Mellemøsten
0   236

Uddannelse er vejen frem

Den 14. maj er det 60 år siden, at staten Israel blev oprettet. Mange palæstinensere måtte flygte blandt andet til Jordan, hvor de bor i flygtningelejre. Børnene er meget bevidste om, at en god uddannelse kan være vejen ud af lejren

Der hænger kulørte papirdekorationer på lange snore langs loftet ned ad den lange korridor. De blev hængt op tidligere på året, da skolen markerede årsdagen for kong Abdallahs tronbestigelse, og man har endnu ikke besluttet at tage dem ned igen. Det er, som om man bevidst søger at holde glæden fanget i den ellers strenge skolebygning, og så viser det, hvor meget værtslandets regent fylder i tilværelsen her på stedet.

Skole nummer 4 ligger midt i Al Wihdat, den næststørste palæstinensiske flygtningelejr i Jordan. Det er en ren pigeskole, og den drives af FN's hjælpeorganisation for palæstinensiske flygtninge, UNRWA, og omkring 99 procent af eleverne bor da også i lejren. Men trods dette er der ved besøg på skolen ikke et øjebliks tvivl om, at vi befinder os i Jordan. Det jordanske er fremherskende overalt.

Artiklen fortsætter under banneret

»Vi markerer skam de palæstinensiske mærkedage, og vi inddrager børnenes særlige baggrund i undervisningen, i det omfang det kan lade sig gøre. Men vi glemmer heller aldrig, hvor meget vi skylder kong Abdallah«, lyder det diplomatisk fra den kvindelige skoleleder, Samar Abu Sbeid.

Hun befinder sig i flygtningenes klassiske dilemma, som består i loyaliteten over for værtslandet og den palæstinensiske identitet. På hendes kontor, hvor vi mødes, hænger det sædvanlige kort over Palæstina, som landet så ud indtil staten Israels oprettelse i 1948. Her er alle landsbyerne, som flygtningene stammer fra, indtegnet, selvom det store flertal ikke eksisterer længere. Men kortet hænger i et hjørne, ikke alt for iøjnefaldende, mens man på en prominent vægplads ser portrættet af regenten.

Nye lærebøger

»Vi vil skam markere 60-året, men det bliver gjort stille og nedtonet«, forklarer skolelederen.

»Der er ingen grund til at rippe op i gammel sorg«.

Hun refererer til den 14. maj, som er datoen for staten Israels oprettelse og her på stedet dermed også er datoen for starten på den udvikling, der gjorde palæstinenserne til flygtninge for 60 år siden. Det er vigtigt for palæstinenserne at holde mindet i live, men her i Jordan er det som andre steder i Mellemøsten noget, flygtningebefolkningerne i stigende grad føler er på kollisionskurs med de lokale regimers ønsker. De otte skoler, som betjener de godt 45.000 flygtninge i Al Wihdat, er alle drevet af UNRWA, der som alle andre steder har forpligtet sig til at operere i overensstemmelse med lokal skolelovgivning, hvilket ikke mindst betyder, at man retter sig ind efter de jordanske læseplaner. Men som et tegn på udviklingen har de jordanske myndigheder forlangt, at UNRWA-skolerne ikke længere må benytte egne lærebogssystemer, hvorfor flygtningeeleverne nu har det samme tekstmateriale som deres jævnaldrende i de jordanske regeringsskoler.

Bedre end Real Madrid

»De prøver at tage vores arv fra os«, fnyser Huda Abdel Razak.

Den 15-årige pige, som er gået ud af skolen og nu lægger sin energi i et jobtræningscenter for unge kvinder, udtrykker lejrens uforbeholdne meninger, som man ikke hører mellem skolens vægge.

»De vil have, at vi skal lære om vores egen historie, som om vi var jordanere. Vi skal se på os selv udefra, som om vi ikke var flygtninge«, siger hun.

»Mens jeg gik i skole, havde vi også en halv times palæstinakundskab hver morgen. Det kunne være nogen, der fortalte om deres egen baggrund eller om landsbyen, de stammer fra. Vi fik til opgave at snakke med vores forældre og på den måde opbygge vores egen identitet. Men det er blevet fjernet fra timeplanen, og i stedet skal vi nu lære en del mere om det jordanske kongehus og den slags«.

