Kære Christine Antorini. Januar 2012

Så sidder jeg her igen, foran tasterne, i dag med min MAC foran mig med trådløst tastatur, dengang i 80’erne foran min skrivemaskine, hvor hastigheden for at få noget sammenhængende ned på papiret, der vedrørte min kæphest også dengang, tog væsentlig længere tid, fordi jeg ikke kunne flytte rundt på afsnittene, men måtte bruge sletteknap og huske/ glemme og åh nej…..om igen.

I dag går det strygende hvad teknologien angår, vupti flytter jeg rundt på afsnittet og så er der sammenhæng. Vidunderlig teknologisk udvikling!

Men hvad med resten……… i 80’erne 90’erne, 2000 og frem til i dag den 11.januar 2012, det jeg skrev dengang i 80’erne – indholdet - har det forandret sig, udviklet sig?

Svaret er nej.

Jamen er du da gået i stå, tænker jeg om mig selv. Det ville undre mig, men det er altid svært at se sig selv udefra. Hvor skal jeg så hente hjælpen, for at forstå at svaret kan være nej, indholdet af det jeg skrev har ikke ændret sig?
Hvordan kan jeg så overhovedet finde på at gå på MAC’en?

Fordi jeg fandt hjælpen til mit svar på Tv 2 forleden dag, hvor du blev interviewet omkring et af regeringens store mål for Folkeskolen.
Du vil flytte de fleste af de 13 milliarder, der går til specialundervisningen over i folkeskolens almindelige undervisning, dog med undtagelse af visse tilfælde, hvor det enkelte barns tarv kræver så megen speciel indsats, at der skal specifikke foranstaltninger til. Herligt!
Jeg bemærkede dit sprogbrug, almindeligt dansk uden forførende gloser, der fjerner lytteren væk fra dét, det virkelig handler om.
Nemlig, at der de sidste 30 år, at alt for mange børn og unge sendes til specialundervisning med etiketten på ryggen,: ”Du er et problem, du skal ekskluderes”.
Her vil jeg gerne tilføje, at det ikke nødvendigvis er den enkelte lærer, der sætter denne etikette på barnet, det er vores systemtænkning, samfundstænkning, som ikke har flyttet sig indholds- og procesmæssigt i kommuner og stat i alle de år.
Du vil nu gå i gang med at inkludere børnene i klasserummet, altså gøre specialundervisningen meget mindre for at kunne bruge en stor del af de 13milliarder til den almindelige undervisning.
Og hvad var den helt kontante afregning på den udmelding, du kom med på TV 2 forleden dag?
At forældrene melder deres barn ud af skolen for at melde barnet ind i en privatskole. Nok er nok.

Umiddelbart forstår jeg godt forældrene. De har i årevis råbt op om at skolens ansatte må have mere faglig uddannelse i at håndtere relationen med de børn der har tilknytningsproblemer, der ”forstyrrer” i klassen.
På længere sigt handler det om, og har det handelt om de sidste 30 år, at vi ikke har arbejdet med lærerens ansvar for relationens kvalitet. Sagt på en anden måde: Børnene reagerer sundt på et sygt samspil.
Kære Antorini, her er det, jeg for alvor bliver træt.
Jeg beklager, det handler ikke om dig, du har kun siddet på taburetten i ca. 100 dage. Du har udtrykt mange behov for tiltrængte, konkrete ændringer i Folkeskolen. Det her er et inderligt hjertesuk om, at du nu også for sagt meget hurtigt, hvad det er skolens ledelse og medarbejde skal lære om sig selv og hinanden for at de vil kunne inkludere børn og unge fra specialundervisningen ind i klasserummet.
Her er det jeg vil give dig en håndsrækning
Selvreflektion på egen praksis, kunne vi starte med at kalde det, senere udvidet med begrebet supervision. Supervision betyder overblik. Overblik for at kunne skelne mellem det private, det personlige og det professionelle.
Selvreflektion og supervision er meget vigtige fagpersonlige kompetencer hos den enkelte medarbejder i Folkeskolen, og det fordrer, at vi tager hånd om disse følelsesmæssige, sanselige discipliner med stor faglig mulighed for personlig vækst, hvis vi skal blive i stand til inkludere børnene fra specialundervisningen ind i klasserummet.
Du vil måske spørge, hvad skal der til for at komme i gang ?

