Debat

iPadiskolen.dk - nyt site fra CFU til undervisning understøttet af iPads

iPadiskolen.dk er et samarbejde mellem Center for undervisningsmidler (CFU) København og CFU Sjælland. På iPadiskolen.dk kan du finde inspiration til at bruge apps i den faglige undervisning, samt læse artikler om pædagogisk og didaktisk praksis med iPads som understøttende teknologi.

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Der er I uddannelsessektoren intenst fokus på iPad-tablets som læringsressource eller digitalt penalhus. Mange kommuner og skoler har investeret i denne teknologi i større eller mindre omfang - med mere eller mindre fokus på, hvorledes denne teknologi skal være understøttende for videreudvikling af den pædagogiske praksis.

På CFUerne har vi oplevet en massiv efterspørgsel på vejledning, både i forhold til den tekniske del med opsætning og administration af iPads i en skolekontekst - men i særdeleshed også i forhold at opsætte pædagogiske miljøer på skolerne, understøttet af iPads.

Vi tager i vores vejledning afsæt i den sammenhæng, hvor iPads er et undervisningsvilkår, en ressource for nye læringsarenaer eller et bidrag til udvikling af et explorativt og multimedialt læringsmiljø.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Det er vores erfaring, at der har været meget snak om tablettens potentialer og udfordringer, men meget få reelle praktiske erfaringer. Samtidig eksisterer der en vis tøven blandt undervisere, i forhold til at vurdere de forskellige apps´ didaktiske kvaliteter.

iPadiskolen.dk

I den forbindelse har både CFU UCC og CFU Sjælland i en længere periode haft klassesæt af iPads i målrettede udlån, netop for at kunne trække praksisnære erfaringer ud til glæde for andre, men også for at kunne synliggøre i landskabet, hvor der er dygtige praktikere og ressourcepersoner, der kunne være relevante at opsøge, inden at man kaster sig ud i investeringer.

Platformen for videndeling er blevet til sitet iPadiskolen.dk, hvor der både er artikler med fokus på pædagogisk/didaktisk praksis, af teknisk karakter, men også anmeldelser af apps, der med fordel kan bringes i spil i en faglig undervisning. Vi er tre it-didaktiske konsulenter fra hvert CFU, der kuraterer indhold på siden - derudover er der fagkonsulenter fra begge CFU’er, som skriver specifikt under apps i fagene eller under artikler, samt praksisnære fortællinger fra forskellige lærere rundt omkring på skolerne. Kontaktoplysninger findes på siden under fanebladet Om iPadiskolen.

Apps og artikler

Når vi anmelder apps, tager vi afsæt i Illum/Bundsgaards kriterier for vurdering af digitale læremidler, både for at bibringe en systematik og værktøjer til udvælgelsen af apps, men også for konkret at synliggøre anvendelsesmulighederne af de forskellige apps i forhold til en faglig praksis. Er der eks. tale om et repetativt/træningsbaseret læremiddel i app-form? eller et funktionelt digitalt læremiddel uden et decideret didaktisk indhold? - og hvordan går man til dem som lærer, og bringer dem meningsfuldt i spil i en undervisningssituation?

Anmeldelserne er indekseret i fag, men rummer også underdelinger og tags, som eks. tager højde for om en app er primært træningsbaseret, en app til produktion mm.

Artiklerne på siden er i en mere åben form og rummer fortællinger fra konkrete praksisforløb, skoleudviklingsprojekter, men også how-to artikler om teknik, opsætning og administration.

iPadiskolen.dk har tilknyttet en Facebookgruppe til inspiration og udveksling af erfaringer - derudover har man muligheden for at abonnere på sitets forskellige rss-feeds.

Denne ressource stilles gratis til rådighed af CFU UCC og CFU Sjælland for brugerne, og det er vores håb, at iPadiskolen.dk kan bidrage til at understøtte og vejlede skoler og lærere i at bringe denne teknologi meningsfuldt i spil i forhold til elevernes læring.