Viceskolelederens bekymringer gjort til skamme

Publiceret Senest opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

I dag tænker viceskoleleder Niels Brødsgaard ikke over, at fem af lærerne på Firhøjskolen har en fælles fortid på den nedlagte Bregninge-Bjergsted Skole. Men i sommeren 2004 frygtede han det værste.

»I den sommerferie tænkte jeg tit på, hvordan det skulle gå med at få de fem lærere ind på skolen. Jeg var bange for, at de skulle blive en enklave på lærerværelset«, siger Niels Brødsgaard.

De fem lærere havde et godt sammentømret samarbejde, men spørgsmålet var, om de skulle sættes sammen i team.

»Det drøftede vi en del. Ideelt set skulle vi måske have spredt dem mere, end vi faktisk gjorde, men der skal tages mange hensyn i en fagfordeling, så muligheden for spredning viste sig at være begrænset«.

Der var enighed på skolen om, at lærerne fra Bregninge-Bjergsted Skole ikke skulle spises af med skrotskemaer.

»Det skal nyansatte generelt ikke, men det havde en større prioritering her. Der skulle være nogle guldklumper til dem, og vi var heldige at få en lærer med it-kompetencer, for det manglede vi. Men tilgangen betød, at mange børn måtte skifte lærere«.

Viceskolelederens bekymringer blev gjort til skamme. De nye lærere faldt hurtigt til.

»De havde vænnet sig til tanken om den store skole, og som erfarne lærere kom de med en vis pondus. De havde arbejdet med omgangsformer blandt eleverne og med læringsstile, og det har vi draget nytte af ved at lade dem holde oplæg for os andre. I dag er det, som om de altid har været her«, siger Niels Brødsgaard.

Henrik Stanek