Der skal MOD, vil mit svar være. Mod fra Jer på BORGEN, til at sætte ord på, at det er det, vi skal lære.
Mod avler usikkerhed for en stund…………….. og det synes en politiker ikke altid er så rart, det gør vi andre såmænd heller ikke.

Der, hvor det vil kræve mod at skære igennem, er at gøre det til et krav
i Folkeskoleloven at arbejde med supervision. Dels som en fagpersonlig disciplin til sikring af løbende selvreflektion på egen praksis, dels som læring om samtalens kunst, så den får en anerkendende tilgang i mødet med den, man taler med. Så længe det ikke er indskrevet i Folkeskoleloven, kan kommunerne hoppe over hvor gærdet er lavest og ignorere denne vigtige, helt nødvendige fagpersonlige disciplin.
Jeg ser det udmøntet i praksis som et stort udbud af kurser over tid , med det indhold af fagpersonlig udvikling, der handler om at lære. At lære at forholde sig til vores mange projektioner og blinde pletter i samspillet med børnene, de unge , kolleger og ledelse og sidst men ikke mindst forældrene.
En efteruddannelse der handler om læren om sindets snørklede blokeringer, som vi hver især har fået påført i mere eller mindre omfang gennem livet.

Det hører med til at være menneske at vi er usikre og søgende, andre er skråsikre og demonstrative, men vi behøver ikke at stå statiske i dette landskab, det fremmer ikke forståelsen af os selv og hinanden. Det handler her om den eksistentielle tilgang til læring.
Herefter skal vi lære at modtage og give kollegial respons. Det er en underafdeling af supervisionen, som kan lærers fra kollega til kollega uden specifik efteruddannelse som supervisor, men det er en supervisor, der lærer formen fra sig. Vi skal på skolerne have knyttet eksterne supervisorer til, ligesom vi har sundhedsplejersker og tandlæger. Supervisorerne kan hæve perspektivet endnu et lag, når den kollegiale respons ikke er nok til at frembringe et godt samspil i relationen, der frigør energi, kreativitet, empati og rummelighed.

Så længe vi tror, vi kun kan gå fra skrivemaskinen til I Pad’en eller den lækre MAC med trådløst tastatur, lige så længe vil vi blive ved med at gøre børnene til problemet, og hverken se eller handle på, at børnene og de unge reagerer sundt på at sygt samspil med voksne, der er fanget af og i uvidenhed omkring udvikling af relationer, på tværs af kvalifikationer og nationer.
Jeg har lavet mig et motto: ”Vi hører ikke mere end vi kan forstå, og vi ser ikke mere end vi kan mærke”.
Så vi må have tømt rygsækken og kigge på indholdet, sortere, smide væk og lægge på plads igen med ny viden og erkendelse om os selv. Det vil flytte Folkeskolen medarbejdere fra at være reagerende til at være agerende i deres samspil med kolleger, børn, unge og skolens forældrekreds.
Det vil flytte kommunernes fokus fra kortsigtet omkostning til langsigtet investering. Det vil medføre rettidig omhu med respekt for den enkeltes integritet og nødvendigheden af at være en del af et dynamisk udviklende samfund, hvor kliker opløses til fordel for gode, lærerige fælleskaber.

Det vil være den Folkeskole vi alle har brug for, også de forældre, der på nuværende tidspunkt har taget børnene ud af den.

Med venlig hilsen

Anne Mette Holstein
Proceskonsulent & Inspirator
Smedegade 6
5970 Ærøskøbing
www.am-holstein.dk

Læs evt. Rapport fra Videnscenter for synshandicap: "Samtale, refleksion og anerkendende relationer" Et pilotprojekt om social inklusion og kompetence i fem folkeskoleklasser med synshandicappet elev.Papporten findes på www.am-holstein.dk under udgivelser, eller på nettet.
Læs evt bogen "KIRRE" en bog om at møde, drage omsorg for og opdrage et tidligt skadet barn. Kroghs Forlag 2004 Den er skrevet af Gunilla O. Wahlström, Sverige og oversat til dansk af Anne Mette Holstein. At jeg oversatte bogen skyldes udelukkende, at det er det bedste jeg har læst og lært af indenfor dette felt. Det er anskuelighedsundervisning i inklusion og de processer der knytter sig til læring i at mestre empati/inklusion