35 undervisere fra Aarhus Social- og Sundhedsskole lavede i dag tre flashmobs for at gøre opmærksom på, at de også er omfattet af lockouten.

Sosu-undervisere flash-mobbede i Aarhus

Underviserne på Aarhus Social- og Sundhedsskole mente ikke, der var fokus nok på, at de som medlemmer af DLF også er lockoutede. Derfor lavede de i dag tre flash-mobs i Aarhus midtby.

Publiceret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Fra kl. 10 i formiddag blev de århusianske borgere i henholdsvis Bruuns Galleri, på banegården og i gågaden udsat for et særsyn. Omkring 35 undervisere fra Aarhus Social- og Sundhedsskole gik diskret gennem byen for pludselig at stoppe op og hive bannere frem. De var trætte af, at der kun er fokus på folkeskolelærerne under lockouten, for som medlemmer af DLF er landets sosu-undervisere også ramt.

"Folk ved simpelthen ikke, at vi også er lockoutede, så det prøvede vi på at gøre noget ved i dag. For vi vil gerne undervise, og det bør folk vide", siger sosu-underviser Arne Tannebek.

Sosu-lærere kæmper for forberedelsen

Ideen til at lave flashmob blev til på et fagligt møde i går. Bannere med teksten "Lige nu burde jeg arbejde på sosu-skolen" blev hurtigt lavet, og så var planen klar. Enkelte af sosu-undervisernes børn gik også med i flokken med bannere: "Jeg kan ikke være på min skole i dag".

"Der har været rigtig god respons på vores flashmobs. Rigtig mange stoppede op og gav tilkendegivelser om, at de godt kunne forstå vores situation. Det var en virkelig positiv oplevelse", fortæller Arne Tannebek.

Sosu-underviserne i Aarhus har allerede forberedt endnu en omgang flashmobs til næste uge. Her har de inviteret deres elever på sosu-uddannelsen til at være med til at sætte fokus på lockouten af underviserne og de konsekvenser, den har for de studerende.