Hun fortæller, at dette allerede har været tendensen i nogle år, og hvis man spørger mindre flygtningebørn om deres baggrund, ved de ofte mindre, end hun vidste, da hun var på samme alder. Men hun fortæller også, at børnene næsten som en betinget refleks finder andre veje at udtrykke deres egen identitet på, når skolen ikke længere hjælper dem til det. Fodbold har altid været en populær fritidsbeskæftigelse, selvom lejrenes smalle gyder ikke just indbyder til det, og det når nye højder i disse år. Navnlig fordi flygtningebørnene kan identificere sig med flygtningenes eget hold, Al Wihdat, der klarer sig bedre end længe i den jordanske superliga.

»Vi er bedre end Real Madrid«, smiler Huda, der ikke selv spiller, men følger ivrigt med fra sidelinjen. »Fodbold er også en måde at udtrykke sig selv på, og når jordanerne ikke vil lade os beholde vores identitet i skolen, kan vi gøre det andre steder«.

Høj arbejdsmoral

Denne form for søgen efter selvrespekt sætter sig også på andre måder i flygtningebørnenes tilværelse.

»De er meget bevidste om, at en god uddannelse kan være vejen ud af lejren, som det ikke lykkedes deres forældre at tage«, forklarer Samar Abu Sbeid videre. »Her i Jordan bor omkring 17 procent af de registrerede flygtninge i lejre, og vi skal huske, at det er den socialt set ringest stillede del af den palæstinensiske befolkning. Børnene på vore skoler har en høj arbejdsmoral, fraværsprocenten er meget lavere end i regeringsskolerne, og karaktergennemsnittet er også højere«.

Dette er et generelt træk i UNRWA-skolerne, som er et af de største skolesystemer i Mellemøsten. I Jordan, Syrien, Libanon og på Vestbredden og Gazastriben har organisationen 663 skoler, som alle ligger i flygtningelejrene og er forbeholdt børn af familier, der er registreret som flygtninge hos UNRWA. Det bliver til en halv million elever, hvoraf de 1.200 er indskrevet på Skole nummer 4 i Wihdat.

Fordi pladsforholdene i flygtningelejrene de fleste steder er trange, er der også kun sjældent mulighed for at bygge skoler, der er store nok. Derfor kører Skole nummer 4 i toholdsskift, hvilket er et almindeligt system. Første hold elever møder klokken 7 og slutter skoledagen klokken 11.30, hvorpå næste hold møder klokken 12 og går hjem klokken 16.30. Tilsvarende er der to hold lærere, så det hele på mange måder minder om to parallelle skoler i samme bygning og med Samar Abu Sbeid som samlende figur.

»På grund af forholdene har vi også helt op til 50 elever i hver klasse, hvilket er mere end i regeringsskolerne, og fordi der er flere sociale problemer i Al Wihdat end inde i Amman, ligger der også her nogle ekstra opgaver for den enkelte lærer. Vi gør mere ud af at besøge elevernes familier, end de gør andre steder«, siger hun.

»Det er hårdt at være lærer her, men til gengæld er UNRWA's lønninger også næsten det dobbelte af, hvad en statsansat lærer får«.

Efter nogle år i systemet får en lærer typisk omkring 550 dinarer i løn, hvilket svarer til små 4.000 kroner. Dette er store penge, i forhold til hvad man ellers kan tjene i og omkring lejren, og derfor er jobbet som lærer også noget af en drøm for mange af børnene.

»Jeg har altid gerne villet være læge«, siger Al'ah Najar, som går i 9. klasse på skolen.

»Men vores kultur er endnu ikke helt åben nok til, at det kan lade sig gøre for en kvinde, så nu har jeg fundet ud af, at det må være godt at være lærer. Man tjener Guds vilje, hvis man giver de kommende generationer nogle sunde værdier«.

Vi snakker med Al'ah inde på skolens område, så hun kommer ikke ind på lærergerningens indbyggede dilemma i forhold til hendes egen identitet, men at dømme efter glimtet i hendes øjne og hendes udtalelser i anden retning kan vi forstå, at hun heller ikke er helt tilfreds med den side af flygtningenes eksistens.


Kommentarer

Man skal være registreret bruger for at skrive kommentarer på folkeskolen.dk. Som registreret bruger får du også mulighed for at tilmelde dig nyhedsbreve m.m.

OPRET PROFIL
{{ comment.author.name }} {{ '(' + comment.author.jobTitle + ')' }}
{{ comment.likeCount }}

{{ comment.title }}

Gem Annuler
Gemmer, vent venligst...
Klag
Kommentaren er slettet

MERE OM EMNET

Når du er logget ind, kan du vælge de emner du ønsker at abonnere på, og få nyt direkte på email. Login

LÆS OGSÅ