdergrupper - med respekt for deres arbejde, hvis man ønsker en optimal indsats fra dem.

Man må også forvente, at lederne tænker på indhold, kvalitet og arbejdsmiljø for at styrke elevernes udbytte og ikke tænker på eventuel lønbonus for at have forøget lærernes undervisningstimetal (dog heldigvis ikke et forslag på skoleområdet endnu!).

God og tydelig pædagogisk ledelse vil også give muligheder for, at antallet af ansøgere til læreruddannelsen kan stige i de kommende år - så uddannelsen kan tiltrække dygtige og engagerede unge.

Nu begynder et skoleår, hvor vi skal tage afsked med en arbejdstidsaftale, som rigtig mange lærere, skoleledere og forvaltninger har haft gode erfaringer med, og hvor faglighed og trivsel gav eleverne et stort udbytte af undervisningen takket være lærernes professionelle indsats, som aftalerne gav muligheder for!

Ferien er slut, og sommeren går på hæld. Men vejret har været fantastisk, og vi har alle forhåbentlig fået nogle gode vitaminer fra solen, så vi har noget at stå imod med, når gråvejr og kulde kommer snigende. Vi skal bruge vitaminerne til fortsat at få skabt nogle ordentlige arbejds- og undervisningsforhold for lærere og elever fremover. Vi ved, at der er mange gode ledere, nu skal alle med. Men det kræver en stor indsats fra ledelsessiden - både på skolen og i kommunen.